Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ss
22de Mai 1878.
Fedraheimen.
103
vøro dei ’kji Kar før aga se, anna de bar ihop
me dei o te hoggast o stingast so best dei kunna.
Sinne ser ’kji, segja dei gamble, men dei saago
daa so mykje lell, atte dei fingo de, dei gjingo
ette: dei laago atte paa Stae daue bæi tvu, difør
kallast de vesle Svaberge den Dag i Dag Rid-
darsvae· —
Sknle og Upplysning.
Maalsaki i Thinget (13de og 14de Mai). t)
,Sag No. 3. Jndstilling fra Kirkekomiteen angaa-
ende et af Repræsentanten J. Sverdrup m. Fl.
fremsat Forslag til Lov angaaende Forandringer i
og Tillceg til Lov om Almueskolevæsenet paa Lan-
det af 16de Mai 1860 (Jndst· 0. No. 36).
Komiteen havde indstillet:
»Det af Reprcesentanten Joh. Sverdrup med
Flere fremsatte Forslag til Forandring i og Tillæg
til Lov om Almueskolevcesenet paa Landet oversen-
des tilligemed et Aftryk af nærværende Jndstilling
til Regjeringen, der anmodes om at foranledige,
at Undervisningsplanerne for Almueskolen paa Lan-
det idet i Forslaget omhandlede Punkt kommer
under fornyet Overveielse.«
Bentsell: Det er ikke uden store Betænkelig-
heder, at jeg er gaaet med paa den foreliggende
Jndstilling, og det er langt fra, at jeg er endnu
bleven disse Betænkeligheder kvit. Jeg anser den
i Forslaget liggende Tanke som en af de vigtigste
i Retning af vort Almueskolevæsens Udvikling, og
det at den er saa lidet taget Hensyn til, tror jeg
er en af de væsentligste Aarsager til, at man har
havt et forholdsvis saa lidet Udbytte af vore Al-
mueskoler, trods Anstrængelserne baade fra Sty-
relsen, Storthinget og Kommunerne, og jeg tør
sige navnlig fra Lærernes Side. Jeg har ogsaa
her en Erfaring at støtte mig til. Jeg har lidt
Kjendskab til den overordentlige Forskjel, der kan
være med Hensyn til Børns Udvikling i de Sko-
ler, hvor Læreren lader deres Maal komme til sin
Net, og der hvor dette ikke er Tilfældet, og jeg
tror ogsaa, at jeg har Erfaring om, at der er et
forsvindende Mindretal af den første Klasse. Jeg
er heller ikke fuldt enig med Komiteen i at tillægge
de Skridt, som Styrelsen i den senere Tid har
taget, saa stor Betydning. Man lægge Mærke
til Jndstillingens Pag. 91, hvor der er indtaget
et Brudstykke af et Udkast til Undervisningsplan
for Almueskoler paa Landet, der er udarbeidet af
samtlige Skoledirektører og som senere er indtaget
i enkelte Almueskoleplaner. Der heder det blandt
(ie Storthingstidende.
Andet: »Læreren maa navnlig i Førstningen ikke
blot tillade Barnet at bruge sit eget Maalsøre,
men maa ogsaa selv, for- at kunne forstaaes, saa-
vidt muligt benytte sig af samme; efterhaanden
opøves Børnene i at forstaa og selv benytte det i
Bøgerne almindelig brugte Sprog.« Jeg synes,
at denne Bestemmelse for en god Del tager igjen
med den ene Haand, hvad den giver med den
anden, skjønt jeg jo ogsaa vil indrømme, at den
ikke strengt taget nødvendig behøver at fortolkes
didhen· Jeg har i de sidste Dage havt Anledning
til at gjøre mig bekjendt med en Skoledirektør-3
Fortolkning af eller. Formening om dette Punkt af
Skoleplanen, og den forekommer mig at være faa
fkarpt betegnende for min Opfatning, at jeg ikke
kan afholde mig fra at oplcese et lidet Brudstykke
af hans Udtalelser. Det er as Skoledirektør Bon-
nevies Foredrag, som han holdt under et Lærer-
kursus i Throndhjem sidste Sommer. Det er refe-
reret og udgivet af ham selv i en særskilt Bog.
