Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
Fedraheimen.
25de Mai 1878.
2 Millionar i Norig, fær Lesarar i Sverig og en-
daa nokot i Danmark med, daa dei er skrivne i
eit Maal, som er so fint og fullgodt, at det lyt
verka paa Maalvoksteren i vaare Granneland ogso?
Og attaat alt detta vinn Ein, at Folk lærer seg
til aa tenkja, syrr dei talar —- tenkja med kvart
Ord dei tek paa Tunga —, og kjenna seg paa
Heimlands Grunnen baade i Tale og Tanke. No
er det just rette Tidi til aa arbeida fyr ei norsk
Maalreisning. » For no hev Vitenskapen, etter det
Uppsving som den samanliknande Maalgranskning
hev teket, gjort det til ein tvillaus Tings at Tun-
. gemaalet i vaare Bygder stend øvst av alle uor-
diske Maal; og no er me just so hepne, at me hev
ibland oss ein Flokk av kunnuge Bitenskapsmenn,
som hev Samhug med det Stræv aa uppattreisa
det Tungemaal, som vaare Haakon’ar og Olav’ar
talad i Norigs Stort"id. Tek Gin for snart aat
med ein slik Gjerning, so vert Verket som det kann,
—— i kunnskapsarme Tider vert det uvitenskapelegt
Fuskverk, endaa um det vert drivet «av heimkjære,
viljesterke og dugande Menn som Peder Plade,
Kristjern Pedersen, Olaus Petri og Gustav Vasa;
tilmed Menn som Peder Syp, Ludvig Holberg,
Georg Stjernhjelm-, Nils Tjällmann, slike, som
kjem upp seinare, vinn ikkje langt i fitt Maalbøt-
ingsstræv, naar fyrst Maalet eingong er reist. —
Men for lengje maa Ein ikkje helder drygja,
for daa vert for mykje av den gode Malmen spillt.
So gjeld det daa aa arbeida, den Stund det er
Dag!
Sknle og Upplysning.
Malllsaki i Thinget (13de og 14de Mai).
Sag No. Z. (erts.) Krag: Jeg slutter mig helt
til Komiteens Udtalelser og Opfatning i denne Sag-
idet jeg erkjender Betydningen af, at Skolen lader
Børnene bruge sit eget Maal, hvorved Undervisnin-
gen bliver mere hjemlig og mere frugtbar; men
det er ogsaa vigtigt, og ligesaa vigtigt, at Stoffet,
som Skolen byder, styrker Nattonalfølelsen og til-
· lige har en gavnlig og opdragende Magt paa Bør-
nene. Den almindelige Læsebog, som nu bruges,
og hvortil Storthinget i sin Tid bevilgede Midler,
tror jeg neppe fuldt ud fyldestgjør Behovet· Jeg
erkjender, at der visselig er mange fortrinlige Styk-
ker i den; den er meget lærerig og meget nyttig;
den indeholder Historie, Geografi og Naturlære,
- dommen til gode Handlinger.
den lægger an paa at meddele Kundskaber, nyttige
sor·»Livet. Men jeg tror, at Hensynet til det
Nyttige her ogsaa har veiet formeget, forsaavidt
mener jeg, at denne Bog er et Tidens Barn. Jeg
antager, at de fleste af os i denne Forsamling
—— eller ialfald de ældre blandt os — kjender en
Læsebog, der udkom for omtrent hundrede Aar si-
den, og som blev benyttet as vore Fædre og Bed-
stefædre; den hed ,,Store og gode Handlinger af
norske og danske — udgivet as Malling." Jeg
nævner denne Bog, fordi jeg tror, at den, bortseet
fra Sproget, der er noget forældet i visse Hense-
ender, kunde egne sig til Forbillede ogsaa nu; dens
Tendents var at styrke Nattonalfølelsenz den inde-
holdt Smaafortællinger, Exempler paa Fædrelands-
sind, Høimodighed, Trofasthed og ,Tapperhed og
ædel Daad, udøvet ikke alene af store Mænd og
Konger, men af Mænd i hvilkensomhelst Livsstilling
Jeg tror, det vilde være godt, om man i vor ma-
terielle Tid, i vor overordentlig nyttige Tid ogsaa
gjennem Skolen kunde sørge for Læsning i lig-
nende Retning og derved vække Sands for ædel
Daad og Ovofrelse hos Ungdommen; jeg har villet
udtale disse Ord, og jeg vil’ tilføie, at idet jeg
stemmer for Komiteens Jndstilling, er det i Haab
