Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5te Juni 1878.
Fedraheimen.
119
igjennem fik et klarere Begreb om, hvad Vedkom-
mende havde ment, og jeg har ogsaa hørt, at
Overinstantserne var noksaa vel fornøiede med det.
Er det saa, naar der er Tale om voxne Folk, saa
fortjener Bygdemaalet saameget større Agt og
Ære, naar det gjælder Børneopdragelsen. Jeg fin-
der overhovedet, at dette, som her foreligger, er en
Side af Maalsagen, der visselig baade bør og vil
kjæmpe sig frem til Seir. Naar Maalliteraturen
ikke endnu har kunnet tilvinde sig tilstrækkelig Ju-
teresse blandt Folket, saa kommer det for en stor
Del deraf, at Folk ikke kan læse den, fordi de ikke
er øvet i det, men bruger Bogmaalets Tonefald.
Naar En læser Maalet for dem, som forstaar at
læse det, da smager det; men forinden de selv har
lært at læse det, smager det ikke. Jeg mener, at
hvad der nu foreligger for os, vil blive en mægtig
Løftestang til at bane Maalliteraturen den Jnd-
gang, den bør have. Jeg har ikke villet tilbage-
holde dette mit personlige Vidnesbyrd her. Jeg er
selv ikke længer ung nok og har ikke tilstrækkelig
Tid til at kunne være Maalstræver; men det er
en Sag, som jeg sætter meget ;,høit, og som jeg
tror vor Ungdom bør flokke sig om. (Forts.)
Kristicmim den 4de Juni 1878·
Thinget hev havt fælt til Mas no um Dagen
med denne Skattesaki. Det vart til det, at dei
sette upp Tollen paa Kafsi, Sukker, Ljosolje, To-
bak og Brennevin, alt um der var dei, som stridde
sterkt imot. -
Det er Jnnkomeskatten, dei plent og«plent
vil sleppa. Sume trur og, at det skal bera til.
Men det vert fælt til Kniping og Sparing og
Tøygjing og Strekkjing paa alle Kantar fyr aa
faa det til aa hengja ihop. Og endaa vert det
visst so ,,nøpet« (knapt), at det skal spyrjast, um
ikkje Budgettet kjem til aa rivna i Saumarne, so
dei lyt til aa bøta det ihop att just med denne
same Jnnkomeskatten, som dei no er so- paa Livet
fyr aa sleppa. Me vil ingenting spaa, for det
hender mangt utenkt;f men at det vert Knipetak,
det veit me.l
Slik er det, naar Ein·gløymer aa ,,spara fraa
Loket", so Botnen kunde spara paa seg sjølv· Det
kostar aa vera Kar, maavita· Hev Ein so dertil
ei Regjering, som er so hæv, at ho berre paa ein
einaste Konto (Jarnvegsbyggverket) øyder Upp 14
Millionar"Kr. meir enn som var utreknat og fast-
sett, soser det ikkje annat ventande enn det vert
Armod til Sluten.
At dei i desse laake Tider vil sleppa ende-
fram Skatt, det kann so vera; Folk kann meina
som so, at dei hev Skattar nok fyrrk og det kann
ikkje vera so greidt aa leggja slike Steinar paa
Lasset just no midt i brattaste Brekka. Desse
stakkars Smaafolk utyver Landet, som slit so saart
fyr kvar einaste Matsaaa og fyr kvar arme Biten,
dei skal hava til Munns, dei vilde væl ikkje altid
sinna det so lett aa hava denne Skatteskillingen
liggjande upptald og ferdig, naar Lensmannen kom;
og so vart det Panting Daa vil dei helder hava
Tollen, for den er so sløg den; Ein legg Skatten
ut i so ørsm«aae Summar, og so jamt ’i Semi, at
Ein snaudt gaar til det; Gin reint Ut lurer seg
sjølv. Og fo kann Gin meir maata til sine Utgifter
sjølv daa. Finn Ein, at dei vert for store, so kni-
per Ein inn paa Livemaaten, sparar nokot paa Kaffi-
dropen og nokot paa Tobakstugga og nokot her og no-
kotder, og so heng det ihop og skranglar i Veg, so len-
gje til Tiderne) vert betre. Det er meir ,,nibbelegt«
detta, tykkjer Folk; dei dreg nokByrdi, men dei slepp aa
vita so væk um det. Det er med detta liksom med
den Mannen, som sat og kjøyrde, so møtte han
ein, som bar paa ein Sekk og bad um aa faa
setja baade seg og Sekken upp i. ,,Nei««, sagde
Mannen, ,,det vert for tungt fyr Gampeii det.«
»Men naar eg no sit og held Sekkjen sjølv ?«« ,,Ja-
daa kann du setja deg paa«, svarad Mannen.
