Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
Fedraheimen.
28de Juni 1879.
første er Landsmaalet faa langt lettere paa Grund
afsin faste Retskrivning, og fordi det har bortkastet
alle- enkeltstaaende grammatiske Former og Gloser
— jeg har Erfaring for, at Gutter dobbelt saa let
og gjerne læser et godt Stykke af Aasen og Vinje
som Dialektprøver — og for det andet er det af «
Landsmaalsliteraturen muligt at gjøre et ganske
anderledes rigt og tiltalendeUdvalg for dette Trin
end af Bygdemaalene«· Jeg ved, at dette Kunst-
produkt ,,Landsmaalet« eller ,,Normalmaalet« kaldet,
som hører allesteds og ingensteds hjemme, oprører
flere filologiske Samvittigheder, men maa det er-
kjendes, at Landsmaalet er det letvindteste Middel
til at gjøre vore Børn fortrolige med Folkesproget,
kunde det jo ogsaa blive et Samvittighedsspørgsmaal,
om vi har Ret til at forskyde det. Det er klart,
at denne Læsning forGutteskolens høiere Trin ———
Gymnasierne —, hvor Oldnorsk indtræder som Under-
visningsfag, har endnu en anden Betydning. Læ-
rere i Oldnorsk anser det sor en Fordel at have
bondefødte Disciple, da Undervisningen, naar man
kan forudsætte Kjendskab til Dialekterne, bliver lettere
og behageligere for begge Parter og ikke lidet mere
frugtbringende for Discipelen. Denne Fordel vil
alle kunne opnaa, om de nulevende Bygdemaal
blev Gjenstand for Undervisning. Oldsproget vil
da kunne læres paa den fvr os naturlige Maade,
ikke som et dødt Sprog, men som Dialekternes
Stamsprog. Omvendt vil Forstaaelsen as Former
og Gloser i Dialekten støttes ved Oldnorsken (i
mange Skoler ogsaa ved svensk); Overgangslovene
vil uden Vanskelighed indsees, og Gjenkjendelsen af
det gamle i det endnu levende vil skjærpe Sprog-
sansen og vække Lyst og Interesse. Nu vil Gut-
terne have flere Forudsætninger for at farstaa og
vurdere Folkeviserne, som nu ogsaa vil være
et værdifuldt Hjælpemiddel for Opfattelsen af et
langt Tidsrum as vor Fædrelandshiftorie. ,,Naar
vi betænker, skriver den samme Brevskriver, det ga-
bende Hul i vor nationale Historie, idet fra det Øie-
· blik Sagaerne eller ialfald Diplomatariet stanser
og indtil 1814 det norske Folks Historie kun er
Konge- og Krigs-, en Regjerings- og Adelshistorie,
medens de indfødtes ’Liv og Udvikling mere er
Gjenstand for Gjetning end Skildring, —- da maa
de eksisterende Produkter af disse indfødtes Aands-
liv i denne Tid, Viserne, Sagnene, Goentyreiie og
fremfor alt Sproget selv, faa dobbelt Værd for
os og nok fortjene at kjendes af alle, der gjør
Paastand paa høiere Almendannelse.« Var nuvæ-
rende Skolestyrelse har med Hensyn til Bygde-
maalenes Anvendelse ved Undervisningen i Almu-
skolen erkjendt, at her er fra Skolens Side »noget,
som kan gjøres og ikke bør forsømmes.«’ Men den
høiere Skole kan ikke siges at fyldestgjøre sin Del
af Opgaven, saalænge den stiller sig fornemt af-
vifende ligeoverfor Almuens Sprog-t-) Det er en
klarere Opfatning af en Side af de gjensidige For-
pligtelser, nærværende Artikel har søgt at bane Veien
for. Maalstrcevet har hos os vakt mange Liden-
skaber og bidraget til at puste Jld i de sociale Mod-
sætningers Tændstof: skulde det være formeget at
haabe, at det kundespbetage Lidenskaben noget af
dens Bitterhed, om den høiere og den lavere Skole,
med andre Ord: de forskjellige Samfundslag, bro-
derlig rakte hinanden Haanden tilfælles Bestræbelser
for, man kalde detnu at udvikle eller at grunde et
for By og Bygd i alle Grundtoner fælles folkeligt
norsk Tale- og Skriftsprog 2««
k)» Der kommer jo i vore høiere Skoler ikke faa Bonde-
gutter; det var ikke formeget, om Undervisningen
anerkjendte deres Modersmaalsom en Del af Begre-
bet ,,norsk.«
Til Hr. »20« i No. 43.
