Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 174 —
Haven min meel de svære dype Oliventrær —
og Magnolier som glinser saa!
Og Du ? paa den vaarsaftig grønne Plaine foran
Verandaens hvite Marmor, springer vor Lillegut,
Solflækkerne danser som Sommerfugle om hans
guldgule Lokker —
Havet, — Middelhavet, som en blaasort Gru av
Dybde skimtes mellem svarte Stammer og mørkt
Løv. —
Han er i terrakottarød Fløil — og —
Ja, paa Trappen ordner jeg Blomster, vi venter
ham.
Saa var det kommet saa saart: Om jeg hadde
faat være Mor til saan en Lillegut som lignet dig!
Even famlet vidre i Erindringens Taake —: Aa
denne fortvilede Følelse av Elskerinde og Mor.
Og saa dø uten at ha været nogen av dem —
næsten!
Han vaaknet i grøn Luft, det kom av de grønne
sprinklede Vindueslemmer. Vinduet aapnedes for
et gnistrende Solskin og en stille rugende blaa
Himmel.
Deroppe, øverst paa det okergyldne Fjell laa
Borgen Eza, med de terrassestigencle Mure med
Slottets Taarne; den var som hugget ut av selve
Bjerget.
Derop vilde han, det hadde været Agnes’
Yndlingssted, med den lille Restaurant.
I den varme Middagstid var han naadd halvveis
oppe paa den smale kringlede Stig. Fjellryggen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
