Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 121 —
sigtig steg ind. Han prøvde at lure til sig
hendes Ur, men det sat for fast i Beltelommen.
Men Vesletorgun — Torgun da r Kransekoll
har slitt sig og Purka har grisa!
Hun tværslet sig løs fra Evens Arm og riste
op: Gu trøste mig og da!
Blussende rød blev hun staaende aldeles
fortomlet og se paa de To som stod og lo.
Som et skræmt Vildt sprang hun ind i Kovan
og la sig med Hænderne for Ansigtet næsegrus
over Sængen.
Even fattet sig straks: Ja, vi kom litt sent og
slitne fra den lange Pariserturen vor inat — og —
Kleint Kjelkeføre kan jeg tænke mig, sa Halvor
gravalvorlig, men en stærk Kop Kaffi og Bakkels
og Vaffel med Aases fineste Rømme —
Hun var gaat ind til Torgun og lukket Døren.
Og Even sa: ja, da jeg nu er blit din
Husmand, maatte jeg ta mig en Husmands Kjærring
ogsaa, og nogen høvligere end Torgun —; men di
blev vel skikkelig forundret, da di saa os — saan?
Ikke jeg for min Del, men jeg har vaaget med
Aase paa at det tilig eller sent maatte bli til noget
mellem dere. For Rikdommen tar du hende ikke
— og for Skjønheten — ja det tør jeg aldrig lægge
mig i. Med din Lærdom og, Berømmelse tænker
jeg du vilde ikke ha vondt for de jilleste Byfrøkner!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