om, at Departementet under sin Overveielse om
denne Sag tillige ved fornyet Revision af Læsebo-
gen vil have for Øie, at den i høiere Grad end
nu er Tilfældet kommer til at styrke Nattonalfølel-
sen og virke i saadan Retning, at den maner Ung-
Dette er, hvad jeg
havde at sige. (
(Møde den 14de Mai.) Livskle Jeg skulde
helst have ønsket, at Komiteen var kommet til det
Resultat, at den haade indftillet dette Looforslag
til Antagelse; men da Komiteindstillingen er en-
stemmig, vil jeg stemme for den, nærmest af de
Grunde, som igaar blev udtalte af Bentsen, nem-
lig at man kunde forsøge med en Anmodning til
Regjeringen, og saafremt deraf ikke skulde flyde
den fornødne Foranstaltning, at da Forslaget kunde
komme igjen og blive antaget som Lov. Efterat
Forslaget var fremsat, er der fremkommer adskillig
Modstand mod det, dels gjennem Aviserne og dels
mundtlig, og jeg skal omtale dette med nogle faa
Bemærkninger. Det er fremhævet, at det vilde
være saadant et Baand paa Lærerne, at de skulde
plages med at lære Bygdemaalet at kjende; det
vilde blive for haardt for dem. Men jeg tror ikke
det; jeg tror netop, at Lærerne helst vil, at denne
Foranstaltning skal blive sat i Værk De har jo
i Almindelighed godt Kjendskab til Bondemaalet,
de agter og ærer det, og naar de ikke har benyttet
det tilbørligt ved Undervisningen, tror jeg det kom-
mer af den Modstand, det har mødt fra de over-
ordnede Skoleautoriteters Side. Fra Lærernes Side
behøver man derfor formentlig ikke at frygte for
nogen Modstand, da de vilde anse det som en Fri-
gjørelse for sig, om de fik Lov til at benytte sit
naturlige Maal som de bedst fandt for godt, og
ligedan maatte det være en Frigjørelse for Bør-
nene og være et stort Fremskridt i Skolen. Men
de, hos hvem det kan møde mest Modstand, er efter
min Mening Præsteriie og de øvrige Skoleautori-
teter, navnlig Skoledirektørerne. Jeg ser asKomi-
teindstillingen, at Komiteen ikke anser det tilstræk-
keligt at overlade denne Sag til hver enkelt Læ-
rers private Jnitiativ, tildels ,,paa Grund af Uklar-
hed og Modstaiid fra Skolens nærmeste Foresatte.«
·Det har vist sig og vil vel ogsaa fremdeles vise
sig, at derfra vil Modstanden komme stærkest Me-
steparten af vore Præster og øvrige Skoleautorite-
ter mangler Kjendskab til Sprogforholdene i Lands-
bygderne; thi de har i Almindelighed ikke befattet
sig med at lære Landets gamle Sprog, og de er
heller ikke forpligtet til at undersøge vore Byg-
demaal og de har ikke værdiget dem saamegen
Opmærksomhed, at de fuldstændig have kunnet
sætte sig ind i, hvilken uheldig Omftændighed
det har været, at Undervisningen har været drevet
udelukkende paa Bogmaal. Dersom de havde havt
tilstrækkeligt Kjendskab til Forholdene, saa tror jeg
de vilde have opgivet denne Modstand. Man hø-
rer tit sige, at det ikke er nødvendigt at benytte
Bygdemaal, fordi Folket sorstaar Bogmaalet; det
har jo havt det i mange Aar og har lært sig Re-
ligion paa det Maal. Ja, det maa indrøinmes,
at naar Børnene har gaaeti Skole en Stund,
kan de læse og skjønne Bogmaalet; men de kan ikke
tale det. Nu fordres det, at Børnene skal gjen-
give og gjøre Rede for, hvad de har læst og f. Ex.
fortælle sin Bibelhistorie. Men det er umuligt for
dem at gjøre Rede for hvad de har lært, naar de
ikke skal tale paa sit eget Maal. Følgen er, at-
Børnene maa læse og lære udenad. De burde
netop af Lærerne veiledes i at fortælle i sit egent-
lige Maal, som de taler daglig, og Præsterne
burde ogsaa være behjælpelig heri, ved at have fuld
Respekt og Agtelse for deti enhver Henseende.
