Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thorbjorns og Kjaerringens Faerd vakte megen Latter blandt
Folk, og Grette tyktes at klare sig godt beständig: forst paa
Vaar-tinget, da de gav ham Grid, saa dengang Haering blev draebt, og
nu denne Gang, da Laarbenet til Kj;erringen gik; aldrig blev der
gjort noget imod. Thorbjorn tog sig meget na;r af slig Snak.
Det led ud paa Hosten, og tre Uger for Vinternät bad Kjaerringen
at de skulde fore hende ned til Sjoen. Thorbjorn spurgte, hvad
hun vilde. »Lidet er mit Eren de,* sagde hun, »men det kan
va:re, det er Forlober for store Tidender.« Da hun kom ned til
Stranden, haltede hun omkring langs Yandet, hvor de forte hende,
indtil hun kom til en Traerod, saa stor som en Mandsbyrde. Hun
saa paa Roden og bad dem snu den; den var braendt og
af-gnedet. Hun bod dem glatte den der, tog sin Kniv frem, ristede
Runer paa Roden, farvede den rod med sit Blod og kvad Galdre
over. Saa gik hun rundt den mod Solen og sagde mange sterke
Ord over den. Derpaa lod hun den kaste paa Sjoen og bod den
drive til Drango, Grette til Mén.
Saa gik hun hjem. Thorbjorn sagde, han vidste ikke, hvad det
skulde tjene til, men Kjaerringen mente, at det skulde han nok faa
se. Vinden stod indefter Fjorden, men Roden drev imod Vinden
og ikke senere for dét.
Ude paa Drango sad Grette og hans Staldbrodre, vel tilmode.
Dagen efteråt Kjaerringen havde galdret over Roden, gik Brodrene
ned til Sjoen for at soge efter Yed, og der fandt de den drevet op
paa Land. »Det var et digert Vedtrae, Eraende,« sagde Illuge, »lad
os baere det hjem.« »Et ondt Trae, sendt af onde Mennesker er
det,« sagde Grette; »vi maase at finde noget andet.« Han sparkede
til det med Foden, kastede det ud i Sjoen og bad Illuge vogte sig
for at bare det hjem; »thi det er sendt os til Ulykke,« sagde han.
Derefter gik de til Skaalen og sagde ikke noget om dette til
Traellen. Dagen efter traf de igjen paa Roden, og denne Gang var
den naermerc Stigen end Dagen iforveien. Grette kastede den paa
Sjoen og sagde, den aldrig maatte komme igjen.
En Dag laengere ud paa Sommeren, da det var Styggeveir og
Regn, gad de ikke gaa ud, og saa bad de Glaum soge efter Ved.
Han bar sig ilde over, at han altid skulde plages i altslags Uveir.
Han gik dog ned Stigen og fandt straks Kjaerringroden; han var vel
fornoiet, sla;bte den op til Skaalen og slang den fra sig, saa det
dundrede. Da Grette horte det, sagde han: »Glaum har nok faaet
fat i noget; jeg gaar ud og ser, hvad det er. Han tog en Bolokse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
