Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306
Fedrahcitiicn.
" gildt og godt-Maa det eivære gildt og godt? —
Jo, det maa være gildt og godt!« —- John Lie
held fram i same Stilen:
»At prøve paa at male den [høieste Lykke og
Kjærlighed] vilde være at forsøge det umulige."
»Jeg tier derfor, og lader Læseren drømme
og ane." —— Ja so gjer alle Rovian-Fal)rikantar,
naar dei hev tømt seg ut. —
Meir Føljetongstill [Bandegjenta Sigrid talar :],
,-,Ja Farvel! Farvel, mit lyse Kjærligheds-
mindel Give Gud, jeg ogsaa kunde sige Farvel
til mit Smertensinindet’« [So kjem Hr. Lie:]
,,Hvad er det, som saa skarpt træder frem paa
den dunkle, halvt udslettede Baggrund afLykkeZ» (!)
,,Det er Smertensmindeh der lægger sig svi-
dende koldt over Sjælen« o. s. fr. sSo talar
Sigrid att:]
»’Bortt Det viger ikke! Korn saa mit iskolde
Smertensminde, myrd den sidste Rest af Hjertevarme
i mig,«og følg mig til Døden!’« ·
Naar eg les detta, maa eg tenkja paa-ikkje
paa Sigrid Eidet av Selljord — men paa Frri
Juel, naar ho paa Kristiania Teater deklamerar
Jeanne d’ Arc —
! Meir Føljetongstilt
Joronn Bo av Moland:
,,Hvorledes? [00mment?] Huii anede Kanip,
og trak sig ikke tilbage i Tide?
»Hvem bundet vel en Kvindesjcels Kjærlighed
eller Had! .
« »Hun vilde Kamp; thi hun følte sig stærk
nok til at trodse en Verden [Joronn Bøl] . . .
Hun var en as disse Naturer, som, engang eggede,
’ndsordrer Himmel og Jord til Strid og
ofrer sig selv for at hevne sig paa dette
uudgrundelige Noget, der kaldes Skjæb-
ne" (!!)· — Nei kjære deg, John Lie, ho Joronn
Bø fer ikkje med slikt. Ho fer ikkje med aa
,,udfordre Himmel og Jord", elder aa »hevne sig«
paa ,,dette uudgrundelige Noget, som heder Skjæb-
ne«. Ho hev for godt Vit til dess, den Gjenta.—
Um Sigrid fær me einstad høyra, at »hun
nuvarkommenud afPietismensmorke, golde
Stenørkener og traadt over i Kjærlighedens
Vlomsterrige.« ,,.Der hvilede endnu et vist
Tuii gsinds Slør over hende; men dette [Sløret!]
skræmte ikke længer væk; det var tvertimod tiltræk-
Ls .!en er um Bondegjenta
J Telemarki.
ll. Hallvard Fltig
var ein fatik Mann. Han budde paa ein Plass,
som heet Flug og laag upp-i ei heng-bratt Aa-
brautx Husihans hekk fast-klengde i eiBerg-Skorte
liksom Svolu-Reid paa ein HuZ-Vegg. Aai nedi
Djuvet var vatsrik og diger og velte seg framyvir
store Steinar med svær Dur og Sus. Verst var
det Haust og Vaar; daa var det mest ikkje høv-
rande Manna Maal innmed Flugs-Husi. Men ender
og daa stod ein Ves’r-Boge yvir Djuvet og lagde
eit lindare Ros-Spil utyvir det myrke Fjell-Heng.
Hallvard var aaloorskleg og myrk som den
Susen han budde i. Han var ein Arbeidstræl av
dei fysste, og streng og hard var han i allsiFerd,
— ovstreng, totteft Folk, baade mot sjave-seg og
andre. Han var gudeleg og vart reknad bland dei
Vakte.
Han hadde 8 Vornz dei var friske og kvike
alle saman. Men 8Born er mange fyr slik ein
arm Husmann. Og trass altdet han strævad, med
16de Nooember 1878.
kende; thi under skimtede frem denne milde Kjær-
lighed, der gjorde det saa hyggeligt for
alle at være sammen med hende-« —Dette
siste er endaa ,,Tavtologi’«.