Eg er ikkje svært usams med deg, so det skal
vera snart gjort med- Tilsvaret. Naar du set upp
Ullmann som Arvtakar etter Johan Sverdrup, so
er det Tall; men at han vil fylla Romet betre enn
Holm og ngand, det er eg med paa. Det vilde
vera eit Byte likt det dei gjorde i Brattsberg, daa
dei bytte burt Klonteig fyr Thomesen. U-srilyndte
Bønder er det verste av alt. Men kann me faa
frilyndte, unge, dugande Bønder, so set eg no dei
fyre slike, som stend paa Embættsstigen elder rettare
i »Embættskø’en."-«E) »Lauvland trur eg vilde verta
ein bra Thingmann, og at Fløystad og Knut Voie
med Tidi vil sinna Plass i Storthinget, er ikkje
helder urimelegt. Aa velja uppattHolm og ngand
kann det ikkje vera Meining i, daa eg ikkje skynar
at dei er nokot framisraa syr den store Mengdiav
Bønder; Ein kann finna andre og meir duglege
Folk aa setja istaden. Eg fyreslær: Lindstøl, Lie-
støl, Fløystad, Ullmann.
I Brattsberg bør Rinde og Thomesen veljaft
uppatt· Eg held med deg i, at Thomesen er den
frilyndtaste Embættsmann i Thinget; men Gin hev
no helder ikkje voret so godt vand i det Stykket-
Men i Pengesaker er Thomefen flus, og eg saag
gjerna, at han talad nokot meir au; for me hev
havt nok av desse Storingar, som hev ,,tagt seg
store-« Eg ventar at baade Rinde og Thomesen
vil tala meir næste Gong; det Rinde hev talat i
desse tri Aar, seer visst Rom i 2 No. av Stor-
thingstidenden, so han hev ikkje heft burt stor Tid
med det. Det som vert gjort i Komitearne, er
ikkje so godt a·a fylgja med i fyrr oss, som stend
utanfyr. Var Thomesen meir sparsam i Beviljin-
gar, so likad eg honom betre. Han var med, veit
eg, paa 100,000 Kr. meir til »Sjøkrig«? 50,000
Kr. til Lystlæger? 350,000 Kr. til Kanonbaat?
med paa aa vilja slaa fast Dyrtidstilleggi syr Em-
bættsmenn upp til 5400 Kr. aarleg? likeeins
Pensjonstillegg upp til 2400 Kr.? — og mykje meir
slikt. Rinde røystad nei; men so sparad Thome-
sen syr eit Aar rett nok 10,000 Kr. til Haukelid-
vegjen, so kven der er dyrast skal verta lett aa
rekna ut. Eg fyreslær: Ninde, Thomesen, Sundbø,
Haukoin· Varamen: Tvedten, Jespersen, Sveinson-
Sandland.
Targjei Gnnnarsson Kollshns.
Fødd 14 Aag. 1845 — f 12 Decbr. 1849.
(Ved Johaniies Skar.)
Det, som eg her vil fortelja um Targjei Gun-
narsfon Kollshus, er meg fortalt av Mor hans, ho
gamle Annlaug Kollshus. Ellest er det mange,
som minnest han i Bygland; det stod Ord av dette
Barnet. Umfram Targjei er det nemnde tvo Smaa-
gutar til i denne Fortelnaden; det er Sone-sønerne
hennar: Gunnar, tri Aar um Lag, den yngste,
snaudt aarsgamall· — s
,,Heve du høyrt Makjen: eg hadde ein Gut,
som kunde lesa, daa han var tri Aar gamall· Naar
Far hans kom heim or Skogen, laut han allstødt
taka han i Fanget og fortelja han um alt det, han
hadde set: um Tre og Blomar og Dyr og Fuglar.
