Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DA VI RYDDEDE SKOVEN 171
træde selv i den livligste Samtale, saa hen paa mig med et
Smil og sagde:
»Kan De huske, hvad vi talte om i Morges? Blev De
ikke forbavset over, hvad jeg betroede Dem ?«
»Nej, hvorfor det? Men det forekommer mig kun, at
De er altfor oprigtig og aabenhjertig. Der gives jo dog Sand-
heder, som man nødig drager frem.«
»Ja, jeg siger nu altid min Mening, og jeg giver Dem mit
Ord paa, at jeg vilde foretrække et hvilketsomhelst Liv, selv
det usleste og elendigste, fremfor det, vi fører her.«
»Hvorfor tager De da ikke tilbage til Rusland ?«
»Hvorfor?« gentog han. — »Fordi jeg ikke kan vende
tilbage, før jeg har faaet et Par Ordener og er bleven Major.«
»Ja, men naar Tjenesten her nu ikke ligger for Dem.«
»Saa maa jeg alligevel blive. I Rusland lever man nem-
lig ogsaa i den Tro, at man blot behøver at tage til Kavkasus
for at blive overdænget med Ordener og Belønninger. Enhver
der rejser herned og ikke henter sig mindst et Par Dekora-
tioner, bliver ligefrem betragtet som en Umulighed, og nu har
jeg været her i næsten hele to Aar og er dog ikke en Smule
videre, end da jeg kom. Men jeg er fuldt og fast bestemt
paa ikke at vende tilbage til Rusland, før jeg er bleven Major
og har faaet Vlademir Ordenen og St. Anna Ordenens Kom-
mandørkors. Og skønt jeg ikke bryder mig det fjerneste om,
hvad de Dumrianer mener, som vilde have ondt af mig, hvis
jeg kom tilbage som Kaptejn og uden noget paa Brystet, saa
er vi Mennesker dog nu engang saa løjerligt konstruerede, at
jeg for disse selvsamme Dumrianers Skyld gaar og spolerer
mine bedste Aar her nede i dette forbandede Land.«
X.
I dette Øjeblik lød der Stemmer udenfor, og lidt efter
traadte tre Officerer ind i Hytten. Det var Bataillonens Chef,
Major Kirsanov, hans Adjudant og Kaptejn Trosenko.
Kirsanovy var en undersætsig, førladen Mand med smaa
Knebelsbarter og svømmende Øjne. Naar han lo, skinnede
disse Øjne som to fugtige Stjerner, der i Forbindelse med
hans opspærrede Mund og fremstrakte Hals gav hans Fysiog-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
