Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 134 —
Tjuvefisker! ropte Even, med al den Harme og
Hat han kunne knytte sammen. Det lo igjen og
der var To. Nei! Snåkafiskere! bare gamle goe
Snåkafiskere! svartes frækt gjennem Mørket.
Uten Lys kranglet han sig tilbake til han følte
sig i Sikkerhet, tændte Luven og kom bent over
Myrene fram til nederste Kjærn hvor han hadde
sin Pram liggende. Men først skræmte og jaget
han med sig flere vakkre Kulter, ut i aapent Vand.
Der for som en svart Lynn under en Vierbusk,
i Vildelse rendte Fisken sig op paa tørt Land, det
var en jill glittrende Fisk paa en fire Mærker.
De?i skal disse Røvere ikke faa more sig med,
tænkte Even og grep den med bare Hænder.
Det var paatide at komme sig i Baaten — for
nu sluknet de siste Glør og det var Slut med
Tyristikkerne —
Som han sitter og ror stiger pludselig Torguns
Gjæterlokk fra den andre Siden og en liten
Lysning syntes at røre sig.
Han svarte og rodde stærkt paa, for en slem
Agg hadde grepet ham, kanske en Ulykke med
Barna kunde været hendt —
Der stod hun med Lykten og sa han ikke maatte
bli rædd, for alt var bra hjemme; hun hadde endlig
faat Store-Kjærsti med paa Mosehenting. Jeg
maatte juge i hende at her laa Karer paa Fiskeri.
Kunde jeg bare forville hende heroppe en Dag
eller to, for kjend saa Mosen er lubben og let at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
