Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18de Juni 1881.
Fedraheimen.
tigga Landet etter endaa fleire Pen-
gar. Han skulde voret so stolt, at
han skulde sagt til Folket: vil ikkje
du hava mine Tankar, so vil ikkje eg
hava dine Naadepengar. — Men Stang
sagde ikkje det. Stang
mjuk til det same Storthinget som han
so lengje hadde ført Krig imot, og
bad — nokso mjukt — um Pensjon.
- — Thinget skulde etter Retten sagt
Nei! Men Thinget og sagde: bryt
Mannen seg so smaa, at han bed oss
um Pengar, so kann altid me vera so
stolte; at me gjev han litt. Og so gav
Thinget han femtan hundrad Dalar
um Åaret.
— Enn um eg og du hadde so stor
ei Aarsintekt! —
Men no segjer dei konservative, at
«den gamle Statsministeren kjem til
aa ”lida Naud”. Den gamle Mannen
som i sine Dagar hev tent so mange
Pengar, at han burde kunnat greidt
sjølv no, — han kann ikkje klaara
med 1500 Dalar um Aaret.
Kva vil den gamle Mannen med
alle desse Pengarne? Skal han leva
so flust paa sine gamle Dagar?. Er
han ikkje enno trøytt av ”Verdens
Glans og Herlighed ?” - Skal han kann-
henda halda ”Hott”—?
seg
Kva er det, dei skrik for,
desse Høgrefolk? Fr det nokon, som
stel fraa dei?
Ja dei trur visst det.
fulla dei eig heile Verdi.
Dei trudde lengje, at dei aatte alt
Vitet og alle Tankarne og Meiningarne
i Landet og. Ingen annan enn dei
var ”meningsberettigede”. Det de
andre tenkte og meinte, det var berre
til aa læ av, liksom naar Padda blæs
seg upp og vil vera Ukse. Men denne
Der trur
Trui slapp Høgrekararne aa verta sa-.
lige i.» Den Trui rauk sund for eit
godt Bil sidan og viste seg aa vera
det verste Tull.
Men alt det andre, som høyrde Lan-
det til, — det meinte Høgrefolket endaa
at det aatte. Det stod ingenstad skri-
vet, at 50 var; ingen Lov baud, at
berre Folk av den og den politiske
Trui skulde eiga Landet. Men me-veit
at Lovarne vaare godkjenner eit Slags
kom nokso|
”Rett*, som Ein kann lura til seg ved
Bruk. Og *Bruksretten* hev Høgre
havt no i mer enn eit halvt hundrad
Aar. Landsens Styring og Administra-
sjon. Embættsverket. Bankgreiurne,
alt, som der fylgde Magt og Løn med,
alt hev dei brukt og stellt med,
plent som det var deira eiget. Det
er altso likevæl eit Slags *Grunn*,
naar dei no held seg for aa vera Ei-
Det er *den
garar av heile Stasen.
vita.
konstitusjonelle Praksis", maa
«Hærvdsretten*—!
Og difor er det, dei skrik.
Hev ikkje me havt dette under
Hender æveleg? Skal so nokon no
koma og spyrja etter, kva Aatkomur
me hev til denne Retten! og kanskje
taka Retten ifraa os+? Aldri i Verdi.
Og dei jamrar og dei fektar som det
galdt Livet.
Men — det nyttar nok ikkje lenger!
Stakkars Folk, fyrst hev dei bygt Ret-
ten sin påa ein Grunn, som er lausare
enn Sand og falskare enn nottgamal
Is, — og so hev dei brukt Retten sin;
paa ein slik Maate at Folk reint ut
sagt er leide av dei, og berre ynskjer,
at Storthinget vil granska væl ut kor-
leids det hev seg med denne Retten,
og taka ifraa dei alt det, som kann
takast, av den Magti, dei hev brukt
so ille.
Og dette Folkekravet veks og veks.
Det er snart eit aalment Ord i Landet,
at Folkets Pengar ikkje bør ausast ut
berre til dei, som stend Folket imot.