Der hev me Grunntanken i det indirekte Skatte-
stell. Gampen dreg Byrdi, —men han Ztarv ikkje
vita større um det. — «
Det Verste med Tollskatten er, at han er so
ujamn og rangvis og fell tyngst paa dei som mindst
toler. Og so kjem dertil, at dei Smaafolk, som
paa denne Magten lyt taka sin fulle Tott i Nik-
sensszStrcem ikkje fær segja eit Ord med i-Riksens
Styre. Den rette Tankefylgd av Tollskattstellet
laut vera aalmenn Røyst«erett Meii kven vil vera
med paa den? Det er væl ikkje so mange. Der-
som Ein endaa kunde leggja dugeleg Skatt paa
like Ovbunads Ting, som den Rike brukar og den
Ringe lyt umbera, slikt som Stas og Fjas og Vin,
og meir dilikt, so var det endaa ein Ting. Me
vil ikkje tala um Skatt paa slikt som Kunst-Halar
(»Kø"er«), Kunst-Haar (»Sjinjongar«), Kunstbringur
og Kunstmjødmer (av Vatt) og andre Ting av det
Slaget, for daa fekk me heile Kulturen imot oss;
me talar berre um det, som er snakkande um-
Meii so stend denne franske Handelstraktaten i
Vegjen, og so er det raadlaust med det. Her er
ingen Utveg; det vert Smaafolket, som fær4svida.
Men naar Folk vil hava det so, so er det
vccl best dei fær det som dei vil hava det, til dess
dei lærer. Det er sakte det, Thingetog hev meint; ·
og daa er her ingen Ting aa segja. Berre dei
no fær det til aa hengja ihop. Det skarve Utgifts-
budgettet hev mange baade Kantar og Knokarz der
skal hoggast av og skjerast til baade lengje og væl,
fyrr dei sæt Jnntektspeningen til aa strekkja til.
Lat oss so tru paa betre Peningtider til.
næste Aar. For det, dei kniper inn no, det kjem
attum daa, fo daa slepp dei ikkje Jnnkomeskatten,
um dei so ,,stod nedi Vatn uppund’ Armann’«.
Blad og Vøkcr. J Tyskland reiknar dei,
at paa Lag kvar 10de Mann løyser eit poli-
tisk Blad. Dei set heile Vladhaldingi til 73 Mill.
Kr..elder"1 Kr. 73 Ø. fyr kvar Mann· Bøker
les dei etter Maaten mykjet minder av, 2,400,000
Vøker paa 42 Mill. Menneskje, det vil segja berre
ei Bok fyr kvar 20de Mann, og endaa skaldetta vera
høgt sett. Detta hev seg væl av di, at Tyskerarne
skriv Bøkerne sine sodvitenskaplige og tunglesne, at
det er betre lærde Folk som kann skyna deim·
Sprikjestnkkclt meiner deii Paris vil koma
paa Mote att næste Aar.
Dci største nye Kauouar, Gngland no hev
kostat seg, hev dei gjevet 196,400 Kr. fyr med
Yrkje og Arbeid og alt.
Toll-Jnnkomurnc i Kristiania fyr Mai Maa-
nad hev ——— etter Tollaukingi — stiger til uppimot
2 Mill. Kr·, vert det sagt-
Eit Bvlc av Pengcfulskurak er fangat burt
i Sverig· Den eine av dei hadde fleire falske
norske Pengesetlar, og dei held det rimelegt, at
Einkvar av dei hev voret i Norig i Vetr og gjort
Ugagn (kannhenda gjort dei 3 100-Krunesedlarne,
som kom ut i Fredrikshald).
Eiik svcnsk Lægprædika11t er fakkad i Fred-
rikshald; han var lyst etter fraa Drammen, daa .
dei meinte, han haddefaretmed Fals. Umso er, er
ikkje enno visst; men det skal vera ein litet sæ-
tande Kar skriv F. T.