Saa vil man kanske svare, at der ikke er noget
Forbud mod at benytte Bygdemaalet i Skolen,
og at en fornuftig Lærer vil skjønne det og tillade
Børnene at bruge det. Men det er ikke nok, at
det ikke bestemt er forbudt. Aørnene mærker nok, at
Præsten viser Ringeagt for deres Maal og tildels
ler as deres Udtryk. -Børnenes faar derved den Op-
fatning, at Bygdemaalet er noget, som kun til Nød
maa bruges, et nødvendigt Onde, som— man helst
snarest mulig burde faa væk. Børnene bliver her-
ved nedslaaede og forknytte og mangen en Gang
fyldes de med Bitterhed. Jeg tror idetheletaget,
det er uheldigt saaledes at bestræbe sig for at ville
—-q
. Peter Schlemihl.
(Etter Chamisfso ved Andr. Hølaas·.)
Framhald.
,,Fortunats Lukkepungl« og kor stor Ogje eg
hadde havt fyr honom, hadde han med detta eine
Ordet teket burt all Rædsla, og vendt min Hug
heilt og haldent. Det kom yver meg liksom ei
Ørska, og det liksom glimade dubbelte Dukatar fyr
Augo paa meg. -
,,Vil Herren vera so god aa taka denne Pun-
gen i Augnesyn og freista honom?« Han stakkjam-
skjott Handi ned i Lumma og tok fram or henne
ein Pung av Karduans-Ledr, medels i Storleik,
ovgodt samanfaumad, forsynd med tvo sterke Sno-
rer, og»rette meg-
og tok ut- ti.Gullftykke, so’ atter ti, atter ti og atter
ti. Skjott rette eg den Graaklædde Handi og sagde:
,,Slikt Slag, eg slær til; fyr denne Pungen hev
’De Skuggen min, um De kann taka honom.« —-
,,Vel’«; han fall straks paa Kne, og egsaag honom
med yvervættes Hagleik sakte løysa Skuggexn or
Graset plennt fraa Hovudet til Føterne, hevja ho-
Eg stakk Handi ned i Pungen.
nom upp, rulla og falda honom saman og stinga
honom ned i Lumma. Han stod upp, bugade seg
enno ein Gong fyr meg og gjekk attende til Torn-
hegnaden· Der tottest eg høyra honom lægja
fyr seg sjølv. Men eg heldt Pungen fast ved Sno-
rerna, rundt um meg var Jordi solbjart, Himme-
len yver meg rein og klaar, og i meg var enno
ingen Anger elder Kjensla fyr, at eg hadde gjort
nokot galet, endaa eg var nokot ørsk i Hovudet.
11.
Etter eit Bil kom eg atter til meg sjølv og
snøggade meg aa koma burt fraa denne Staden,
der eg vonleg ikkje hadde meir aa gjera· Fyrst
fylde eg Lumma med Gall, fo batt eg um Halsen
Snorerna, som var fastgjorde til Pungen, og gjøymde
honom paa Bringa. Uansad kom eg or Hagen,
naadde Aalmannvegen og vende Feti mot Byen.
-Som eg i Tankar nærrade meg Porten, høyrde
eg einkvar ropa aat meg: ,,Unge Herre! unge
Herre, bøyr daa!« Eg saag meg umkverves. Gi
gomol Kona skreik etter meg: »Herren maa sjaa
Dykk fyre, De hev visstmisst Skuggen Dykkar.« —-
,,Takkar, Mori-’ Eg kastade aat henne eit Gull-
stykke fyr hennar Raad og trod under Trei til aa
vera i Skugge. ( —
Ved Porten fekk eg atter høyra av Vagtkar-
len: ,,Kor hev Herren gjort av Skuggen Dykkar?’«
og straks etter av eit Par Kvende: ,,Kross, den Stak-
kars Kroken, han hev ingen Skugge!« Detta tok
til aa verda meg nokot ukvæmt, og eg agtade meg
vel fyr aa treda fram i Solt. Men det let seg
ikkje gjera alle Stader, soleids ikkje paa Torget,
som eg lant gange tvert yver, og til mi Uheppa
nettupp i den Stundi, daa thtarne slapp or Sku- -
len. Ein krylad, gaputt, vondlynd Bengel —— eg
ser honom enno —- gjorde sitt Yttarste til med
stort Skraal aa kynna dei,;»-Andre, at det vantade
meg ein Skugge, og heile Horgen av bokvis Gate-
ungdom byrjade aa gjera sine Merknader um meg
og kaste Skarn paa meg. ,,Skikkelege Folk plaga
taka sin Skugge med seg, naar dei gjeng i Soli«,
ropade dei. Til aa faa meg Ungarne av Halsen
kastade eg Gull med fulle Hender millom deim og
sprang upp i ein Leigevogn, som gode Folk hjelpte
meg til. "
So snart eg var aaleine i den rullande Vog-
nen, tok ein øseleg Graat meg: eg evlde ikkje aa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
