- Project Runeberg -  Fortsat Beretning om Fantefolket /
18

(1859) [MARC] Author: Eilert Sundt
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Dersom de Fanter, som ere rømte fra sine Forsørgelses-Hjem,
havde kunnet sætte sig ind i, hvad Møie og Bekymring deres
Forsørgelse har kostet, og hvor megen Sorg deres ubesindige
Skridt har voldt deres Venner, saa skulde de neppe gjort det.
Men ogsaa i denne Henseende kan det siges, at de vidste ikke,
hvad de gjorde[1].


[1] Naar et Menneske indtil voxen Alder ikke har viist anden Stadighed
end stadig at vanke omkring, kanske ikke med 8 Dages Ophold paa
noget Sted, og naar han saa pludselig sættes i Stilstand for at leve
efter bosatte Folks Skik, saa er dette en mægtig Forandring, stærkt
indgribende i baade det indre og det ydre Menneskes hele Væsen.
Vi have vanskeligt for at sætte os ind i dette. En opmærksom
Iagttagelse maatte vist opdage mange paafaldende Træk hos dem, som
befinde sig i en saadan Overgangs-Tilstand. Etsteds siges om en
voxen Fantekvinde, som var bleven anbragt til Underholdning at
hendes Pleiefader i visse Maader maatte behandle hende som et stort
Barn (Sagen No. 69). — Naar En flytter til et fremmed Land,
saa, trods det sunde Klima her, faar han ofte Klimat-Feber; naar
En pludselig kommer bort fra sine vante Omgivelser og skal færdes
blandt Fremmede, kan den naturlige Hjem-Ve udvikle sig til en hel
sygelig Tilstand. Om der hos Fanterne i deres første
Stilstands-Dage foregaar Noget, som kan sammenlignes hermed? Isaafald
kunde der blive Tale om en egen Krisis, som Lægerne kalde det, et
vist Punkt af den sygelige Strid mellem det Nye og det Gamle, hvor
det maa briste eller bære, saa vi maa være varsomme i vore Domme,
om det gode Forsæt skulde svigte, og saa Vedkommende selv ikke maa
rose sig, naar han efter Striden er mere tilfreds end før med sin nye
Stilling, og mindre føler sig fristet til at forlade den.

En af de følgende Beretninger indeholder et ganske interessant
Exempel: en ung Fante-Pige var paa nogle Uger optaget til Prøve
paa en Præstegaard og tegnede godt; en Dag kom der dog en altfor
stærk Fristelse over hende, og hun fantegik; men Præsten sendte en
Karl til Hest efter Sporet, og hun blev bragt tilbage; nu forelagdes
hende det Valg, om hun vilde — eller vilde ikke — forblive i Rolighed,
og hun valgte det første og har siden i over et halvt Aar været stadig
øg givet godt Haab. — Jeg kan nok tænke mig, at netop fordi det
engang var kommet til en Krisis eller et farligt Afgjørelses-Punkt,
har Fristelsen ikke siden kunnet blive saa stærk. Dersom jeg var i det
Tilfælde, at jeg havde Anledning til at tage en Gut paa 20 Aar
fra Fantestien og anbringe ham i et Hjem, saa vilde jeg sige til
ham, at han ikke maatte stole for meget paa sit Stadigheds-Forsæt,
saasom det kunde være, at han imødegik en stærk Strid, stærkere,
end han havde Anelse om, og jeg vilde anbefale ham som en
Medicin, at han strax skulde aabenbare sig for sine Omgivelser naar han
mærkede den mindste Begyndelse til en Dragelse tilbage mod den
gamle Levevis.

Hos Folk, som indsættes i Bodsfængslets Celler, skal der temmelig
tydelig kunne mærkes saadanne kritiske Dage med en særegen sygelig
Utaalmodigheds-Tilstand, som endog, naar ikke visse Lettelser og
Forebyggelses-Midler anvendes, kan gaa over til fuldstændig
Sinds-Sygdom; men disse Prøvelser for Fangerne ere stridest i Førstningen,
og om de siden komme igjen med visse Mellemrum, pleie de vise sig
svagere og svagere. — Det forekommer mig rimeligt, at der maa
være adskillig Lighed i Fanternes Tilstand efter deres Optagelse i et
roligt Hjem og i Celle-Fangernes. Det har ogsaa Bodsfængslets
Direktør sagt mig, at netop Fanterne i Regelen have viist sig mindst
skikkede til at udholde Cellelivets Ensomhed og ensformighed; for
dem maatte jo ogsaa Overgangen fra Tøileløshed til Tvang være
brattest.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 00:39:04 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fanter2/0026.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free