Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Fedraheimen
Eit Blad mit det natlle jolket.
WU
Kjeni ut knar Onsdag og Laurdag.
Pris fyr Fjordungaaret:
Kr. 1,10 (= 33 ß) med
Porto og alt. Betaling
fyreaat.
» k-’
Laurdag den 28de Juni 1879.
Lysingar koftar 10 Øre
(3 ß) Petitlina, og daa
etter Maaten fyr større
s Bokstavar.
3-? Acikg
Laigda-omagin.
Æventyr ifraa Valdris ved Halloard Bergh.
Langt, langt burt i Løndo, eit nokolite Sner-
tand burtafor der so Sole staar upp, va dæ ei-
gong ein Kunge, so to se fere mce elja paa ei
Løppe. Han ol o han ol paa ho i langsammele
Ti, te hona vart baade stinn o feit, før hona fekk
alt dce beste, fo upptenkjast kunna, te eta o drikke.
Denti ho va takandis, slagta han ho o flo ho o
hengde Hue uppaa Laavin te tødne se. Daa ho
va passele turr vørti, la han ho i Røyto, sia kjøska
han ho o letfesta ho mæ Viebørk. So la han ho
ne i Barkehølken o barka kho baade mæ ein Slags
» Bør-To an Slags –-Børsk i- sjau —-Aar:—— ·- Daa Lere
va reiogt, gjorde han Bø paa Skomakaren, o han
kom, baade mæ Syla o Kniva, baade mæ Laskereim
o Leista, paa fljøgande Rappe o gjorde Dansarsko
aat dei yngste Prinsessunn taa di.
Men dæ va vel Dansarsko so va havandisl
Prinsessa ho slaskra o dansa, ho spratt o ho fl’aug,
ho krinka se o kruka paa Gølve fo lang so Dagen
va, o trøytna alder korkje i Le ell i Lengd. Daa
dce vart sport, ko glup ho va te danse, kom dæ
drysjandis Friara i Haagetal —- sumble synnante,
andre nordante, noko austanifraa o noko taa ara
Leie. Alle vøro dei søte o smørblie; men Prin-
sessa va so byrg o grumvarti taa Dansingenn seno,
at ho gjorde Narr baade taa dei o Følke deiris o
sende dei so dit, dei vøro utgangne ifraa. Dæ
munte kje, ko Kungen sa, ell ko gjilde Kungssøne
dæ va fo fridde te henne; — Laatto Læjing, Skar-
veord o Slarveord va dæ einaste, dei fingo hjaa
henne.
Kungen vart te all Slutt leitt ’sa Friardanse
o le dæ lysast upp paa alle ijrkjebakka, at den,
so va go fere gjeta paa, ko Skodnhennar va gjorde
taa, skulde faa Prinsessa o Hælte taa hass Land
o Rikji. Fyste Dagen møtte dæ fram alle dei
gjildaste; dei gøto paa baade mangt omykje, baade
eit aa anna, baade villt o vetogt; men ingjen gat
paa doe rette. Are Dagen møtte dæ fram alt
Melungsfølke; men dæ gjekk verre o inkji bere.
Trea Dagen skulde Fanten koma. Dæ sva væk
Bon, dei hadde’ Hug te faa Prinsessa o halve
Rikje, o dei gøto no paa baade likt o olikt; men
dæ gjekk samaleine dce: ingjen raakte dæ rette.
,,Ha dei gjete paa alle, so i mitt Land o Rikji
ero, no daa?« sa Kungen. ,,Ja, kor Krypen, nere
fo Laigdaomagin", svara Tenaradn; ,,men han gjet
no kji paa, ner ingjen an dugdete«’, sa dei. ,,D’æ
dæ sama dce", sa Kungen, »la han mæ freiste Lykkaz
kor æ dæ han æ?«« sa han. »O, han sit no alti
steikji se fram i Brando o grev okara i Oskehauge
han, so so han pla gjera«, sadei· ,,Kann du gjeta
paa, kodan Ler Dansarskodn aat dei yngste Prin-
sessunn æ gjorde taa?« sporde Kungen· »Uh tutu
me! E har manga sleka burt mæ Sio mi e; Løp-
peskjinn, Herre minl« svara Laigdaomagin· — No
vart de laga te Bryllaups, o Prinsessa, so ingjin
Friar va go nokk aat, vart gjifte mæ ein Laig-
dagut. -
Norsk i dei hogre Skulan
Den vælkjende og vyrde Skulemannen, Sku-
lestyrar P. Voss, som ikkje er Maalmann,. skrio
i Tidsskriftet ,,Vor Ungdo·m«« ««»«F·i»«»t»merkjelegt Styk-
kje um Folkemaalet i·»dei hogre Skular, som me
her tek inn i Ordrag etter ,,Fædrelandet.«-s«) »
»Uden at Forfatteren nærmere vil indlade sig
paa Spørsmaalet, om Folkesproget som en væsent-
lig Bestanddel as Modersmaalet har gyldigt Krav
paa at blive en almindelig Undervisningsgjenstand
i alle Landes høiere Almenskole, mener han dog,
at ,,vort Folkesprog for det norskeSprogs Gjen-
fødelse og videre Udvikling i national Retning paa
Grund af særegne historiske Forhold har en særegen
Betydning,» som berettiger det til en Plads i den
høiere Skole. Kjendskab og Kjærlighed til Folkets
