Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158 LEO TOLSTOY
Baalene sorte, blaahvide eller lillarøde Røgskyer, der blandede
sig i fantastiske Snoninger med Taagens hvide Lag. Langt
længere forude, foran Skovens yderste Punkt til højre, saa vi
nu og da Grupper af beredne Tatarer, og hver Gang disse
viste sig, hørte vi Skud fra vor Skyttekæde.
Dette her var kun Løjer — den alvorlige Del af Festen
var endnu ikke begyndt.
Chefen for det Kompagni, der var afgivet til Kanon-
bedækning, kom hen til mig og pegede paa tre Ryttere, som
netop nærmede sig Skoven og var i en Afstand af knap to
tusinde Alen fra os. Som alle Fodfolksofficerer mente han,
at med Kanoner kan man skyde selv paa en Graaspurv, og
han bad mig derfor om at sende dem en Kugle eller en
Granat.
»Se engang dér hen!« sagde han ivrigt og med et god-
modigt Smil, idet han pegede med sin højre Haand ud over
min Skulder. »Derhenne ved de to høje Træer rider en Fyr
paa en stor hvid Hest, og bag ham kommer der endnu et
Par Stykker. Kan De dog ikke sende dem et Skud?«
»Og lige i Nærheden af Skoven kommer der tre til,« be-
mærkede Antonov, der udmærkede sig ved sit skarpe Syn.
— »Se saa, nu tager den forreste sin Bøsse ud af Hylsteret«,
tilføjede han, idet han gik hen til os med sin Pibe bag Ryg-
gen. »Jeg saa det ganske tydeligt, Deres Velbaarenhed.«
»Saa, nu skød han, Brødre! Saa I ikke den lille hvide
Røgsky?« sagde Velentschuk, som stod inde i den Klynge
Soldater, der havde samlet sig bag Kanonerne.
»Det gaar vist ud over en af dem i Kæden,« mente
en anden.
»Se blot, hvor de myldrer ud af Skoven; de er vist
fremme for at finde en Plads til deres Kanoner,« sagde en
tredje. »Blot vi kunde sende en Granat ind imellem dem,
saa skulde vi bare se Løjer.«
»Og hvor langt tror du, der er over til dem, min rare
Ven?« spurgte Tschikin.
»Aa, der kan vel være en femten—seksten hundrede
Alen,« sagde Maksimov langsomt og halvhøjt, som om han
talte med sig selv. I hans Ansigt læste man den samme Lyst
til at brænde løs paa dem, som hos alle de andre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
