Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148 LEO TOLSTOY.
Næslen tre Timer i Træk bevægede vi os i Tavshed og
Mørke hen over nøgne, tilfrosne Marker med visne Græstotter
og lavt Buskads. Derpaa kom vi til en lille rivende Flod,
som dog ikke var dybere, end at vi kunde sætte over den, og
paa den anden Side af den marscherede vi op og gjorde
Holdt. Avantgarden rykkede frem, og kort efter hørte vi en-
kelte Skud forude. Folkene, der hidtil ikke havde sagt el
Ord, blev nu livlige og vaagne. Nogle hoppede om snart paa
et Ben og snart paa et andet, eller tog Livtag med hinanden
for at holde Varmen, andre fik Brødposen frem, og de ivrigste
fordrev Tiden med at gøre Geværgreb. Ud imod Øst be-
gyndte Taagen at lette, men paa samme Tid blev det endnu
mere fugtigt og klamt. De enkelte Genstande traadte, lidt ef
ter lidt, ud af Mørket, saa at jeg nu kunde skelne ikke alene
de grønne Lavetter og Kanonernes Malm, der var bedækket
med smaa matte Dugperler, men ogsaa mine Artilleristers
Skikkelser, af hvilke jeg kendte hver enkelt udenad. Foran
mig laa Fodfolket i lange mørke Rækker med deres blinkende
Bajonelter og de skinnende Kogekedler bag påa de sorle
Tornystre.
Efter en Snes Minutters Forløb brød vi aller op, men
rykkede kun nogle hundrede Skridt frem og gjorde saa igen
Holdt. Til højre skimtede jeg Flodens høje stejle Bred, der
kransedes af en tatarisk Kirkegaards aflange lodrette Sten,
foran os og til venstre en svag blaasort Stribe, som tittede
frem gennem Taagen, og helt ude i Horisonten en endnu
svagere, næsten forsvindende Stribe. Vi kørte op til Hvil,
Kompagniet, der var afgivet til Kanonbedækning, satte Ge-
værerne sammen, og et Par Batailloner rykkede ind i den
foranliggende Skov med Geværet i lang Rem og Øksen paa
Nakken.
Et Kvarterstid efter var hele den aabne Strækning mel-
lem Skoven og os hedækket med flammende, knitrende
Baal, der sendte tunge Røgskyer op mod Himlen. Overalt
mødte mit Øje travle Soldaterskikkelser, der ragede op i Ilden
med Hænder og Fødder eller kom slæbende med store Grene,
som de kastede ind i Flammerne; men henne fra Skoven
hørte man gjaldende Øksehug og de faldende Træers Bragen.
Mine Arlillerister havde — formodentlig for at slikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