Maal, grundlagt gjennem Skolen i Barnealderen,
blandt de Samfundslag, for hvem vort nuvoerende
Skriftsprog er det naturlige Meddelelsesmiddeli
Tale og Skrift, og paa den anden Side, som Bjørn-
stjerne Bjørnson saa sandt har udhævet, de bonde-
fødtes Oplysning, saa at de gjennem selvstændigt
Aands-arbeide kan udnytte sit eiendommelige Sprog-
sorraad til det fælles Kultursprogs Berigelse i Ret-
ning af Norskhed, er nødvendige Betingelser for,
at i Tidernes Løb atter det skilte kan bøie sig sam-
men og norskBygdemaalog Bymaal organisk vokse
sammen. — Sproget er i høieste Grad alles Fæl-
leseiendom. Derfor maa alle arbeide med, om end
den store Mængde ikke anderledes end gjennem
Modtagelighedens Medvirken. Men om saa skal
blive Tilfældet, maa Skolen komme med. Det er
i Barndommen, i Skolealderen, at blandt andre
Livets bestemmende Indtryk ogsaa den umiddelbare
Sprogfølelse afgjørende fæster sig. Indbildnings-
kraften ser aldrig sine Billeder saa levende som da,
og Ordenes Betydning anskues livagtigere end no-
gensinde ellers. Ogsaa det naturlige Slægtskab
mellem Barnets Aand og den oprindelige Folkeaand
trænger tidlig Næring, om den levende Sammen-
») Me kan leggja til, at ,,Fedrelandet« ,,udtaler sin
fulde Tilskutning«« til Voss·s Tankar.
hæng mellem begge skal vedligeholdes Livet frem-
igjennem under de mangehaande opløsende Indfly-
delser, som navnlig den høiere Skole, der, jo læn-
gere op den naar, altid mere maa faa et vist al-
menmenneskeligt Anstrøg, ikke kan undlade at føre
Børnene ind i, hvor gjerne den vedblivende vil
have sine dybeste Rødderi det nationale. Der
trænges en Modvegt, og hvad ligger da vel Sko-
len nærmere end Folkets Sprog i dets oprindeligste,
af det fremmede mest upaavirkede Skikkelse? Og
man skal ikke indvende, at Livet af sig selv gjør
den Gjerning, jeg her vil havehenlagt til Skolen.
Hvad der skal blive en virkelig Magt i Folkets
Opdragelse, er det i enhver Henseende utrygt at
unddrage Skolens ledende Virksomhed. Skal der
komme noget klækkeligt ud deraf, maa Grund-en
lægges gjennem Kundskab og Interesse i Skolen.
Hvad er det vel vore Bysbørn as den dannede
Klasse almindeligois lærer at kjende af Folkets
Maal? En Del Krastudtryk og Eder og andre
ligesaa lidet opbyggelige Rester af en enkelt Dia-
lekt kan de nok endnu opsamle paa Gaden, men
det kan neppe negtes, at i og om de større Byer
er Dialekterne i afgjort Tilbagegang. Udenfor
«Kristiania, i de mindre Byer, som har Landdistrik-
terne mere umiddelbart paa Livet af sig, er maaske
Forholdene i denne Henseende noget mindre ugun-
stige, men det bliver dog altid kun en enkelt Dia-
lekt, hvormed det enkelte Steds Børn kommer til
at gjøre et rent tilfældigt Bekjendtskab. Og kun
de færreste byfødte kommer senere, i Almindelighed
ledede af rent sproglig Interesse, til at beskjæftige
sig med Folkesproget; den store Masse vil paa
Grund af manglende Kjendskab hverken faa Kjær-
lighed eller Agtelse derfor. Skolen maa træde til-
Jeg har tænkt mig, at Læsning af Prøver af Dia-
lekterne og Landsmaalet skulde som en Del ann-
dervisningen i Norsk i de høiere Gutte-og Pigeskoler
begynde paa det Trin, hvor Børnene kan forud-
sættes med nogenlunde Sikkerhed i Forstaaelse og
Gjengivelse at have tilegnet sig det sedvanlige Skrift-
sprog, og senere fortsættes leilighedsvis Side om
Side med den øvrige Læsning i Modersmaalet
(som neppe taaler nogen Indskrænkning) Skolen
opover. En Hovedsag turde det være, at Valget
paa ethvert Punkt sker saaledes, at Børnene kan
have Glæde’ deraf, et Feilgreb derimod, om man
vilde lægge nogen væsentlig Vægt paa den gram-
matiske Side af Undervisningen eller tillægge
denne noget selvstændigt Værti- Med de yngre
Børn maatte man vel mere holde sig til Lands-
maalet end til de enkelte Dialekter, ,,thi — jeg
citerer af et Privatbrev fra en Skolemand, som
har lang Praksis som Lærer i Norsk. — for det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
