Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
Fedraheinien.
-
5te Juni 1878·
efter sin egen Udvikling eller af hvilkensomhelst an-
den Grund ikke er sideordnet, ikke duer som Beteg-
nelse for de Begreber og Forestillinger as mere ud-
viklet Art, som Skolen har at meddele Børnene, og
det skal jo ikke kunne siges. Tvertom, vort Lands
Bygdedialekter har en Rigdom i sine Begrebsbe-
tegnelser og vistnok ogsaa en Udviklingsevne, som
i saa Henseende gjør dem skikkede til dette. Naar
jeg altsaa er enig i denne Tanke, og enig i den
med denne Begrændsning er gaaet til en Anmod-
ning, er det virkelig fordi jeg, efter hvad der er
passeret, anser den for at føre frem til Maalet,
og det skal jo ikke kunne nægtes, at det Maal,
som her tilsigtes, nærmest bør søges naaet af Ad-
ministrationen, eller at·det bør komme frem gjen-
nem Jnstrux. Naar jeg siger, at det vil føre til
Maalet, er det ikke fordi jeg ikke lægger Vægt paa
den Udtalelse, som er citeret af—— den næst sidste
Taler, og som jeg i fuldt Maal er enig med ham
helst burde været borte; men fordi jeg fæster mig
ved, hvad det er skeet efter den Tid, og navnlig
ved Undervisningsplanen, som jo er bleven til,
efterat dette Spørgsmaal havde været Gjenstand
for Behandling inden denne Forsamling, hvilken
» Behandling jeg tror i væsentlig Grad maa have
paavirket den Form, som Undervisningsplanen
dengang fik. Det var, saavidt jeg ved, i 1874,
at vi diskutterede Spørgsmaalet om at indføre
· vort Oldsprog og det, som man kalder vort Lands-
maal, i Seminarierne, og Under denne Diskus-
sion, hvis Udfald er Herrerne vel bekjendt, blev
selvfølgelig ogsaa Betydningen af Bygdemaalene
som Undervisningssprog iSkolen fremholdt. J
Overensstemmelse dermed eller ialfald af Hetisyn
dertil anser jeg det givet, at Undervisningsplarien
har faaet de Udtryk, den nu har, oguagtet disse
— jeg maa jo tilstaa det — heller ikke for mig
er fuldt tilfredsstillende, forsaavidt som de ikke
yder fuld Sikkerhed for, at de er at forstaa, som
jeg ønsker det, kan det dog heller ikke nægtes, at
den Forstaaelse kan lægges i dem, og at der ialfald
ikke er nogen Gruiid til at tro, at der ikke efter Op-
fordring fra denne Forsamling vil blive foretaget
de Ændringer, som giver denne Forstaaelse sit
fuld«e Udtryk, og naar det kan opnaaes ad den
Vei, bør man ikke bringe andre Midler i Anven-
delse. Jeg tror derfor, at man bør tilbagevise
den Ytring, som er hørt her, at man er enig i
Tanken, men at naar det kommer til Gjennem-
førelse, saa brister Enigheden. Efter hvad jeg
har tilsigtet med Komiteeiis Jndstilling er det
et Udtryk for Enighed med Forslagsstillerne, som
derigjennem er kommen frem. Der foreligger
heller ikke noget Forslag til Forandring i’ denne
Jndstilling, uden forsaavidt Repræsentanten fra
Akershus har givet den et Tillæg, hvori han kræ-
ver en Meddelelse til næste Storthing fra Admi-
nistrationen om, hvad der i Sagen er foretaget.
Derimod kan jeg ingen Jndvending have at gjøre.