Han var so lagad, at han vilde vita all Ting, og
det var Ord i han som i ein vaksen Mann. Me
lærde han dei fyrste Bokstavarne; men Presten sagde,
me maatte inkje leita han formyket med Lærdom;
han maatte berre læra seg sjav det, han rokk, sagde
han. Og han gav seg inkje; han lærde reinlesa.« —
,,Ein Dag kom han fo plent paa det, at han
vilde i. Skule. Han nøydde paa Syster si, ho Anne,
sk) Kø (Quene): Hale
som no er gift paa hin Garden, at ho skulde fylgja
han. Ho sagde, -han var for liten endaa; men det
hjelpte inkje; ho laut sinna ned dei nye Klæde-
ploggi hans. Ho tvo og stelte han til og tok han
paa Armen og ·bar han til Skulen· Daa var han
fire Vikor paa sjorde Aaret. ——
,,Der kjem det ein kaldleg Skulegut,« sagde
Torbjørn Skulemeistar, daa dei kom inn i Stova;
,,kvat vil du? vil du dansa og kveda?" ,,Du spyr
som du var kje vitug«, svarad Targjei; ,,heve du
høyrt, at nokon kom i Skule og vilde dansa og
kveda?« ,,Kann du lesa daa?« spurde Torbjørn.
,,Ja, nokot litet«, svarad han, og so las han upp
dei tri fyrste Bodordi; han las so radt, og aldri
stiklad paa eit Ord. ,,Men no kann du visst inkje
meir?«’ sagde Torbjørn. ,,Jau; eg kann ei Bøn,
som eg les fyre Maten, og ei, som egles etterpaa,
og so kann eg lesa Bøker", svarad Targjei. So
fekk han vera med i Skule. Lenger utpaa Dagen
skulde Torbjørn spyrja Borni, og so spurde han ei
Gjenta, um ho visste, kven som hadde ,,skabt" og
,,gjenløst« og ,,helliggjort" henne. Ho var fjorten
Aar gamall; men ho visste det inkje. Daa spurde
han Targjei, og han visste det alt saman. ,,Du
er daa ei Skamm fyre alle Folk, som inkje kann
svara paa det,· som eit Barn paa tri Aar veit,«
sagde Torbjørn til Gjenta.«
· ,,Targjei vilde vera som SkulemeistareniAlt;
straks han reis upp um Morgonen, vilde han faa
Vatskoppen sin og tvaa seg-« —
,,Det var seks Vikor fyre Mikjaalsmessa, ’
Targjei kom til, han døydde aatte Dagar fyre Jal;
daa var han sjautan Vikor paa femte Aaret. Det
var, som hanfvisste, at han skulde døy. Gunni,
Morbror hans, fylgde han ut ein Kveld; det var
klaart, so det var so mange Stjernor paa Himmelen-
,, Aa sjaa formange Stjernor her er!« sagde Targjei; «
,,men no er det inkje lenge etter, til eg skal dit
app; men du maa inkje segja det med Mama·«
Han visste, eg hadde tott vondt, naar eg hadde
fenget vita det. EiVika etterpaa vardthan kruslen;
men han var inkje vaakare, en at han gjekk uppe.
Han sagde sjav, kvat Mat han vilde hava. Me
trudde inkje Sjukdomen var speeleg: han hadde
berre som nokot vondt Krim3). Folk sende so
myket til han: O. N. sende Vin; det hadde inkje
me; Lensmannen sende Sukker; det var, som alle
hadde betre Ynde til han en til andre Born." —-
»Han var sjuk i aatte Dagar. Den sidste
Dagen, han livde, kom han og sette seg paa Fanget
mitt, og daa saag eg, han var vaakjen. Egbaud
han nokot Drikkan og annat, som me hadde; men
han vilde aldri smakadet· »Aa gode Mor,« sagde
han, ,,du maa aldri bjoda meg nokon Ting meir;
du heve prøvat alt; du ser ingen Ting hjelper meg,
syrr Gud vil hjelpa.« Du veit, me prøvad han
med alt, som var. Han for og ussad paa Tilet
eit Vil utetter endaa; men lenger utpaa Dagen
vaaknad han, so han allstødt vilde vera paa
Fanget· Eg heldthan fyrstlenge; so lagde eg han
paa Fanget til Far— hans. Med’ han laag der,
fekk han likesom Uvit· Me trudde han døydde, og
me stod rundt kringum og gret alle saman, baade
eg og desse hine Borni. Daa slog han Augo
upp atter. ,,Er det meg, de gret fyre««, sagde han,
»Ja, det er deg, me græt fyre,« sagde eg. »Aa
graat inkje fyre meg, no er eg snart god att,«
sagde han, og reis uvp og stod paa Tilet og sette
Handi i Sida, som ingjen Ting var. Eg var fo
trotad og arm og lagde meg hit-aa Sengi· Daa
kom han burt til meg, —- han var so kjær i Mor
k) Det var Strupehoste.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
