Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25de Mai- 1878·
Fedraheimen·
107
fratage Folket sit Talemaal, saaledes som det igaar
blev citeret af Bentsen i en Udtalelse af Skoledi-
rektør Bonnevie Jeg skal faa Lov til ligeoverfor
denne Udtalelse at læse op et Stykke as ,,Fedra-
heimen«, som netop er skrevet herom af en Mand,
som har fuldstændig Kjendskab til Forholdene Det
er sande Ord, som jeg tror ogsaa fortjener at
komme frem i Thinget: ,,Den, som hev kjennt,
kor det kostar aa knota, elder aa ljuga seg inn i
ein Tale, som Ein kjenner Ein ikkje kann med; den
som veit for ei Skam og ei Sjølvskjemming der er
i detta, —— han vil kjenna kvar Blodsdropen koka
i seg ved den Tanken, at alle desse hundrad tusund
Smaae skulde takast ut or Heiiiien og systematisk
tvingast inn i Knoting og Lygn, —- fyrst ramsa
etter det Læraren sagde fyre og sidan lætst »nd-
trykke sine egne Tanker« i eit tillært og tilgjort
Maal, som dei kjende dei ikkje raadde. Barnena-
turen er ærleg, den, og vrider seg ved all slik Til-
skaping. For eit Hav av folkeleg Skjemslal For
eit Hav av Lygn og moralsk Sottl Og for eit
Folk me skulde faa etter slik ei Upptemjing! By-
folk skynar ikkje detta. Dei hev aldri visst av aa
knota; dei hev aldri turvt skjemmast av sitt Maal,
skjemmast kvar Gong dei skulde lata upp Munnen;
det hev aldrig komet nokon Skulemeistar til dei
og sagt: ,,fy, sy, Barn, kor styggt du snakkart«
Dei er reint utansyr all den Skam og Armod,
som Folket her hev aa kava med. «
Olafsell: Jeg har den samme Opfatning af
denne Sag, som den ærede Taler, der først havde
"Ordet igaar, nemlig Repræsentanten fra Notdre
Throndhjems Amt. Jeg tror som han, at Grun-
den til, at Almueskolen kan udrette saa lidet, som
den gjør, mangen Gang ialfald for en stor Del
ligger deri, at Bondebørnene ikke faar Lov til at
s benytte sit Modersmaal ved Undervisningen eller
at Modersmaalet ikke kommer til sin fulde Ret i
Skolen.
Velvillie mod dette Forslag og sluttet sig til det i
Grundtanken; men den siger dog, atden Skildring,
som Forslaget giver af Forholdene, mere passer paa
Tilstanden, som den har været, end som den er.
Heri kan jeg ikke være enig med den ærede Komite.
Først i den senere Tid er Opmærksomheden bleven
vakt for denne nye Side af vor Almueskolegjerning,
og vistnok er det saa, at der er en Del as vore
Lærere, som har begyndt at lade Børnenes Mo-
dersmaal komme til sin Ret; men jeg skulde tage
meget Feil, hvis jeg sagde, at Flerheden af Læ-
rerne gjør det. Der er blot et lidet Mindretal;
men i det Hele og Store taget er det, som det
har været før, saaledes at der undervises endnu
paa Bogmaalet uden at man tager Hensyn til
Barnets Modersmaal. Om det kommer af, at
vore Stiftsseminarier ligger saa langt tilbagei
Den ærede Kirkekomite har vist megen »
Tiden, at de ikke er istand til at meddele en tids-
mæssig Uddannelse for Lærerne, om deres Øvelses-
skoler ikke staa paa det Standpunkt, at de ere
Mønsterskoler, eller om der er andre Grunde, som
gjør det, skal jeg lade være usagt. Som bekjendt
er man ikke engang kommen saa langt i Skolerne
paa Landsbygden, saavidt min Erfaring strækker
sig, at man anvender den norske Udtale af Bog-
maalet. Medens man her i Hovedstaden kan høre
Landets mest intelligente Mænd ved Oplæsninger
og Foredrag benytte den norske Udtale af det
danske Bogmaal, ja medens man her i Almuesko-
lerne og rimeligvis ogsaa i andre Skoler be-
nytter den norske Udtale, behøver man ikke at
komme længere end nogle faa Mile
Bygrændsen, før man hører den mest kave danske
Udtale i Almueskolerne og ogsaa i Kirkerne. Det
er Tilfældet ikke alene paa Østlandet, men ogsaa
i større eller mindre Grad rundt om i Bygderne i
det hele Land. Det sikreste Kjendemærke paa en
god Skole er næstefter at den kan meddele sand,
