Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
Fedraheitnen.
528de Mai 1879.
føre, naar det udtrykker sig mundtligt, —-— og at
Opøvelsen i at bruge Skriftsproget alene kan gjælde
skriftlig Fremstilling, følger vel af sig selv, da det
vilde være ligesaa umuligt for Skolen at vænne
Barnet af med dets Dialekt og faa det til at tale
Bogsproget, som det vilde være skadeligt at lægge
an derpaa-« —- J lignende Retning gaa ogsaa de ·
fleste af de- øvrige Grklæringer. J Overensstem-
melse hermed anser Stiftsdirektionerne det for ønske-
ligt, at Undervisningsplanerne ændres saaledes, at
Børnetie tilholdes gjennem hele Skolen at bruge sit
eget Sprog, at Lærerne, saavidt muligt, under den
mundtlige Undervisning benytter Børnenes Maal- ·
føre, og at Børnenes Oplærelse i Bogsproget ikke
strækkes videre end til at forstaa dette og skriftlig
udtrykke sig deri-
Departementet sormener, ,,at de Forsøininger,
som Forslagsstillerne ville have fremmet, allerede
ad administrativ Vei ere trufne, hvorfor nogen yder-
ligere Foranstaltning i den her nævnte Henseende
ikke ansees fornøden««. Men da Stistsdirektionerne
har udtalt Ønskeligheden af, at de her omhandlede
Forskrifter modtager en noget anden Redaktioii, vil
Departementet foranledige, ·at der i de for Alme-
skolen paa Landet gjældende Instrukser eller Un-
dervisningsplaner indtages følgende Bestemmelser:
,,Undervisningen i Almuefkolen bør saavidt
muligt meddeles paa Børnenes eget Talesprog
Efterhaanden opoves de i at forstaa og skrift-
lig udtrykke sig i Vogspro·get.«
Komiteen skal ikke indlade sig paa at under-
søge, hvorvidt de Forsøininger, som Forslagsftil-
lerne ville have fremmet, allerede kunne siges ’at
være trufne; den formener, at de af Departemen-
tet selv nu foreslaaede Ændringer tilstrækkelig godt-
gjøre, at saa ikke "suldt» ud var Tilfældet. Naar
imidlertid Departementet nu erklærer at ville for-
anledige, at disse OEndringer indtages i Undervis-
ningsplanerne, finder man, at den i Forslagsstil-
lernes Lovudkast udtalte Tanke er imødekommet.
Ved en Bestemmelse som den af Departementet f
paapegede vil det blive sastslaaet, at det mundtlige
Undervisningsfprog i Almueskolen paa Landet skal
saavidtmuligt gjenem hele Skolen være Børnenes
eget Talesprog Naar der i Bestemmelsen tilslut
tiliøies: »Efterhaanden opøves de i at forstaa og
skriftlig at udtrykke sig i det almindelige Bogsprog«’,
da strider dette Tillæg formentlig ikke imod For-
slagsstillernes Tanke, idet disse vistnok ogsaa er
gaaet ud fra, at Børnene skulle lære at læse og
forstaa Bogsproget og at benytte det som skriftligt
Meddelelsesmiddel. Derimod vil dette Tillceg ude-
lukke den Tanke, hvortil Jnstruksens tidligere Ord
kunde give Anledning, nemlig at det skulde være
et Maal for Almueskolens Undervisning i Moders-
maal at lære Børnene at tale Bogsproget. ·
Komiteen udtalte forrige Aar, at en Bestem-
melse som den her omhandlede rettest har sin Plads
i Undervisningplanerne. Den .sastholder fremdeles
denne Mening, og da Departementet, som ovenfor
paavist, nu har erklæret at ville indtage i Under- ·
visningsplanerne en Bestemmelse, svarende til den
af de 36 Odelstingsmedlemmer foreslaaede, finder
man ikke tilstrækkelig Grund til at foranledige
nogen Lovbeslutning i den her omhandlede Sag.
