Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FJERDE KAPITEL.
VANITAS VANITATUM.
Du Evighed! Intet! Du graadige Tid! —
svar: hvor har I gemt de henrundne Dage?
Vil én Gang I gavmildt os give tilbage
den Vellyst, vi nøde, før Kinden blev hvid?
LAMARTINE, Méditations.
Men hele dette umaadelige Fremskridt, som Menneske-
heden langsomt og gradvis havde gjort ved Aarmillioners
Arbejde, det skulde kun — 0, hemmelighedsfulde Lov, som
vi jordbundne Mider ikke kan fatte! — det skulde kun fort-
sættes til et vist Punkt, Toppunktet af Udviklingens Buelinje,
og derpaa standse.
Thi den geometriske Kurve, som vi kan tænke os fore-
stillende Verdenshistoriens Forløb, hæver sig kun for atter at
synke. Fra Nulpunktet, Jorden som en Del af den kosmiske
Urtaage, er den udgaaet, er stegen gennem Klodens og Men-
neskehedens Udviklingsstadier, har naaet den straalende
Tinde og sænker sig saa atter for at ende i den evige Nat.
Ja, alle disse Fremskridt, alle Videnskabens Erobringer, al
denne Hæder og Lykke, skulde en Dag finde sit sidste Maal
i den evige Søvn, den absolute Tavshed, som raader dér,
hvor selve Historien er bleven til Intet. Jordlivet var jo født,
altsaa maatte det dø. Menneskehedens Sol havde en Gang i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
