Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DA VI RYDDEDE SKOVEN 157
kun holder et Kvarter i Højden. De gaar altid to og to sam-
men og holder hinanden i Haanden, og saa kiler de saa ge-
svindt afsted, at man ikke kan hale ind paa dem, selv om
man sidder paa den hurtigste Hest. — Hvad for noget, min
rare Ven? spurgte Fæet mig, er de da født med.at holde hin-
anden i Haanden? — Ja, sagde jeg, saadan er de skabt fra
Naturen af, og river du deres Hænder fra hinanden, kommer
der Blod, akkurat som paa Kineserens Hoved, naar du tager
Hatten af ham. — Ja, men sig mig, min rare Ven, sagde han
saa, hvad gør de egentlig ved jer, naar de faar fat i jer? —
Hvad de gør? sagde jeg. De sprætter Maven op paa os, og
vikler alle Tarmene om venstre Haands Tommelfinger. Og
det kilder, kan du tro, og vi griner — lige til vi kreperer
af Grin.«
»Naa, men troede de nu paa, hvad du sagde?« spurgte
Maksimov med et let Smil, medens alle de andre vred sig
af Latter;
»Ja, saadan er de nu engang, de løjerlige Mennesker der-
hjemme, at de tror alt, hvad man bilder dem ind. Men da
jeg begyndte at fortælle om Bjerget Kasbek, og at Sneen bliver
liggende paa det hele Sommeren igennem, lo de mig lige op
i Ansigtet, min rare Ven. — Hør Kammerat, nu gør du nok
Løjer med os, sagde de. Vil du bilde os ind, at Sneen ikke
skulde tø paa saa stort et Bjerg, naar vi her hjemme har en
ussel lille Høj, der er helt fri for Sne, mens denne endnu
ligger alenhøjt i alle Lavninger og Huller. Nej, min rare
Ven, kom ikke til os med den! raabte de allesammen.«
Tschikin blinkede skælmsk med sit ene Øje og puttede
Piben i Munden som Tegn paa, at han nu ikke havde mere
at fortælle.
IV.
Solen, der littede som en lys Plet gennem den tætte hvide
Taage, var allerede hel! oppe paa Himlen. Den graablaa Ho-
risont udvidede sig lidt efter lidt, og skønt den laa langt læn-
gere borle end Taagen, tegnede den sig dog som en skarp,
ubevægelig Stribe bag dennes flyglige, hvide Slør.
Foran os, paa den aabne Plads bag Skoven, opsendte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