Jeg vil kun sige, at dette Forslag siger i Ord,
hvad der har været Komiteens Tanke. Jeg har
ialfald anskuet Sagen saaledes, at denne Anmod-
ning vil have sin Virkning, og at man Under alle
Omstændigheder ved næste Storthings Sammen-
træden vil have Anledning til at blive bekjendt
med, hvad Virkning Anmodningen har havt, og
altsaa ogsaa til at afgjøre, hvorvidt man finder
denne Virkning tilfredsstillende Hvis det ikke
bliver Tilfældet, saa staar Veien aaben. Men-,
som sagt, jeg kan ikke have noget imod dette
Tillæg om at Meddelelse skal ske til næste Stor-
thing. Derimod forekommer det mig ikke alene
overflødigt, men lidet heldigt i Formen, naar det
heder derefter, at Sagen iøvrigt udstaar· Jeg
forstaar nemlig ikke egentlig, hvad dette »iøvr»igt«
vil sige. Saavidt jeg kan indse, er det Forslagets
hele Indhold, som er omtalt i Komiteens Jndstil-
ling og indtaget i dens Konklusion, og det er an-
gaaende dets hele Jndhold,- at man stiller en An-
modning, som, hvis den efterkommes, ogsaa vil
komme til at omfatte Forslaget i dets Helhed·
Det er derfor ikke saa ganske let at se, hvad der
skal forstaaes med dette »iøvrigt.« Sagen er be-
handlet i sin Helhed, og den er naturligvis
ikke asskaaren fra videre Behandling, forsaavidt den
kommer til næste Gang at fremtræde her under
andre Forudsætniiiger end de nærværende Men
paa den anden Side maa jeg tilstaa, at medens
jeg hverken anser dette Tillæg nødvendigt eller sær-
deles heldigt i Formen, har jeg ikke egentlig noget
Væsentligt mod det; thi det er jo i Grunden ikke
andet end en Konstatering af, hvad der faktisk alligevel
vil ske. J det ene Tilfælde er Forslaget forbeholdt
som hvilende, i det andet Tilfælde er der —- efter
hvad den ærede Repræsentant selv gjorde gjældende
— jo Anledning, i Kraft af det Jnitiativ, som er
hos hvert enkelt Medlem af Odelsthinget, til paa-
ny at fremsætte Forslaget, saa Sagen kommer jo
egentlig ikke i nogen anden Stilling, enten denne
Tilføielfe kommer med eller ikke, og hvis den der-
for fastholdes af Forslagsstilleren, vil jeg ikke
stemme imod den. Jeg har kun villet gjøre disse
Bemærkninger, som, forekommer det mig, stiller
Sagen saaledes som den er, og viser, at man ial-
fald her har en noget usædvanlig Form, som jeg
ikke finder, at der er nogen særdeles Grund «til at
benytte. Jeg tror visselig, at der her kan trænges
et Pres, men at dette Pres er tilstede i en saa
stærk Form i den Anmodning, som er stillet af
Komiteen, at videre Pres er overflødigt
W. S. Dahl: Mit Navn findes ikke blandt
de 36 Forslagsstillere; men jeg ønsker at undgaa
— I
Peter SchlcmihL
arme Chamisso ved Andr Høraa«s3.)
Framhald.
Eg skynade, at det ikkje kunde lata seg gjera
aa halda meg lengje paa ein Stad, der Folk alt
hadde sett meg skuggelaus; eg tenkte ogso paa, at
eg hadde framstellt meg hjaa Hr. John som ein
faatøk Stakkar, og det var eit Minne, som ikkje ·
hugade meg. Eg vilde berre prøva meg fram her
og sidan gjeva meg paa Ferd til ein annan Storby,
der eg var heilt ukjend; — men det var nokot,
som heldt meg att i Byen lenger enn klokt var:
mi Faafengd og — den fagre Fanny·
Eg kom saman med henne einkvar Staden;
ho hugsade ikkje aa hava sett meg fyrr, men viste
meg Merksemd; for no hadde eg baade aalment
Vit og Flogvit. Naar eg sagde nokot,lydde-Folk,
og eg visste sjølv ikkje, korleids eg var komen til
den Kunst aa føra og herska yver ein Samtale fo
lett,» som eg gjorde. Det Jnntrykk, eg saag eg
gjorde paasden Fagre, gjorde av meg det, ho ynskte,
nemleg ein Narr, og eg sylgde henne sidan under
tusund Faarar og stor Møda gjenom Skugge og
Dimma, kvar eg kunde. Eg sette ei LCra i aa
fylgja henne i hennar Faafengd «og Byrgskap og ·
leika med hennar Kjenslur, og eg var med min beste
( Vilje ikkje i Stand til aa halda upp med di.
Men kvifyr plaaga Deg med detta? Du sjølv
hev ofta nog fortalt meg det same um andre Nar-
rar. Eg skal berre segja, at det kom ein eigen
Hendiiig til, uventad fyr baade meg og henne
og Alle.
Daa eg ein fager Kveld hadde samnat eit
utvalt Lag i ein Hage, gjekk eg Arm i Arm, som
vanlegt, med mi «»Stjerna«, litet burte fraa dei
andre Gjestarne, og gjorde meg Umak med aa
laga Talemaatar. Ho saag bljug ned fyr seg og
gav meg eit linnt Handtrykkz daa stakk Maanen,
heilt uventad, fram millom Skyerna — og ho saag
berre sin eigen Skugge falla burtyver Jordi. Ho
kvakk og saag daafengd paa meg, fo paa Jordi
atter og søkte Skuggen min med Augo og det som
gjekk fyr seg i henne, det maalade seg so underlegt
i hennar Minur, at eg hadde maattet setja i aa
storlægja, hadde det ikkje voret min Skugge, som
«Mund, efter Bygdesproget ind i Protokollen.
den«Misforstaaelse, at jeg derfor skulde have stillet
mig kold og indifferent ligeoverfor denne Sag.
