Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 214 —
Hun vilde nok for Barnas Skyld holde sig stram
og flink gjennem Aarenes Sorg og Strid.
Og Svein og Frøydis vilde saa sagtelig glemme
ham —
Han skred og gled indover — nu kom han nedi
Skyggen av Holmvassnatten, mens han tænkte alt
dette som en Underholdning i Ensomheten — og
Angsten.
Længe og nøie undersøkte han Elveløpet —
indtil han fandt et godt Sted — saa det var klar
Skumring da han slog Skierne om og gik mot
Sætren.
Han vilde bare vente til Natten.
Endnu var Maanen tynd og matt deroppe, men
siden vilde det bli det vidunderligste Maaneskin
— og da! bare være kjæk!
Det hele var jo slet ikke saa livsfarlig som —
at leve.
Nei, se se! han var ikke saa værst i Ordspil
heller, for Exempel dette:
Endlig har jeg Løkka med mig, sa Mann gik
tiiskogs for at hænge sig.
Eller: Det gaar snart over, sa Mann datt
under Expresstoget.
Disse Ord tænkte han, burde overlevet ham og faat
Folk til at smile — men skitt, nu var det forsent.
For at være snil mot Roy skjøt han nogen
Ryper og hængte uti Melkebua, der vilde de holde
sig aldrig saa længe — saa de kunde nyttes av
dem som — som kom og lette —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
