Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17de April 1878.
Fedr«ahcimen·
71
andsvarlege, so dei kunde krevja dei til Rekneskapi
fyr sine Gjerningar. Me skal fortelja um eitpar
slike Tilfelde. (Meir.)
Skulc og Upplysning.
Um »P0pular Education in Uorway« skriv
Mr. William Porter i ,,The Scholastio Wor1d«·
bl. A.: Deter eit underlegt Samhøve, at bil det
i Engeland ftend ein hard Strid um Fyremunerne
aat Friskulen (private sch0018), stend det lika eins
ein hard og beisk Strid av same Slaget i Norig.
Men Likskapen ligg no og berre i detta, at Grunn-
spursmaalet er det same. For medan det i Enge-
land ser ut til aa vera eit Drag mot Statsskulen,
og Forsvararne av den synest fara helder hardt
- fram mot dei Skular11e, som lengje hev voret i
Gang som frie Tiltak, so er Striden i Norig deri-
mot ein Støyt, som før·est imot sjølve Tilværet av
ein Statsskule, og som hev til Fyremaal aa faa
« sram «Friskularne« dei kallar, som til dessa ikkje
hev havt nokon fast Fot i Landet. Der er slik ein
Fridomselsk i den norske Folkehugen, at me ofta
hev voret til aa undrast paa, korleids dei kunde
vera so gjenomført tykkjelause (systematio«a11y
apathetie) i mange Ting, som, dersom dei tenkte
yver dei, plent maatte hava avlat stor Meinings-
strid, og som ogso maatte hava gjevet Rom fyr .
aalvorlege Tvil. No’ er det likt til, at det hev
komet ei aalmenn Vakningstid, og den Tykkjeløysa
(the apathy), som hadde lagt seg paa det religiøse
··Lyndet aat desse LEttingar av dei sidste Aasadyr-
karar, er aat med aa verta Uttrengt av. ein meir
sterk og granskande Aand. Ut av denne nyvekkte
Rorsla hev det reist seg eit Ynskje um aa trengja
ut Statsstsulem’’ og, ein heppeleg Freistnad med aa
byggja frie Skular, der Borni ikkje skal tvingast
til aa taka imot all den Undervisning i deira
Stats-Lutherdom k). Det veksande Talet av Til-
hengjarar av den vidgjetne ·GrundtvigsLærdomar
hev idreget paa seg ikkje litet av den Forkjettring
(blame), som den rettruande Flokken legg paa desse,
som ’alar upp denne Stridsaand (Spjrit of dissent);
og soleids ser me, at endaa i eit Land som Norig,
der Folketalet snaut rekk upp til so mykje som Lon-
zh) Det er væk Pontoppidan, Mr· Porter tenkjer paa her,
(Bldst.
litet Vin, og dermed forde han meg burt til Kjel-
lararne av eit gamalt Kloster, som no var gjort
til ,,una trattoria« (ein Gastgivargard)· Me gjekk
inn under Murkvelveii, fraa det eine Ram til det
andre, og inst inne sette me oss ned med eit litet
Bord. Men kvar var det, han hadde ført meg
av? Burte i- eine Kroi kring eit Bord sat det ein
Flokk brune, skjeggjutte, ville Folk. Dei hadde
spiske Hattar med ei Fjør i, brune Kaapor, som
dei slengde kring seg, og med Veggjen stod Byrsa
paa Byrsa. Det er vel aldri Røoarar, som no
skal til aa og stela fraa meg det vesle eg heve, og
som hava denne Salvatore til Hælar? Eg vardt
reint annars ved, eg saag paa deim, og dei skjeg-
lad paa meg og slo dei seite Kortbladi i Bordet,
so det small. So kom Vinet, me drakk, og Sal-
vatore fekk Munledret sitt smurt· Han stod upp,
han heldt ein Tale, han rukkad Skallen, slo seg
fyre Bringa og flagsad med Armom. Han for-
talde si Livssaga· Eiti Gong hadde han voret rik
sagde han, og aatt 14 Hestar paa Stall, men so
vardt alt stolet fraa honom sav desse forbannade
Røvarom, og han »vardt plundrad til Skjyrta. Han
vardt Postførar, og foor med Postsekken fraa eine
Byen til hin millom Bergom, Røvararne var ofta
etter honom, og han slost med deim; han synte
meg Ær i Andletet etter Røvarknivarne· So kom
Jarnvegen og tok Posten, og no livde han av at
dons, hev Trudomsspursmaalet teket til aa faa stor
Vigt i den folkelege Upvfostring. — J sine Grunn-
drag hev eit folkelegt Upplysningsverk baade voret
lenger i Gang og er meir settPris paa hjaa vaare
norske Grannar enn hjaa oss. Alt ved den no høg-
priste Log av 1827 var kvartBarn i Norig i større
og mindre Mun tiltryggjat Upplæring. — — Ved
Logi av 1860 vart ei stor Mengd av Umgangssku-
larne (oircuit Sch0018) umskapad til faste Dagsku-
lar, og ei strengare Skuletvang vart sett; og fraa
den Tid, kann Ein segja, at det Misnogje tok til,
som i sidste Bilet hev ført til slik ein heit og aat-
varleg Strid-« — —-
Um Maalsaki skriv Christofer Brun i sitt
merkjelege Stykkje »Folkelige Grundtanker« (Til-
leggsbladet til Oplandenes Avis) bl. A.:
— — Hos andre Folkeslag er Tungemaalet
noget af det som stærkest binder Folket sammen,
og gjør det til et. ,,Modersn1aal er det Rosen-
baand, —som store og smaa omslynger«.
