Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
246 OMEGAR.
Bjørne og enkelte store Fugle, der brugtes til lange Luftrejser,
levede dog endnu, men de var saa mærkværdigt omskabte,
at de slet ikke mere lignede deres Forfædre fra den Urtid,
hvori vi lever.
Det havde forlængst været øjensynligt, at Menneskeslægten
var uigenkaldelig dødsdømt. Videnskab og Kunst gik til
Grunde, efterhaanden som de Lærde og Kunstnerne forsvandt
I Omegars Hjem.
fra Livets Skueplads, og de sidste Menneskevæsener levede
kun paa Resterne af Fortiden. Intet Haab fyldte mere Hjær-
terne, ingen Ærgærrighed drev til Granskning og Daad. Lyset
og Lykken tilhørte Fortiden; Fremtiden var kun den evige
Nat. »Lyst for Hæl, mørkt for Taa — Ingen se, hvorhen vi
gaa!« synger Heksene i Macbeth. Hvis en eller anden Van-
dringsmand havde forvildet sig ud i de tause Ødemarker og
troet at kunne genfinde de Steder, hvor Paris eller Rom eller
andre glimrende Storbyer, der havde rejst sig paa disses
Ruiner, en Gang for umindelige Tider siden havde ligget,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
