Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
POLIKUSCHKA 117
X.
Dagen gik, men der var ingen paa Pokroyskoje, der saa
noget til Polikej. Fruen spurgte flere Gange efter ham, og
Aksjutka løb saa ned til Akulina, men hun svarede, at hun
ikke havde set noget til ham, og mente, at hån enten maatte
være bleven opholdt hos Købmanden, eller at Hesten maatte
være kommen noget til. »Det forekom mig, at den trak lidt
paa det ene Ben, da han kørte herfra i Gaar,« sagde hun,
»og sidste Gang Maksim var inde i Byen med den, brugte han
24 Timer om Turen og maatte gaa ved Siden af Vognen hele
Tiden.« Svingende med sine Perpendikler løb Aksjutka saa
atter hjem, og Akulina gav sig til at spekulere paa, hvad
Grunden vel kunde være til, at Polikej endnu ikke var kommen,
og søgte at berolige sig. Men det lykkedes hende ikke; hendes
Hjærte var fuldt af bange Anelser, og hendes Gerning vilde
ikke gaa fra Haanden som ellers. Børnene ventede ogsaa
med Uro og Utaalmodighed paa deres Fader, men af en he
anden Grund end Moderen. Anjutka og Maschka savnede
nemlig Pelsen, der satte dem i Stand til skiftevis at rende ned
i Landsbygaden. De maatte nøjes med at gøre nogle smaa
Afstikkere ud paa Trappen i deres tynde Klæder, hvorved de
generede Hyttens Beboere betydeligt, naar disse skulde ind og
ud. Én Gang rendte Maschka mod Snedkerkonen, der kom
gaaende med en Spand Vand fra Brønden, og skønt hun hy-
lede paa Forhaand for at undgaa Strygene, blev hun dog
trukket i Haarene og skreg saa endnu højere op.
Fruen og Akulina var de eneste, der ængstede sig for Po-
likejs egen Skyld; Børnene savnede kun hans Pels, og For-
valteren var endogsaa glad over, at han blev borte. Da Jegor
aflagde sin Rapport til Fruen, og hun spurgte ham om, hvor
Polikej dog kunde være henne, svarede han smilende: »Ja,
hvor skal jeg vide det?« glad over, at hans Mistillid til Fruens
Yndling viste sig berettiget. — »Han skulde have været her
til Middag,« tilføjede han i en skadefro Tone.
Hele Dagen gik, uden at man hørte det ringeste til Polikej.
Først senere fik man at vide, at Folk havde set ham løbe med
bart Hoved hen ad Landevejen spørgende alle, han mødte, om
Banerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