J Henhold til Ovenftaaende indstiller man til
Odelstinget at fatte følgende:
. Beslutning:
Det af Reproesentanten Joh. Sverdrup med
Flere fremsatte Forslag til Lov angaaende Foran-
dringer i og Tillæg til Lov om Almueskolevæsenet
paa Landet as 16de Mai 1860 giver ikke Anled-
ning til nogen Beslutning-
Kristiania, i Kirkekomiteen, den 13de Mai 1879.
Steen, Joh. Nielsen,
Formand. Sekretær.
Thingvalet i Telemarks Fylkc.
Hr. Bladstyrarl Daa egsynest her hev komet
sram fleire ovuge Meiningar i Blado i seinare Tid
um Thingvalet her, maa eg beda uni Ram til aa
faa gjera nokre Mothogg. Fyrst og fremst maa eg
hava fat i denne Sekseren (,,6 —s—«), som nok er
ein av dei« bakvendaste, endaa han vil vera slik ein
,,Fridomsmann«. — Jau, ,,Fridomsmann!«· —-
,,For meg gjeld det,« segjer denne Mannen,
,,aa saa med dei, som er best til aa ’verja og
byggja vaart Land’; lat dei so vera heime mest
kor dei vil.« Godt og væl! Men strakst baketter
brukar han seg so godt han kann fyr aa fellaTele-
fylkets beste Thing-Emtie, Hr. Olav Sand-
land. Heng det ihop, so veit ikkje eg.
Fridomsmenn burde vera Sanningsmenn; Hr-
6 —s— kjem med den stinnaste Usanning, som kann
tenkjast, naar han bl. A. vil gjera Sandland mistenkt
fyr aa vera imot Vidking av Røysteretten, altso ein
Fridomshatar og dermed ubrukande til Thingmann
fyr Telemarki. Eg vonar Sandland sjølv vil koma
med eit Forsvar mot, slikt eit grunnlaust Yverfall.
Um denne Ugreida ved fyrre Valet meiner 6 —s— at
dersom Sandland hadde voret slik ein ,,glup Kar«,
so skulde han voret ,,bære enn desse andre Stak-
kararne’, som styrde Valet««· Altso agjerat Val-
styrar? — Aa nei, Hr. 6 —s—, det gjeng ikkje slik,
fyrste Gongen Ein er Valmann.
Hellest er her nok av dei, som meiner, at
Sandland daa hadde Røysterett paa same Maaten
som Klokkar Olafson fraa Romsdalen· Det var no
berre eit Sakførarknip, som kastad Sandland den
Gongen.
For at Sandland· er ein ,,glup Kar«, det stend
fast. Gin kann tryggt skriva under paa det, som
Hr. T. 0. hev sagt um ’n, og meir til. Det er
visst, her er ikkje Ein i Telemarki, som er so med
Liv og Saal inne i Politikk som han, og i Dug-
leik er her ingen av desse nye Thingemni, som
stend Maal med honom. (Eg undatek Bentsen;
men det er væl for seint aa faa honom til Thing-
mann her denne Gongen.) Um Sandlands Frihug
nyttar det ikkje aa tvila; den kjenner alle, som
kjenner Maanen. Og so stød er han, at eg vaagar
han vik ikkje ein Tome fraa det han trur.
Cg vil segja dei komande Thelemarkske Val-
menn det, at dei bør velja Sandland sramfyr nokon
annan. Dei finn ingen, som hører betre til Yrkjet,
og ingen som hev slikt eit staalsett Mot til aa
standa Striden. ’
Til den ,,Røysterettuge« i »Varden« (som
hellest fer med mykje Vas um vaare gamle Thing-
menn) maa eg segja, at det er rart, naar han vil
hava ein Thingmann or Seljord og so ikkje nemner
den einaste, der kann vera Tale um, nemleg Klok-
kar Olav Sveinsson. · Eg tvilar ikkje paa, at Hr-
Sundlxe er baade srilyndt og stød; men eg tenkjer
han vardt ei meire liti ,,hermetisk lukket SOaase«
enn dei tri gamle Thingmenn. Han er ikkje slik
Kar til aa tala fyr seg, at han vilde gjera nokot
Varp i Thinget. Og me treng ,,Kamphanar««i
- — .-
Dotter aat Hnsbond.