Da Forslaget forelagdes mig, var der en anelthed
i Texten, som ikke smagte mig, og jeg vilde derfor
betænke mig paa, om jeg skulde underskrive det i
den Form eller ikke. Siden kom Forslaget mig af
Syne, og som Følge deraf har jeg ikke havt An-
ledning til at underskrive det. Jeg tiltræder imid-
lertid Tanken i det i fuldeste Maal, og jeg haaber,
at mit Hjerte ikke er koldere ligeoverfor denne Sag,
end nogen af de 36 Herrers. Her er talt saa me-
get om Sagen, og den foreligger nu saadan, at
det er overflødigt at gaa nærmere ind paa samme-
Jeg skal kun gjøre et Par Bemærkninger Den,
der har været tilstede i Almueskolen og hørt, hvor-
ledes det gaar til, forsaavidt Bogmaalet bruges
ublandet, uden at Læreren forsøger paa at forklare
eller oversætte det gjennem Bygdens eget Maal,
han vil have faaet et Jndtryk, der minder om Li-
delse, Lidelse baade for Øret Opfatningen og for
Følelsen. Man faar aabenbart det Indtryk, at
Børiiene ikke forstaar, ialfald ikke tilfulde, hvad
der forelægges dem, og at de er kjede af Skole-
gjerningen. Deres Ansigts Udtryk er aandsfr’avæ-
rende, Blikket som oftest døsigt og sløvt under
saadanne Forhold, jeg har saa ofte bemærket det.
Men jeg har ogsaa været Vidne til, at Læreren
har benyttet Bygdens Maal til Undervisningen
og har faaet Børnene til at forklare sig paa dette
Maal, —- da har Scenen faaet et ganske andet Ud-
seende3: da begynder Blikket at blive klarere, da falder
Ordene kvikt og de barnslige livlige Billeder kommer
uhindret frem Jeg tror, at gjennein Anvendelsen
af Bygdemaalet vil man ikke alene gjøre Undervis-’
ningens Form mere tiltrækkende for Børnene og
mere sand; men man vil derigjennem ogsaa frem-
kalde en større Dygtighed i at opfatte Begreberne
—— nu forvakles de altfor ofte ——, Børnene vil
faa Skolegangen langt mere kjær, ikke at tale om,
at Læreren vil i langt større Mon knytte Børnene
til sig og til Skolen selv. Jeg har i et andet
Forhold seet, hvor ilde Bogmaalet tager sig ud i
Bønders Mund, naar de ikke fuldstændigt magter
det, og hvor let det leder til Feiltagelser Jeg har
·i en Periode af mit Liv været stærkt optaget med
at afholde Forhorer· Maiige begyndte, naar de
skulde til at forklare sig, dels af etslags Respekt
for Situationen, dels formodentlig ogsaa as Frygt
for, at jeg ellers ikke skulde forstaa dem, med Kiiot
paa Bogmaalet. Jeg frabad mig imidlertid dette,
og ikke alene sik jeg Deponenternes Forklaring i
deres Bygdemaal, men jeg brugte endog ikke ganske
sjelden at tage deres Udtryk, som de faldt i deres
Jeg
fik Overøvrighedens Godkjendelse af, at det var
en hensigtsmæssig Methode, fordi man ialfald der-
vantade, men no gjekk det meg iskaldt ned yver
Ryggen. ·
Eg slapp henne or Armarne og ho falliDaan.
Som ein Pil skaut eg meg gjennem deiuppskræmde
Gjestar, naadde Porten, kastade meg upp i den
fyrste Leigevogn, eg sann, og køyrde til Hotellet,
der Bengel til mi Uheppa hadde stadnat heime·
Han stokk, da hansaag meg; eit Ord var nog til
aa segja honom, kvat som stod paa. Det vardt
strakst hentad Posthestar. Eg tok berre ein av Te-
nararne mine med meg, ein stor Snikjar og len-
tug Fant, som heitte -Raskal, og som hadde visst
aa gjera seg gild fyr meg ved sin Snøggleik, men
som ikkje kunde hava det mindste Fyresviv um,
kvat som var hendt. J denne Notti køyrde eg 15
Miler· Bengel vardt verande tilbaka til aa gjera
"upp med Hotelverten, straa ut Gull og koma etter
med det, Naudsynlegaste av mine Gigneluter· Daa
han Dagen etter tok oss att’, kastade eg meg i
Armarne paa honom og svor, at eg aldri meir
skulde gjeragmeg skyldug i ein slik Daarskap, ·men
vardveita meg vel fyr ei slik Vankoma· Me heldt
fram vaar Reisa yver Grendsa, yver Fjell og Da-
lar, og fyrst paa den andre Sida, avstengd fraa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
