Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DA VI RYDDEDE SKOVEN 147
min Seng. I en Fart vaskede jeg mig i en Spand iskoldt
Vand, skyllede et Glas Te ned og krøb ud af Teltet. Udenfor
var der mørkt, taaget og koldt. Baalene, der brændte hist og
her i Lejren, lyste ud gennem det kulsorte Mørke og kastede
deres røde flammende Skær hen over de slumrende Soldater-
skikkelser, som laa udstrakte paa Jorden rundt omkring dem.
I Nærheden af mig hørte jeg Folkenes rolige, regelmæssige
Snorken, men henne fra Fødfolkets Allarmplads lød der dæm-
pet Tale, ilsomme Skridt og Klirren af Bajonetter. Røgen og
Taagen lagde sig for Brystet af mig, og jeg frøs, saa mine
Tænder klaprede mød hinanden.
Saa mørkt var det, at jeg knap kunde se en Haand for
mig, men takket være Hestenes Prusten og Stampen og de
tændte Lunter, der lyste som røde Prikker i Mørket, fandt jeg
dog hen til Parken. Jeg svingede mig op paa min Hest og
gav Ordre til Afmarsch; Kanonerne og Batterivognene satte
sig raslende i Bevægelse, og et Par Minutter efter holdt vi
inde paa vor Plads i Kolonnen.
»Vi mangler en Mand,« sagde en Skikkelse, der kom hen
til mig i Mørket. Paa Stemmen kunde jeg kende, at det var
Fyrværkeren, Maksimov.
»Hvem er det?« spurgte jeg lidt ærgerligt.
»Det er denne Drivert, Velenischuk. Jeg saa ham for en
halv Times Tid siden, da vi spændte for, men senere har jeg
ikke set noget til ham.«
Da Kolonnen først skulde afmarschere om et Par Minut-
ter, sendte jeg Konstablen Antonov afsted efter Fyren, men
lige som han var forsvunden i Mørket, ankom Generalen,
der skulde lede Ekspeditionen, i Spidsen for sin Stab, og lidt
efter satte vi os i Bevægelse og rykkede ud af Lejren. Vi
var allerede en fem—seks hundrede Alen udenfor denne, da
Antonov kom halende med Delinkventen.
»Naa, hvor fandt du ham saa?« spurgte jeg Antonov.
»Aa, han laa og snuede midt i Parken.«
»Var han fuld ?«
»Nej han fejlede ikke noget.«
»Hvor kan det da falde ham ind at lægge sig til at sove?«
»Ja, det maa Gud vide; men sove gjorde han, og det saa
haardt, at jeg knap kunde faa ham vækket.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