Skildring fraa Samtidi-
Av Ave·
(Framhald.)
Gudrun knytte det ljose lette Plagget sittyver
dei digre, stødt uppfeste Fletturne, braut ein halv-
sprotten Knupp fraa Slyng-rosurne, som klengde seg
uppetter Glaskarmen og liksom glytte inn, gjekk so
smaasullande ut or Romet, sestande Roseknuppen ved
Varmen. .
,,Den Knuppen folnar elder verttrøddiMoldi,
» fyrr han vinn seg til aa spretta«« sagde Magda;
men det er ikkje visst, at Ordi hadde nokon djupare
Meining· .
·September-Maaneskinet laag med heile sin
sorgblide Glans utyver dei tidlegskorne Aakrarne;
det smøygde seg inn millom kvart Tre i Skogen,
som drog seg heilt inn til den store Frukthagen,
der Trei lavad av Haustfrukt og Veterfrukt; det
maalad underlege Skuggar paa dei breide Sand-
gangarne millom Tre og Runnar og lagde heile
Flaumar av bivrande Skimmer yver dei strenge
Steinriddarar og den Skjolden dei vaktad, og sor-
sylvad dei gamle Steinarne nede paa Tunet. Bilom-
til saag Ein Skapnadar, som i Braadhast sprang
yver Tunet og vart burteiden eine Fløybyggningen,
der det høyrdest Dansemusik, blandad" med Laatt
og glade Rop. Husfolki hans Aake Thors-sov heldt
’Haustfesten sin den Kvelden, med gild Traktering
Husbonden sjølv hadde eit.
og Spil og Dans.
Par Dagar fyreaat maatt paa Ferd til Hovudstaden
i vigtige Asrend; men han vilde ikkje, at Festen
aat Folket hans disyr skulde drygjast ut; han meinte
han kunde lita paa Tenararne sine, so ingen Uskikk
fekk ganga fyr seg, og serskilt hadde han talat ved
Hushaldaren, gamle Brita, og Jvar, at dei skulde
hava som eit Auga med dei andre i Laget.
Gudrun og Magda skulde vera med ved Bor-
det; men sidan burde dei draga seg or Laget og
ikkje vera med i Dansen, no, daa Husbonden var
ifraa. ·
Aake Thorssons Fyresegner hadde i alle Maa-
tar vortet fylgde. Magda hadde etter Maaltidi
gjenget inn i Forstova med Festemannen sin, og
der skalad dei Pcerur aat kvarandre, drakk or Vin-
glasi aat kvarandre og koiskrad um all den Lukka,
som Livet gjev dei, som elskar Gud, Næsten og
den, dei hev fest.
Gudrun sat einsam i eit litet Rom, som med
sine Glasdører vende ut til Hagen. Ho kunde
høyra Spilet og det glade Surr og Staak fraa
Magasinromet, der Folki no heldt Dans. Desse
Ljodi tok henne paa ein underleg pinesam Mirake.
Git Vil kjende ho ein mest utemjeleg Hug til aa faa
svinga seg mediValsen, førd av einkvar sterk Arm,
eit Vil skræmdest ho reint ifraa, naar einkvartmeir
høglydt Fagnadrop naadde inn til henne. Ho
visste, at Gleda der nede lett kunde rengja seg um
i Raaskap, um der ikkje fannstnokon myndug Aand,
som evlde aa tygla dei ville Magter. Ho hadde
meir enn ein Gongjiden gladvære Skurdtidimerkat,
at ho turvte all sin byrge Vyrdleik, liksom Jvar
sin serskild e, usorklarlege, stille Myndugskap, til aa
halda det kaate Skjemtet og dei lystige Paafund·
innanfyr Merkjom. Og endaa kjende ho, fyr kvar
ny Slaatt, som vart uppspelad, denne Lengten
etter aa dansa avseg den underlege Uro, som kjøvde
henne. "
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
