Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 213 —
Holmen stod en graa aldrende Mand paa Vakt,
hans eneste Værge var at stirre uavvendt ind i
Uhyrets Fjæs.
Han kunde ikke andet end smile flaut til disse
Fantasier, som han mante fram, kanske som en
Frist.
Dette Sindsspøkelse var det bare én Maate at
bli kvit paa: at bli fri fra sig selv.
Og med lange deiligt glidende Skiskridt tok han
Retningen Nordvest for Langvatnsætren.
Der randt en Elv mellem trange Fjellstyrtninger
med vilde Fossefald og dype Kulper under; ofte
hadde han gaat og fisket der om Sommerkvællen.
Og om Vintren kunne den blaagrønne Issvull
støipe sig og hænge som kolossale Orgelpiper
over Stupene, Vandet silte bak Isdækket med en
dæmpet Lyd, men gurglet og kokte sig op igjen
rundt Isbroens Flate, i den dype svarte Kulp som
aldrig frøs til.
Ja, ja, den graa bløte Elgkalven. —
Han tygget Snø og blev roligre. Himmelen
var blaaest idag!
Saa tænkte han omigjen for de hundrede Gange
at han kunde rømme til fjerne farlige Land,
utsætte sig for Farer, beseire dem til Tidsfordriv.
Eller tjene sig op en stor Formue i Amerika
med glimrende Publikumsbilleder og sende
Summer av Dollars til de tre derhjemme. Saa vilde
Torgun bøje sig over Bankobrevet og hulke.
Stakkar!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