Pag. 61 i et Foredrag om Modersmaalet heder
det blandt Andet: »Men hvilket Sprog skal
man undervise i? Jeg har allerede før udtalt,
at -man maa begynde med at tale med Børnene
i deres hjemlige Dialekt; men vi ere vel enige om,
at de maa lære at forstaa Skriftsproget, og jeg
tror ogsaa, at de efterhaanden maa lære at tale
det; thi det kan ikke være tilfredsstillende. at det
Sprog, hvori saagodtsom alt, hvad de kommer til
at lære, er trykt, staar for dem som et fremmed
Sprog, hvori de ikke kan tænke. Dette vilde ude-
lukke dem fra enhver inderligere Forstaaelse. Der-
for bør man, naar man har faaet Taleøvelserne
vel igang —- thi man maa ved disse i Begyndel-
sen ikke hæfte sig synderlig ved Sprogformen for
ikke at hindre Tankebevægelsen —, ikke udsætte
længe med at lære Børnene at udtrykke sig paa
Skriftsproget; et fremmed Sprog er det jo ikke for
dem, og det vil være lettere at begynde med at
tale det end med at læse det. De maa lære dette
ved at høre Læreren tale, ogsaa selv sige efter,
indtil de vinder Evne til paa egen Haand at ud-
trykke sine Tanker.« Det lader til, at denne efter-
givende Begyndelse han henpeger til, ikke skalvare
saa ret længe; men Eftergivenheden skal tages saa-
meget des kraftigere igjen siden ved rent kursorisk
at opøve Børnene til at tænke og tale paa Bog-
sproget. Jeg er fuldkommen enig med Komiteen i,
at dette Stræv i de allerfleste Tilfælde vil blive
faafængt. Men Strævet kan kun i al Fald føre
til, at Børnene vænner sig af med at tænke i sit
eget Maal og det vil da ligefrem sige, at de væn-
ner sig af med at tænke over de Ting, hvori Sko-
len underviser, eller over de fleste Sager, der lig-
ger høiere end Hverdagslivet Derved kommer de
ogsaa til at vænne sig af med at tale derom, og
jeg tror ogsaa, at den lille Tænkning og Tale, som
finder Sted blandt Ungdomen paa Landet om de
høiere Sager, det har man ligesaa meget Hjemmet
som Skolen at takke for. Det er altsaa min Tro,
at der maa en stærk og alvorlig Paamindelse og-
saa fra Storthingets Side til, for at Styrelsen,
Kommunerne og Lærerne tager sig sammen og gjør,
hvad gjøres kan ogsaa fra denne Side for at Sko-
len kan bringe det forønskede Udbytte, svarende til
de Opofrelser og Anstrængelser, som gjøres forøvrigt.
Jeg er fremdeles ikke langt fra den Tro, at en
Lovbestemmelse vilde virke baade kraftigst og sikrest
i den Retning. Naar jeg alligevel har gaaet med
paa at henvise Sagen til Regjeringen med den til-
knyttede Anmodning, saa er det for det første af
lidt Medgjørlighedshensyn, men dernæst ogsaa fordi
jeg fuldt ud erkjender, at paa samme Tid som her
tiltrænges en kraftigt Tag, saa gjælder det ogsaa
at tage Sagen med Lempe for ikke at forkvakle den.
J selve Lovforslaget har man søgt at give dette sit
Udtryk derved, at man har sat ind Udtrykket »saa-
vidt muligt«· Jeg erkjender ogsaa, at dette Udtryk
er det svage Punkt i Forslaget som Lovbesteinmelse,
og det antyder derved, at naar alt var, som det
burde være, saa skulde den i Forslaget indeholdte
Tanke nærmest være en konduitemæssig Administra-
tionssag. Endelig erkjender jeg ogsaa fuldt, at for at
det mest mulige skal komme ud af dette, saa maa alle
Parter saavidt mulig arbeide i velvilligt Samhold·
Af disse Grunde har jeg ladet mig bevæge til at
gaa med paa Komiteindstillingen som den forelig-
ger, idet jeg har tænkt, at det dog var et Forsøg
værd at se, om Styrelsen velvillig imødekom For-
stagsstillernes Tanke, navnlig med en saa enstem-
mig Tilslutning og Støtte i Thinget, som den
enstemmige Komiteindstilling giver Haab om. Jeg
vil jo ogsaa indrømme, at jeg ikke har nogen Grund’’
til at betragte de for, lidt siden anførte Udtalelser
af en enkelt Skoledirektør som nogen ofsiciel For-
tolkning af nævnte Bestemmelse, der allerede er
bragt ind i Skoleplanen. Men saa vigtig anser
jeg denne Sag at være, at jeg ikke er tilbøielig
til at give lang Frist, og jeg tror heller ikke det
trænges, da der for at sætte det i Værk ikke skal
sættes vidtløftige Apparater i Bevægelse og Kravet
paa at Undervisningen for Børnene kan blive saa
tilgjængelig baade for Tanken og Følelsen som
mulig bliver for hver Dag større. Gjennemførel-
sen heraf bliver ogsaa fra Kommunens og Foræld-
renes Side stadig lettere ved den Sands, de for-
skjellige Maalstræverarbeider har vakt blandt vort
Folk for vort Folkesprogs Agtværdighed og Brug-
barhed som Meddelelsesmiddel ogsaa for aandeligt
Jndhold· Da der stadig gjøres større Opofrelfer
for at bringe Skolen i tidsmæssig Stand, er det
Dag for Dag ogsaa mere paakrævende nødvendigt,
Han tok strakst Hatten av og bugade seg so djupt
fyr meg, som Jngen fyrr i mitt livande Liv hadde
gjort. Det var evlaust, at han ynskte aa tala ved
meg, og utan aa vera grov kunde eg ikkje hindra
det. Eg tok likeins Hatten av, og bugade meg
atter og stod der i Solskinet berrhovdad liksom
fastgrodd til Jordi. Full av Rædsla nidstirde eg
paa honom lik ein Fugl, som er øygd av ein
Slange. Han sjølv tottest vera myket raadvill;
det saag ut, som um han ikkje ein Gong hadde
Mod til aa hevja Augo i Vedret; han bugade seg
ymse Gonger, trod nærare og tiltalade meg med
laagt, uvisst, skjelvmælt Maal og i eit Tonelag
mest som ein Tiggars. ,,Eg bed Herren orsaka,
at ——— —- at —— —- at eg vaagar meg til — —
aa ganga etter Dykk, so litet kjende, som me er!
