Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76 LEO TOLSTOY.
»Jeg Fæ! Jeg Fæ!« gentog han den ene Gang efter den
anden næsten fuldstændig mekanisk. »Jeg gjorde hende jo
bange. Hvorfor vækkede jeg hende ogsaa saa pludselig? Nej,
hvad er jeg dog for en Klodrian!« Han blev staaende og
lyttede: Vægteren aabnede Laagen og gik ind i Haven slæ-
bende sin tunge Stok efter sig i Grusgangen. Greven, der ikke
troede sig sikker, hvor han var, løb ned til Dammen for at
skjule sig der. Saa ængstelig var han, at han rystede som et
Æspeløv, da en Frø, som han skræmmede op, plumpede ud
i Vandet. Han krøb sammen helt inde under Bredden for
ikke at blive opdaget, og i denne ubekvemme Stilling gennemgik
han i Tankerne, hvad han nys havde oplevet. Han var krøbet
over Havehegnet og havde straks opdaget hendes Skikkelse i
det aabne Vindue. Flere Gange havde han listet sig hen mod
dette, men Modet havde svigtet ham hver Gang, og saa var
han løbet sin Vej igen. I det ene Øjeblik havde han været
overbevist om, at hun ventede ham med Længsel, i det næste
havde han sagt til sig selv, at der var noget mistænkeligt i,
at hun var gaaet saa glat ind paa dette Stævnemøde. Endelig
havde han da faaet Bugt med sin tossede Ængstelighed, var
løbet lige hen til Vinduet og havde taget fat i hendes Haand. —
Vægteren gik hostende hen ad Grusgangen, knirkede med
Laagen og forsvandt bag Hækken. Vinduet, hvor den unge
Pige havde siddet, blev smækket i og Skodderue lukket for
indvendig fra. Greven forlod sit Skjul. Han var rasende.
Hvad vilde han ikke have givet til at kunne begynde forfra,
saa skulde han nok bære sig klogere ad. »Saadan en aller-
kæreste, sød lille Pige! Saa frisk og saa nydelig! Og hende
har jeg ladet løbe! Aa, jeg er et Bæst!« tænkte han og gik
med forbitrede Skridt op og ned i den mørke Lindeallé.
Men denne dejlige, maaneklare Nat virkede ogsaa bero-
ligende paa hans Sind, og hans Ophidselse tabte sig lidt efter
lidt og gav Plads for blidere Følelser.
Maanens blege Straaler tegnede sig i Smaakredse i den
mørke Gang, spillede i det hvide, frynsede Lav, der bedækkede
Stammer og Grene, og | aslede et Sølvskær over de sitrende
Blade. Oppe i Huset slukkedes Lysene; alt var stille, og kun
Nattergalens Triller fyldte det store, lyse Rum.
»En dejlig Nat! En ganske henrivende Nal!« tænkte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