Mordarcxl Hans Sjsl i Sande hev forkla-
rat, at Grunnen til, at han vilde gjera Ende paa
seg, var at han var leid av Livet og all Ting-
Han trudde paa Ingenting; ,,naar Mennesket døyr,
Ulukkestaden ved ein høg Fjellgard, vaagade eg meg
til aa kvila ut etter den utstandne Møda og Rædsla
i ein By ved ein Laugestad, som var litet vitjad.
1v·
Eg gjeng skjott yver den Tidi, som kom næ-
maft etter det, eg hev fortalt i fyrre Stykkjet. Eg
vilde gjerna fortelja ogso det, som daa gjekk fyr
seg, men den livande Aand, som skulde setja den
rette Lit paa Hendingarne, vil ikkje koma. Eg slær
faafengt paa Berget, det spring ingi Kjelda fram·
Aandi er viki fraa meg. Kor myket onnorleids
ser ho ikkje no ut fyr meg, denne framfarne Tidi!
— Eg skulde ved Badet spela ein heroisk Rolle;
klent innstuderad, og ein Nykomling paa Skode-
plassen, som eg var, vardt eg strakst fjettrad av
eit Par blaae Augo· Foreldri, narrad av Spelet,
baud upp alt til aa gjera Saki av, og Narrever-
ket ender med — Haad, Spott og Sorg; det erA
Alt, Alt! Eg vemst og finn det viset, tomt, ufjelgt
og likevel forfælande, at det kann koma meg soleids
fyr, det, som daa var meg so rikt og fekk mitt
Hjarta til aa slaa so sterke Slag. Minu, liksom eg
gret, daa eg miste deg, soleids græt eg ogso no
yver aa hava misst ditt Bilæte i Saali· Er eg
daa alt so gamal? Aa, kjende eg berre eit Puls-
slag fraa hi Tid, ein Augneblink av hi Sæla!
Men det er faafengt aa syrjal
Eg hadde sendt Bengel fyreaat med Pen-
gar til Byen til aa leigja og innreida Hus etter
mitt Tarvende. Han hadde straatt ut Gull i Ov-
mengd og latet salla store gaatesame Ord um den
fornæme Framande, han tente, men ikkje nemnt
korkje Namn elder Stand; for eg vilde vera ukjend.
Det sette Grillur i dei gode Folks Hovud. Strakst
Huset var ferdugt, kom Bengel attende, og me
gav oss paa Vegen-
Paa Lag ei Halvmil fraa Byen, paa ei sol-
bjart Flata, stengde ei høgtidsklædd Mengd Vegen
heilt og haldent fyr oss. Vognen laut halda·
Dei svelade upp med full Musik, me høyrde Ljo-
den av Kyrkjeklokkitr og Kanonskot, eit høgt Livet
trengde gjenom Lufti, ——— og rett ut fyr Vogntrappi
stellte seg upp eit Kor av kvitklædde Jomfruer med
stor Dramb og av stor Fagerleik, allvisst den eine,
som tottest meg standa mest likso langt sramum
dei andre, som Soli ved Middag stend yver Stjer-
nurna i Notti· Ho trod ut or Krinselen og gjekk
heilt fram aat Vognen; den høgvaksne, fine Drosi
knefall fyr meg og rette meg paa ei Silkeputa ein
Krans av Laurbærblad, Oljegreiner og Rosur og
framsagde nokre» Ord um Tign, Sømd og Kjærleik,
Ord, som eg ikkje skynade, men som med sin Sylv-
klang gjekk meg til Øyro og Hjarta, — det var
som eit himmelsk Syn, med himmelsk Musik. Ko-
ret song ein Lovsong yver ein god Konge og Lukka
aat hans Folk-
Og alt detta midt i Soli! Ho laag enno paa
sine Kne berre tvo Stig israa meg, og eg, Skug-
gelausingen, kunde ikkje stiga ut or Vognen og kasta
meg paa Kne fyr denne Engell Aa, kvat hadde
eg daa ikkje gjevet fyr ein Skugge? Eg maatte
gøyma mi Skamm, mi Sorg, mi Ørvæna Ak) djupt
i mi Saal og djupt i Botnen av den døkke Vog-
nen. Bengel tok til Vitet fyr meg; han sprang
or Vognen paa hi Sida, eg kallade hon»om attende og
rette honom ein drambsleg Krans med Diamantar,
som eg hadde liggjande i mitt Reiseskrin, og som
eg ein Gong hadde ætlat aat den fagre Fanny.
(Meir.)
Y) Vonlpysa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
