Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 165 —
Hun hadde tat Bjælleklaven om Halsen, og
sovnet med den.
Even og Torgun stod raadvilde over Brønden,
men Lemmen er jo paa, sa de begge; de styrtet
mot Elza som kom med deres Barn ved Haanden.
Saa længe Even levet, husket han det sittrende
skjønne Smil i Elzas hele Ansigt, som i den dype
Skumring lyste mot det rugende mørkrøde Stabur.
Gjennem Vaarbjørkens ytterste fine Væv, presset
Xymaanen sin gyldenvarme Profil, det maatte vist
snart være Middnat.
Frøydis laa i sin Sæng med store leende Øjne:
Moren hadde lovet hende at faa besøke
Frydenlin naar den hadde kalvet; og Far’n lovet at
kjøpe den Kalven til hendes Geburtsdag.
Og Elza løste sit Ur, som hun bar paa
Haand-ledet, og spændte det om den lubne Barnearm
som var strakt ut til Gonat.
Jo, det skal være dit, altsaa ikke no Knussel! Dit,
saa længe du vil ha det!
Torgun fulgte Elza til Atelieret, hvor Sofaen
stod opredt.
Det var da aldeles meningsløst, gi Ongen denne
kostbare Ting, og naar hun sover skal jeg faa det
av hende og —
Elsas Mund blev liten og haard: Dette maa
Fruen ikke gjøre; hvad man lover et Barn maa
holdes.
Har vi kanske ikke alle Saar for Livet av
denslags brudte Løfter fra vore Barneaar?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