" Midt inni all denne Leigebibliotek-Stilen kjem
det upp Minningar av Bjørnson att. Vondeguten
Knut Trondson forklarar fyr Bondegjenta Sigrid
Eidet, at »Livet har to Opgaver: at stride
mod og at give sig hen. Du har taget den
ene op, men fornegtet den andre (sio).« ,,Me-
ningen si ein Replikk] smuttede væk for dem som
Børn i Tagfat-Legen; de ledte efter den, fandt
den ikke; den [Meningen!] raabte overgivent: her
er jeg! men ingen av dem gik efter Røsten.« —
»Stemningen . . . blev tilsidst ubestemmelig. Den
havde for megen Harine til at give Graad, for
meget sorgfuldt til at give Latter.«——— Ein Stad
finn Sigrid det »værd at sætte Livet ind« paa
den »Opgave« at »være et Redskab til at drage
denne Sjæl lJoronn Bø] over i Gudsrigets
Herlighed-« —
Det gjeng ikkje an fyr John Lie aalsegja
nokon Ting beintfram. Der maa altid vera
ein Krull paa det. Det heiter ikkje »(den mørke
golde) Pietisme«, men »Pietismens (mørke golde)
Sten,orkener;« ikkje ,,cherligheden« slett og rett,
men »Kjærlighedens B lo m st erri g e«, ikkje »Tung-
sind«, men ,,Tungsinds·Slør-«, ikkje «Guds (her-
lige) RigeC men »Gudsrigets Herlighed««, o.
s. fr. Det er Krullen som gjer det »poetiskt«,
meiner væl John Lie.
Men det lyt vera nok av Stilprøvur. At det
finst gode Bilcete og Skildringar innimillom var
Synd aa negta; for John Lie er visseleg Diktar
i Grunneii, berre han kunde finna seg ei skikkeleg
Form. Men um den Formi han brukar i »Knut
Trondfon« maa leg i det heile segja med Kalchas:
altfor mange Blomar. Altfor mange Papirblomart
(Meir.)
« (Jnnsendt).
Ved Amtssknlarue i Nordre Bergh. Amt
er der god Søknad i Aar. Ved Sogndals Folke-
høgskule, heve eg høyrt, der skal vera 36 Gutar.
Bed Florøy Amtsskule er der 25 og ved Amtssknlen
i Gloppo 42 Gutai.
Paa sidste Amtsthing vart der gjevet Peiigar
til eit 3 Maanars Gjentekursus ved kvar av desse
Skular. Gjentekurset kjem vonleg til at byrja,
trast Gutaskulen er slut. Umframt desse Sku-
lar hev me endaa ein Gjenteskule syr Bondegjen-
tor her i Amtet. Den Skulen er i Ytre Hol-
medal i Sunnfjord, og styrest av Agronom Eide.
EitKursrcs varer i 9 Maanadar, og Gjentorna fær
der læra Husstell og Mjølkestell og Sauming og
Veving og meir slikt.
Det er det »praktiske«, som etter Plaiien er
det vigtugaste ved den Skulen. Han heve havt
god Søkning i dei 2- Aar, han heve voret til.
J .,Søndre Vergh. Amt« hev dei og ein slik
Skule og dei likar honom so væl, at det i Aar
paa Amtsthinget, um eg hugsar ret, vart avgjort,
at Amtsskulekommissionen skulde sjaa til aa faa
istand 2 slike Skular til der i Amtet.
Ein hadde lenge her i N. Bergh· Amt tenkt
paa, kvat ein skulde gjera fyr Kvinna, so ho baade
kunde lyftast litet Grund upp yver Matstrævet
og paa same Tid ogso loera seg til at stræva
soleis med Maten, at detta Matstrævet inkje
skulde falla henne altfor tungt. So fekk dei
daa istand den Skulen i Holmedal. Der er no
som ventande var inkje Ruin til alle, som vil dit,
og so er det vel fo, at det er mesta berre dei vel-
haldne Folk, som orkar at senda Borni sine dit.