ger en dansk Digter. Ofte har jeg i Danmark
hørt Ungdommen med Liv og Varme synge denne
Sang. Og netop fordi Sangen i sig selv er saa
fuldt og gribende et Udtryk for hvad et Sprog
kan være for et —Folk, og netop fordi de Danske
synger den med saadan Sandhed, netop derfor har
jeg som Nordmand følt mig saa fattig og skamfuld
ved- at høre paa. Der er alt for meget i denne
Sang, som vi ikke . har Ret til at synge. Men
ligefrem bittert har de Ord klinget mig, som jeg
ovenfor nævnte om Sproget som Folkets store En-
hedsbaand. Thi det er her hos oss tvert imod.
Her er det Sproget, som kløver Folket i to« store
Dele. Modersmaalet er saalangt fra at være det
,,Rosenbaand, som store og smaa omslynger«, at
det snarere er den Skillemur, som store fra smaa
afstænger. Det fjerner Bonden fra hans Embeds-
mand, Menigheden fra dens Præst. Dette, at vi
har to Sprog i Landet, hjælper til» at holde Fol-
kets store Mængde borte fra Dannelsen-. Det tyn-
ger deres Skolegang, det hjælper dem til at være
sløve Tilhørere ved sin Rettergang, soni ved sin
Gudstjeneste. Det ligger som et Mørke over det
hele Folk. .
De aller Fleste er ogsaa enige om, at denne
Tilstand, med to saa nærskylde Sprog i et Folk,
ikke vil- kunne holde sig i Længden. Der vil komme
vera Vegvisar fyre Soldatom, som var paa Jag
etter Røvarom, og av at syna Framandfolk Vegen
til Monte Casinos fyre ei Lira elder slikt (dette
sidste sagde han i ein svivyrdeleg Tone, for det
var den Bitaling, me var vordne samse um). Og
so slutad han den lange-Talen sin med: ,,slik ein
Kar er eg!« Dermed tømde han Glaset og sette
seg. Han var god, han var makalaus, han skulde
voret Skodespilar. Det var no vel Lygn alt han
smurde i Hop, men morosamt var det. Røvararne
saag slett inkje ut til at vilja gjera meg nokot og
var berre fredelege Bønder Stakkar. Me kom
lukkeleg og vel heim til Herbyrget mitt, og der
stod daa min gode Ven Salvatore og kastad den
Sylvpengen, han hadde fenget, i Vedret og sagde
smilande: »det er fælt litet min Herre, men segjer
De, det er nog, so er eg nøgd.« Eg kunde inkje
annat enn giva honom ei halv Lira atpaa, og
daa gjorde han ein Bøyg, som hadde gjort ein
Adelsmann Æra og svor meg Venskap til evige
Tider. «
Dei aatte Dagarne var ute· Eg strauk fraa
San Germamo med lett Samvit og BrevetiLuma
fraa Byfuten. Men endaa var det ein Steini
Vegen. Det var i Caprano paa Grensa millom
Neapel og Pavestaten. Der skulde me- ransakast
og innrøykast med Klar. Gg hadde bundet Bibe-
len yver Magen og nye Testamentet hadde eg paa
Saa syn- —
en Tid, da det norske Folk ikke har mere end et
Sprog. Af de to, som nu tales her, maa det
ene dø. Hvilket bør da dø, og hvilket bør leve?
