Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 190 —
.....da lød et svakt Nynn inde fra
Mørket, og nærmet sig til en trillende Springedans
Trall.
Saa løsnet hun ogsaa — Jo, det er nok Ola,
men de saa ham ikke.
Jo nu syntes to glidende Skygger, Hestene gik
i Dilt.
Du Ola! Stopp, her er jeg!
De to slog Skierne om hver sin Vei. Da han
saa sig om, var det den graamørke Natten.
Og saa indrettet da Even sig i sit Kvistatelier,
og tok fat paa sine Opgaver med den sædvanlige
Paagaaenhet.
Han plejet at si: Min Begavelse er jo ikke stor,
men den som er, skal brukes til det ytterste.
Det var nu disse korte fortvilede Vinterdage i
Christiania, hvor Luften er mørk og sotet og
smaker av harsk Steinkulsrøk. I Morgenens Mørke
var han oppe og lavet sin Frokost, redte
Feltsengen og feiet Gulvet.
Det kunde være bitterlig koldt, især naar han
hadde glemt Ovnen om Kvællen, for Væggene
var tynde og hele Taket et Skraavindu. Men
skjelnet han endnu ikke Farverne kunde han se
at tegne Billederne op med Kul indtil det svake
Dagslys kom.
Saa malte han i et Kjør til det skumret, men
da kunde han ogsaa rave av Træthet og Sult.
Undertiden var Utmattelsen saa stor at han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
