Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
488
DET ATTENDE AARHUNDREDE. 488,
Ja, det er livets lov i sammendrag,
al visdoms sum, i kortest udtryk givet:
Kun den fortjener frihed sig og livet,
som vinder dem i kamp paany hver dag.
Saa her for barn og mand og olding føie
sig livet dygtigt under farens øie.
Paa friheds jord et folk, som virker frit —
at dog engang et saadant syn blev mit!
Da turde øieblikket fast jeg mane:
O, dvæl endnu, Du skjønne stund!
I samme nu, disse ord er udtalt, synker han død om,
og Mefistofeles, der føler sig som hans sjæls retmæssige
eier, skrider til hans gravlæggelse. Men han glemmer,
at der i hans pagt med Faust biot er tale om, at
dennes sjæl skulde høre ham til, biot og ifald han
nogensinde følte sig lykkelig bundet i et øjebliks
sanselig eller jordisk nydelse. Dette er jo ingenlunde
tilfældet: Faust har tvertimod udtalt sine ord i en
følelse af aandelig salighed. Væddemaalet mellem
djævlen og Vorherre, hvormed digtningen indledes,
udarter nu til en kamp over den døde Fausts grav:
paa den ene side helvedes djævle, der under
Mefistofeles’ kommando søger at fastholde hans sjæl, paa
den anden side en hel mangfoldighed af himmelske
hærskarer, der i jubelkor drager hans udødelige aand
op i de himmelske egne. De synger:
Nu aandeverdnens ædle lem
er løst af djævlens lænke:
hvo altid stræber frem og frem,
ham kan vi frelse skjænke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