sund og god Kristendomsoplysning, at den kan op-
lære Ungdomen til at benytteVogmaalet til Læs-
ning saaledes, at den forstaar, hvad den læser, og
saaledes at den kan benytte det som skriftligt Med-
delelsesmiddel. Der er mange, som tror, at hvis
Barnets Modersmaal kommer til sin Ret i Sko-
len, vil dette hindre, at Barnetforstaar Bogmaa-
let tydeligt og gjøre, at det ikke kan lære at be-
nytte dette ved skriftlige Meddelelser. Efter min
Mening er dette en feilagtig Slutning, Det er
saa langt fra, at en rigtig og forstandig Benyt-
telse af Barnets Modersmaal i Skolen vil hindre,
at Barnet tilegner sig færdig Læsning i og For-
staaelsen af det danske Bogmaal, at min Erfaring
gaar i modsat Retning, sog det vil nok stille sig
saa ogsaa for Andre, at jo mere Lærerne bringer
det til at stille disse to Sprogformer Side om
Side for Barnet, og jo mere de benytter Børne-
nes Modersmaal, saaledes at det kan danne lige-
som Jndgangen til en bedre Opfattelse og For-
staaelse af Bogmaalet, desto længere vil Skolen
bringe dem i Læsning og Forstaaelse af, hvad de
lærer, ligesom de ogsaa vil sættes mere istand til
at benytte Bogmaalet som skriftligt Meddelelses-
middel. Denne Sag er saaledes efter min Mening
en rigtig baade stor og god Sag, ja den største,
som har været paa Dagsordenen angaaende Sko-
levæsenet hos os siden 1860, da vi fik den nye
Skolelov. Kirkekomiteen har som før sagt vist vort
Forslag megen Velvillie; men den tror dog allige-
vel, at denne Sag ordnes rettest og bedst ved at
det oversendes til Regjeringen, forat man ad ad-
ministrativ Vei kan føie det saaledes, at.Sagen
kan komme i god Gjænge, og at Børnenes Mo-
dersmaalikan komme til sin Ret. Ja, jeg vil
udenfor ’
haabe det; men ligesom den første ærede Taler
igaar føler jeg mig ikke tryg. . Jeg er bleven op-
skræmt af det Foredrag, som Skoledirektøren i
Throndhjems Stift holdt forrige Sommer for en
Del af Stiftets Lærere. Jeg holder Foredraget i
min Haand; men da det blev citeret igaar, er det
ikke nødvendigt for mig at gjentage det idag Sko-
ledirektøren siger, saa forekommer det mig, lige-
frem, at man bør oplære den opvoxende Slægt
ikke alene til at lære at læse og sorstaa og benytte
Bogmaalet til skriftlige Meddelelser, men ogsaa til
at tale det. Dette synes jeg er det stærkeste At-
tentat paa vor Nationalitet, som er bleven gjort
i vore 64 Frihedsaar, ja selv ikke fra den argeste
Dansketid findes der noget, som kan maale sig med
dette. Selvi den Skoleforordning og Jnstrux,
som den danske Styrelse udfærdigede i 1739 tilde
norske Skolelærerer, findes der ikke det mindste Fin-
gerpeg til, at man skulde oplære de norske Børn
til at tale Bogmaalet. Som bekjendt er der in-
gen Ting, som vor Bondestand er saa bange ·for
som for Knoting. Hvorfor? Jo fordi den ligesom
har en Følelse af, at den ved at knote gjør sig lat-
terlig i sine Medborgeres Øine. Det forekommer
mig ogsaa virkelig, at dersom Skoledirektør Bonne-
vies Antydninger blev befulgt og man oplærte vor
Ungdom til at tale Bogmaal, vilde Skolen
blive en eneste stor Opdragelsesanstalt til at latter-
liggjøre vore Bønder. Saalænge vore Bonde-
mænd og Bondekvinder taler sit Fædrenemaal helt
og fuldt, er de sig selv, da er de noget og de kan
gaa ved Siden af baade Bisp og Statsraad og
Kongen med og udtale hvad de mener; men naar
de kommer ind paa Bogmaalet, naar de begynder
at knote, saa bliver de latterlige. Det var dog
visselig paa sit Fædrenemaal, at den gjæve Bonde-
mand i Gudbrandsdalen paa sit Odelssæde· mod-
tog Carl Johan paa hans første Reise opigjen-
nem Dale-n, og jeg har ikke hørt, at det Maal,
han da brugte, virkede noget anstødeligt paa Hs.
Majestæt eller paa hans Omgivelser, og jeg har heller
ikke hørt, at Manden har gjort sig mindre æret og
agtet derved, at han benyttede sit Fædrenemaal.