No var det Tanken med desse Gjentekurslxs, eg
nemiide her uppe, at ogso dei, som hadde »mindre
Raad««, skulde faa litet meir Upplysing, enn dei
kann faa i Aalmugskulen. Det hev voret so her
paa deZse Kantar, at Kvinna hev voret brukt kanskje
væl mykje til ntanhuses Arbeid, so ho altforlitet
heve fenget »stellt med Huset«· Difyr heve det og
altfor mykje voret klent med Husstellet, maa vita.
Fyr aa retta paa detta er det, at der skal lærast
»Husstell« paa Skulen i Holmedal. Sjølvsagt
maa det ogso verta so her etter Dags, at Koinna
mindre emi fyr vert med i Utearbeidet, elles nyttar
det inkje stort, kvat ho hev lært; ho vinn so inkje
paa alt likevel. Sume Stadar heve det og vortet
betre i denne Vegen i dei sidste Aar. Her heve
lenge voret Skular fyr Gutarz men her er, som
sagt, berre 2 Aar, sidan Gjenteskulen i Holmedal
kom istand. Dette, at her var so litetTilhove fyr
Gjentor »at faa læra nokot meir«, medan her var
Arbeid og Bøn og Bøn og Arbeid, fo vart han
allstødt armare. Og som han vart armare, vart
han og meir og meir myrk.
Han hadde mest stendugt Arbeid; for han var
fælande glup. Alt det han gjorde, var handfridt
og kjæpelegtk), og raskvar han, so detvar overlag.
Han smidde, helst Ggg-Jønn, gjordei Tre-Sko,
Mjølke-Trog, Kubbestolar, Sleiver og slikt. Hende
det, at der inkje fanstArbeid heime, strauk han·av
Garde. Det var ikkje vandt aa faa Arbeid fyr den
Karen·
Men det, han helst hadde Hug til, det var
Utskjering. Han var reint ein Kunstnar i dette-
Han sleit seg laus fraa Grov-Arbeidet, naar han
kunde, og skar. Men — det gav fyrsnaud Jnntekt.
Han maatte altid inn under Matstrævet att. Det
var som ei Stuld av eigen Matkdpp, denne Skjer-
ingi. Etterpaa arbeidde han so Sveiten silad ·—
gjorde Bot!
Det var løglegt aa sjaa paa ’n Hallvard, naar
han sat og vilde til faa skjera. Han høyrde inkje,
.saag inkje, plirde med Augo, teiknad fram i lanse
·’t] nett ssmakfullts og form-fagert.
. gandes fort — »hellest gløymer eg det eg saag
Lufti med Peikefingen, og tok so paa og skar slu-
.«
sagde han. Men naar Grunn-Dragi var feste,
arbeidde han vidare rolegt og tryggt.
Det var klaart, reint og enkelt, det han skar.
Der var Meining elder ,,Stil« i »Rosunne« hans.
Kvar Grein var som voksi fram, so veellagad og
kjcepeleg var ho. Og alt hadde Samanheng; det
eine høvde so væl ihop med det andre. Der var
Tankegang elder Logik i det. Ein ørliten Tanke
spann seg ut til eit fagert, fullt Bilcete. Der var
Aand i det Skorne; Hallvard bles Liv i Trebiten.
Hallvard var Diktar·
Men daa Armodi vaks og Hagen tyngdest,
vart han meir myrk og kald. Det var nokot som kjøvde
og kvcevde ned hans Tankar og Syner, nokot som
tærde og aat ikring seg paa hans sjuke Hag. Han
kjende seg meir og meir innestengd, meir og meir
bunnen. Og reiv han seg lans ein Gong og skar,
so kvakk han upp ——: det var visst Synd! Det
var Freiftaren i Kjøtet honomsl —- Denne Tanken
fekk meir og meir Magt med den arme Mannen·
Han slog i denne Tid fast Lag med Haugianar-
flokken. Neifte det ein Lægprest gjenom Bygdi,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
