Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156 LEO TOLSTOY
først spurgte en af dem om, hvordan vi havde det her. Hvor-
dan vi har det? sagde jeg. — Vi har det rigtig godt, min rare
Ven, og de gi’er os saa meget at æde og drikke, som vi vil
ha’e. Hver Mand faar en Kop Skurkelade baade Morgen og
Aften, og til Middag vanker der ægte Perlegrynssuppe med
Skum paa. Brændevin faar vi ikke, men derimod Modera,
saa meget vi vil drikke, og det er fin Modera, kan du tro,
for den koster 42 Kopeker foruden Flasken.«
Han talte hurtigt og med stor Tungefærdighed som en,
der har fortalt den samme Historie saa tidt, at han kan
den udenad. .
»Jo, det er en dejlig Modera, vi faar,« faldt Velentschuk,
der lo højest af alle, ham i Talen. »Ha, ha, ha!«
»Naa, men hvad fortålte du dem saa om de asiatiske
Folkestammer, som vi ligger her og kriges med?« spurgte
Maksimov ham paany, efter at Latteren havde lagt sig lidt.
Tschikin svarede ikke, men bøjede sig hen over Ilden,
ragede en Glød ud med en Pind, lagde den i sin Pibe og røg
nogle Minutter af sin Stilketobak, medens han nød sine Kam-
meraters spændte Ansigter. Da han endelig havde pustet til-
strækkelig Røg ud, lagde han Piben, satte sin Hue helt bag i
Nakken og fortsatte sin Fortælling med mange Grimasser og
løjerlige Ansigtsfordrejninger. — »Ja, en af dem spurgte mig
saa om, hvordan Tyrken og den bitte Tscherkesser var at
kriges med,« fortalte han med sin sædvanlige Tungefærdighed.
»Hør, min rare Ven, svarede jeg, her i Kavkasus har vi ikke
en, men mange Slags Tscherkessere. Der er nu først dem,
der lever oppe i Klippebjergene, og som æder Sten i Stedet
for Brød. De holder seks Alen i Højden, midt i Panden har
- de et vældigt Øje, og deres Hue er gioende rød — ligesom
din, min rare Ven,« henvendte han sig pludselig til Rekrutten,
der havde en højst mærkelig rødpuldet Hue paa.
Denne pludselige Henvendelse kom Rekrutten såa uven-
tet, at han gik bagover og satte sig ned med det samme.
Han lo, saa han knap kunde faa Vejret, dunkede sig paa
Knæene og saa ud, som om han skulde kvæles i Hoste
og Latter.
»Og saa er der endnu nogle Fyre oppe i Bjergene, sagde
jeg til ham, nogle smaa Tvillingedværge, af hvilke de største
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