Ja, vor Dannelse er ikke i Tvivl om Svaret: det
er Bondemaalet, det ægte norske Maal, som skal
dø, og dets eget indførte Sprog skal leve. Og den
har det Haab, at det ikke skal være saa vanskeligt
endda at faa uddryddet det norske Sprog af Bøn- —
dernes Mund. Vistnok har det med en underlig
Seighed holdtsig i Undertrykkelsens lange Aarhund-
reder. Men nu da Norge er blevet fritt og selv-
stændigt, nu skal dets gamle Tungemaal dø, mener
vor Dannelse. Og desværre, vi tør ikke sige, at
dens Planer i denne Retning savner al Udsigt til
Held. Den regner paa, at den har virksommere
Midler til sin Raadighed i Sprogkampen, end de,
som stod til Danevældets Tjeneste. Navnlig knyt-
ter den sit Haab til vore Dages forbedrede Almi-
skole. Almuskolen skal vænne Bondens Børn af
med at tale deres Moders Maal. Langsomt og
slempeligt skal Læreren føre Børnene over fra det-
ene Sprog til det andet. Bondens egen Skole
skal bruges til at udrydde Bondens Sprog. Det
norske Sprog skal dø; og det er Folke-Oplysnin-"
gen, som er udset til at være dets Banemand·
Er det dog ikke sørgeligt, at det skal være
Nordmænd, som omgaaes med slige Tanker.
Eller, jeg vil ikke sige det er sørgeligt, det er sna-
rere oprørende« Det er jo en Fremgangsmaade,
som ligner en hjerteløs og kløgtig Erobrers. Der ·
er velingen Ting, som bedre viser hvor lavt vorher-
skende Dannelse staar, hvor sløv den er for det,
som hver Nordmand burde have Hjertelag for.
Thi det er da langt fra i nogen ond Mening den
gjør det; det er sikkert nok. Det er bare i Sløv-
hed. Den kan ikke tænke sig Muligheden af Maal-
sagens Seir; sden er uvillig, som udygtig til den
Selvfornægtelse og det Arbeide, som dertil kræves.
Og saa faar da det norske Tungemaal dø. Og
skal det dø, saa jo før jo heller, at ikke dette Maal-
mands-Spektakel skal blive alt for langvarigt og
alt for alvorligt. — Der gaar en hemmeligheds-
fuld Magt gjennem Livet, som Hellenerne kaldte
for Nemesis, men som Jøderne og de Kristiie har
et andet Navn paa. Den volder blandt andet og-
saa det« at den, som ikke vil det gode, fordi det
strider mod hans Magelighed og hans Fordel, han .
kommer til at ville det slette. Men han- vogter
Leggen, for det var forbodne Saker i dette gud-
frygtige Landet, me no skulde fara inn i. Og so
ventad eg til sidst, daa Toldararne hadde masat
seg ut paa dei andre, so eg slap lett. Men dei
gjekk daa ein saa so nær inri paa Livet, at dei
grov ned i den vesle Reisetaska, som eg hadde
henggjande kring Halsen. No — Bibeleii fann
dei inkje; dei bladad i nokre av Bøkom mine som ’
laag i Kusferteii, og las S. Kierkegaard, men dei
skynad inkje Ordet, og so fekk eg hava deim· Det
vardt ei Hosting og Njosing, daa dei so tok til
at røykja all Kolera ut or oss, og hostande strauk
Dampvogni med oss til den heilage Staden.
So var eg daa i Rom. Roin, Rom! ja lat
meg berre inkje fløkja meg meir inn i alt, eg saag
der, enn eg heve gjort, for so verd eg inkje ser-
dug fyr ljose Morgon. Berre endaa eit Augna-
kast til Skilnad. Det var ein lysande Skilnad,
Rom gav meg, før det var Paaskedagarne. Eg
hadde voret i Peterskjyrkja og lydt Messa fyrste
Paaskedagen, eg hadde«høyrt Sylvbasunarne fraa
Taket — Humbug, Humbttg, eg vilde inkje byta
med Paaskedagen heima. Men so kom Kvelden.
Heile det uhorvelege Torget framfyre ijrkja var
mett med Folk, dei stod andelaust og ventad.
(Meir.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
