Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Burks Smil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vel, at han ubehjælpeligt reves med, og at Farten
steg svimlende. Vegetationen foran ham nærmede
sig hans Øje, som om den blev skudt frem imod
ham af rygende Orkaner. Han syntes, han slyn-
gedes mod de store Træer jl Vejknæene, at han
tørnede imod dem, og at hans Brystkasse knustes
atter og atter mod de piggede Træstammer. En
Gang sparkede han sin højre Fod af mod en Træ-
rod, en anden Gang fo’r hele hans Legeme paa
en uforstaaelig Maade gennem Træer og Buske,
syntes han.
Han jog afsted hele Dagen og hele den paaføl-
gende Nat til stor Forfærdelse for de maalløse
Folk. Næste Morgen sad han i Skoven og sov to
Timer i en Stol. Da han vaagnede, sprang han op
og rasede fremad, dinglende som ,en beruset. Et
Par af Soldaterne tog ham under Armene. Da han
følte denne nye Støtte, brølede han vildt:
„Fremad! Hurtigt Løb!“
Han følte ikke længer Grunden under sig, saa’
ikke længer Træerne, fornam kun et ustandseligt
voksende Fald gennem en Afgrund.
Naar hans Hjerne en (
Gang imellem blev saa
klar, at han kunde tænke, stemte Virkeligheden
ham for Brystet som en Mur. Det stod ham for-
færdelig klart, at han Jiavde forspildt alt, at han
havde svigtet fejgt, og «at han nu døde af gyselig
og skamfuld Angst. Thi det var jo Sandheden bag
hans stædige Løgn, at han havde givet op, da han
for første Gang i sit Liv stod overfor Faren. Det
var hans Æres dybe Fald, hans Væsens grufulde
Opløsning. Han følte, at alt, hvad han havde levet
126
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