Eg hev ei — —- Bøn aat Dykk. ’Tilgjev naadi-
gast — —« ,,Men, fyr Guds Skuld! min Herre!«
tok eg att’i — i sullt Øgje, »kvat kann vel ein
Stakkar som eg gjera til Beining aat ein Maan,
som — ——« me stussade baade tvo, eg kjende
Blodet stiga meg til Hovudet, og, som eg totte,
raudnade ogso han i Andlitet. Me tagde eit Bil,
men so tok han atter Ordet: »J den stutte Tidi,
eg hev havt den Lukka aa vera saman med Dykk,
hev eg, min Herre, -:"nokre Gonger — orsaka,
at eg segjer det beint fram —— med yvervcettes Ga-
man og Undring havt Høve til aa leggja Merke
til den fride, fagre Skuggen, som De kastar fraa
Dykk i Soli liksom med eit visst Liknøgje og utan
aa gaa hononi, den gilde Skuggen derved Føterne
Dykkar. Tilgjev min Djervskapl Skulde de vel
vilja yverlata meg denne Skuggen Dykkar?«
Han tagde, og det var, som um eit Kvernhjul
gjekk rundt i Hovudet paa meg. Kvat skulde eg
tenkja um det underlege Tilbodet aa kaupa av
meg Skuggen min? Han maa vera fraa seg sjølv,
orviten, galen, tenkte eg, og i ein annan Tone,
som høvde betre til detta Tilstand og hans and-
mjuke Bragder, svarade eg:
So, so! gode Ven, hev De daa ikkje nog med
Dykkar eigen Skugge? Detta er daa ein Handel
av eit myket sjeldkjømt Slag.
Han tok strax att’i: Eg hev i Lummamange
Ting, som kannhenda Herren ikkje vil sinna reint
» verdlause; fyr den verdfulle" Skuggen held eg den
høgste Pris aa vera laag.«
Daa eg no vardt minnt um Lumma, kom
det yver meg liksom ei Spryta av kaldt Vatn, og
eg hadde vondt fyr aa skyna, korleids eg hadde
kunnat faa,det yver Tunga aa kalla honom, ,,gode «
Ven«i Eg tok Ordet paa nytt og freiftade aa gjera
det fyrre Missgripet godt atter med so stor Kurteise
og Audmykja, som eg kunde driva upp.
",,Men, min Herre, tilgjev Dykkar undergjev-
naste Tenart Eg skynar visst ikkje rett Meiningi
Dykkar; korleids skulde vel min Skugge — —?«-
Han braut meg av: ,,Eg bed berre uni Dykkar
Samtykke til aa tora taka upp og stinga til meg
den fagre Skuggen; korleids eg gjerer det, det
verdt mi Sak. Derimot vil eg lata Herren til
Vitnemaal um mi Takksemd Valet millom alle dei
sjeldfengde Dyrgriper,-«·) som eg hev hjaa meg i
Lumma: egte Kjelda-Rot·, Allrune-Rot, Vekselpen-
gar, Rovdalarar, Salveten aat Roland og hans
Felagar, ein Galgemann — men alt detta er vel
Jnkje fyr Dykk —— betre kannhenda Fortunats
Ynskjehatt, nyleg og godt uppsett, ogso hans Lak-
kepung — — —«. (Meir.)
se) Kostbarheder, gn dyrgripir«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
