Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Øvre Lokollo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der trængte ind gennem de fine Tremmer i Bam-
busmaatten paa Husets Forside.
Da var der noget, der dæmrede for ham. Et
Minde om noget vagt, duftrigt, poesifyldt fra en
anden, nu glemt Tilstand, strejfede gennem1hans
Hjerne.
Dér var det, han søgte. Han greb efter det. Men
da han fik fat i Tingen, saa’ han, at den mistede
sin Glans. D en flagrede bort i Rummet. Det, han
sad tilbage med, var som en kold Sten.
Det var Slutverset af et Digt fra en navnkundig
svensk Digter til en dansk, der var død for længe
siden:
Men likafullt uti mitt stilla sinne
Jag frågar hår, vid eftervårldens fest:
Du sena kårlek, om om skaldens minne,
Hvar holl du till, når du behofdes båst?
7 L*.
Han gentog det atter og atter, forbavset over at
kunne huske det. Men Ordene var tomme. Klangen
og Betydningen, som stod i Forbindelse med det
gaadefulde, der manglede ham her i Jengo, det
flød derude i Rummet som en lille svindende Klode.
Det, der g’ør Ord til Vers, og som han vidste ex-
isterede. Han gentog Verset paany for at kalde
det flygtede tilbage, men det kom ikke. Det var
borte, draget hjem, nordpaa, hvor det var kommet
fra.
Kokata Mai havde erobret Land for Civilisationen.
Det troede han i hvert Fald. Nu forstod han, at han
ogsaa havde tabt. Han opdagede med et, at han
var døv og blind for Ting, han før havde hørt og.
188
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
