Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 212 —
Kommet indpaa den lysende Fjellvidde heldte
han sig mot en Stein, drivende varm og vaat av
Sved.
Roy hadde Stand, men blev kaldt av. Ryperne
trykket ikke, men trippet urolige bortover
Snøskavlen — og fløi.
Roy kom forundret og fornærmet tilbake, saa
spørgende og logrende op paa sin Herre, men flk
intet Svar —; saa la den sig til at slite
Snøklom-pen fra sine langhærte Labber.
Even var alt litt tilfreds med sig, for se nu sat
han her og Avskeden dernede klarte han over
Forventning.
Du skal se du er bedre Kar end du gir dig
ut for, tænkte han. Og Gudskelov for at jeg gik
idag, et Døgn til, og det kunde været for sent for
os begge. Og da kunde jo Uhyret ha fliret op
med sin bredeste Sejersjeip. —
Det uhyrlige som var begyndt at snike sig
omkring Even, var nu kommet saa nær at han syntes
det antok en synlig Form. En slunken Ulv som
var nær og fjern, graa og vigende som Skaadde,
men tung og mægtig som et Fjell naar den laa
paa Lur.
Den hadde traakket Jorden svart under sig,
rundt i Ring. Rundt i Ring om en grøn liten
Holme med smaa gule og blaa Blommer. Et
gullokket Barn lekte der, syntes at her var al
Verden, her var den store Sommer. Men mitt paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
