Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126 GEORGES SPERO.
Tusmørket langsomt Pladsen for Nattens hemmelig-
hedsfulde Magt,
»Synes du ikke,« sagde hun, »at alle disse
Stjærner er ligesom Øjne, der ser paa os?«
»Jo, himmelske Øjne — ligesom dine egne!
Men her paa Jorden kan de da ikke se noget smuk-
kere end dig og vor Kærlighed — vel?«
»Maaske det sidstel« svarede hun, »skønt hvem
veds—=«
»Ja vist! — Verdens Dom, Familien, det gode
Selskab, Skik og Brug, Moralens Love osv. osv., —
jeg forstaar, .hvad .du tænker paa. Alt det har vi
rigtignok glemt for kun at lyde den Magt, der
drog os til hinanden, ligesom Solen og alle disse
Stjærner, hele Naturen, lyder Tiltrækningens Lov.
Men snart vil vi jo tage det skyldige Hensyn til
disse sociale Vedtægter, og saa kan vi aabent ved-
kende os vor Kærlighed. Mon vi derfor bliver
lykkeligere? Er det overhovedet muligt at være
lykkeligere, end vi er i dette Øjeblik?«
»Jeg tilhører dig med hver Tanke og hvert
Aandedrag,« svarede hun. »Jeg existerer ikke længere
som den, jeg forhen var; mit Selv er forsvundet,
gaaet op i dit Lys, din Kærlighed, din Lykke, og
jeg ønsker Intet, Intet mere. — Nej, det var ikke
det, jeg tænkte paa. Den Tanke slog mig, ved at
se disse Stjærner, disse funklende Øjne —: hvor
mon nu alle de Menneskeøjne er henne, som har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