Jeg har ogsaa hørt fortælle, at da en norsk Bon-
demand engang fik Audients hos Carl den Fem-
tende, tænkte han at gjøre sig fin og brugte Bog-
maalet; men Kongen sagde: »brug dit Modersmaal,
min glide Mand-( Jeg vil da haabe, at baade
vor Lærer- og Bondestand og vor Skolestyrelse og
især denne Forsamling vil virke til, at ikke en saa
stor Ulykke skulde ramme vor Folkeskole, som at
Ungdommen skulde oplæres til at tale Bogmaal-
Derved vilde som sagt den hele Skole blive en
Skole til at latterliggjøre hele Landbefolkningen.
Lærar- og Folkemøtei Sumar meiner dei,
driva fraa meg det tunge Hugbod, at so myket
som Gullet er meir sætande paa Jordi enn Dygd
og Rettvisa, so myket er Skuggen meir vyrdande
enn sjølve Gullet, og medan eg fyrr hadde uppof-
rat Rikdom fyr mitt Samvit, hadde eg no burtgje-
vet Skuggen smin fyr berre Gull — kvat kunde
og maatte det etter detta verda av meg i Verdi?
Eg var enno myket ørsk, daa Vognen heldt
ved Porten til mitt fyrre Herbyrge; eg tok Fæla
berre ved Tanken um aa skula treda inn i det
laake Takromet og let difyr straks henta dei Ting,
som høyrde meg til. Gg tok imot deim med Byrd-
løysa, kastade fraa meg nokre Gullstykke og bad
Kusken køyra til det gildaste Hotel i Byen. Huset
vende imot Nord; eg hadde altso ikke Soli aa ottast
fyre. Gg sende Kusken veg med Gull, letmeg straks
utvisa dei beste Vifterom og stengde meg inne der·
Kvat tenkjer du slc), at eg notok megfyr? Aa,
aa tilstanda det, læt meg raudnai Eg tokden uluk-
kelege Pungen fram, og med eit Slag Galenskap,
som vaks ved seg sjølv lik ein Eld, tok eg utor
Pungen Gull, og Gull, og Gull, og enno meir
r) Chamisso. .-
—-
Gull, lagde det paa Golvet og gjekk att og fram
yver det og let det klinga, og meddi eg kvikade
mitt arme Hjarta ved Klangen og Glansen, kastade
eg Metal paa Metal, meir og atter meir, til dess
eg sjølv, trøytt av Strævet, datt i koll paa den rike
Hopen, vardt liggjande nasegrus yver og svelgde
i Gullet. Soleids gjekk all Dagen og Kvelden til
Ende; eg opnade ikkje Dyri, Notti fann meg lig-
gjande paa Gullet liksom Faavne paa Andvareskat-
ten, og soleids fall Svevnen yver meg. »
Daa drøymde eg um deg 1); det kom meg fyr,
som um eg stod attum Glasdyri i det lille Studer-
kammerset Ditt, og igjennom henne saag eg Deg
sitja ved Ditt Arbeidsbord millom ei Beingrind og
ein Bundel turkade Plentur; fram fyr Deg laag
Haller, 2) Humboldt 3) og Linne 4) uppslegne, paa
l) Chamisso.
2) Albrekt von Haller, »Berns største Son«’, Skuld og .
Lærd, allvisst i Naturkunna (1708—1777)
Z) Alexander von Humboldt, stor tydsk Naturforskar og
Bokskrivar (1769—1859). Kosmos, hans mest aagjcete
Verk (5 Band), var likvel ikkje skrevet,— daa denne
Soga vardt førd i Pennen»
4) Karl von Linnö, Sverikes største Vitenskapsmann i
Naturkunna, den største i Verdi med paa den Tid
Sofaen var eit Bind av Goethes 5) Verk; eg sko-
dade lenge paa Deg og paa alle Ting i Stova
og so paa Deg atter, men Du røyvde Deg ikkje,
Du drog ikkje · Ande, Du tottest meg vera daaen.
Eg vaknade; det var enno tidleg. Mitt Ur
hadde stadnat. Eg var lemster og liksom sundsle-
gen yver heile Likamen, eg var tyrst og hungrig;
eg hadde ikkje etet paa eit heilt Jamdøger. Med
Uvilje og Motburd støytte eg fraa meg detta Gul-
let, som nyleg hadde voret mitt Hjarta til so stor
Fagnad; no visste eg, hugill og sorgall som eg
var, ikkje, kvat eg skulde gjera med det. Det kunde
ikkje verda liggjande soleids, eg freistade, um Pun-
gen vilde taka det att, men det var Uraad med di.
- (Meir.)
(1707——1’778). Prestarne heldt L. fyr ein Kjættar
Paven sette hans mange Skrift paa Lista yver for-
bodne Bøker men maatte enno i hans Livetid (1774)
utnemna ein Professor til aa lesa yver hans »system
publice·« i Rom.
5) Joh. W. von Goethe (Gøte), Tydsklands største Skald
(1749—1882).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
