Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 112 —
den rene og ene troskyldige Følelse som bør
beherske den som taler om Hjerternes Yaarfest.
Naar Siljen ogsaa iaar staar med gyldne
Dun-blomster, da er de jo nye, det er andre — de
ligner bare dem fra iljor.
Men i Hemmeligheten. Undret, er de ens: at
de er der’.
Blir man saaledes Nar anden Gang, var man
det ikke mindre den første Gang. Man kan si
han er ulykkelig, men ikke Nar; den kan Heine
ta med i sin «Madrassgrav !
Og uten at Even hverken ønsket det end sige
bad om det, skjøt hans Siljekrat atter vilde Skud
med frodige Blomster og alle vendte sig mot
Vesletorgun.
Men disse kunde være utsprungne fra
Medlidenhedens, eller Beundringens grønne almindelige
Grener. Av hans dype Bondeforstaaelse av dette
store stille Barn, fordi de begge var vokset op
fra samme skrinne Jord —
Men —
naar han gransket og grov i sin Barm — og naar
gjorde han ikke det? hvorfor stormet hans Hjerte
som en vild fraadende Burløve mot sit Stængsel
ved den mindste Anledning, i Anledning av
Vesletorgun ?
Og det skulle da være temmelig tamt nu,
gammelt og modent av Aar og tykhudet av
Skuffelsers Slitage.
Men —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