Der maa vera Maate og Ende paa alt,
— segjer Folket. JE
Ørdskiftet i Storthinget
um Frofessorlen til Hans Ross.
(Or ”Stortingstidende”.)
Aretander:
og udtømmende Årgumentation, som den
ærede Repræsentant fra Akershus har
givet sit af Komiteen indstillede Forslag,
er det ikke godt bagefter at tilføie no-
get nyt i Sagens Anledning. Jeg skal
dog faa Lov til at komme med nogle
enkelte Bemærkninger, men det ma
blive mig holdt tilgode, om der deri
skulde Fie nogle. Gjentagelser.
Idet jeg selvfølgelig har den Mening, at
Pluralitetens Indstilling er den rette i
nærværende Tilfælde, og ikke har kun-
net finde mig overbeyist ved de Argu-
menter, som Mindretallets Ordfører har
anført, skal jeg først faa Lov til at
henlede Forsamlingens Opmærksomhed
paa, at det meste af nærværende Ind-
Efter den grundige!
stilling er afgivet med fuld Enstemmig-
hed mellem alle Komiteens Medlemmer.
Denne Enstemmighed finder Sted fra
Begyndelsen af Tndstillingen og ligetil
nederst paa første Spalte af Side 551.
Alt det foregaaende er her samlet i en
enkelt Periode, den sidste, der lyder
saaledes: ”Komiteen eræefter dette ikke
i Tvil om, at man bør søge at sikre sig
Hr. Ross’s fortsatte Virksomhed for den
nationale Sprogforskning i Forening med
vor fremragende Sprogforsker Ivar Aa-
sen, der paa denne Vei har været Bane-
bryderen”. Lige dertil er der fuld
Enstemmighbed, og specielt om denne
Udtalelse, som jeg tror er det rette Ud-
gangspunkt for Afojørelsen af (enne
Sag, har der ikke været Spor af Dissents
i Komiteen, hvilket ogsaa viser sig deri,
at Minoriteten ogsaa ” henholder sig til
dette som Præmisser for sit Forslag
Dissentsen begynder egentlig: først, hvor
der bliver Tale om at gjennemføre denne
Forudsætning, og da refererer den sig,
som nævnt af. Minoritetens ærede Ord-
fører, specielt til de enkelte Momenter,
som allerede har faaet sin Imødegaaelse
af Repræsentanten fra Akershus. Den
første af disse Indvendinger var, at Mi-
noriteten fandt, at Universitetet først
burde høres inden denne Sag fandt sin
Afojørelse, forsaavidt som det vedkom-
mer Storthinget at afgjøre den. Dertil
skal jeg faa Lov til at bemærke, at
Pluralitetens Opfatning er den, at her
er fuld Adoang for Universitetet til at
gjøre sig gjældende. Universitetet vil
blive hørt. Pluraliteten har ikke den
Opfatning, at der ved denne Bevilgning.
oprettes et Professorat. Den forstaar
Sagen kun saaledes, at her stilles en
Bevyilgning til Raadighed for Universi-
tetet, og til denne Bevilening kuyttes
en varm Anbefaling af Hr. Ross som
den Mand, som man ønsker skal indtag’e
Stillingen. Embedet er ikke oprettet
ved Beyileningen, Hr. Ross vil ikke
blive udnævnt, forinden Universitetet
er hørt. Naar Sagen forholder sig saa,
og vi af personlige Hensyn til Hr. Ross,
af Hensyn til hans tidligere Virksomhed,
som det er fremhævyet, har fundet fuld-
kommen Begrundelse for at give ham
en varm Anbefaling for Posten, saa
kan vi ikke indse, at her er foregrebet
nogen Ting. Det blev nævnt i Komi-
teen dette Stikord, som en slet Presse
har sat ud for at vildlede Almenheden,
m ”Storthingsprofessorer”. Dette Stik-
ord blev i Komiteen karakteriseret paa
den rette Maade, og jeg tror ikke,
det i denne Forsamling vil håve nogen
Indflydelse i Retning af at skræmme
pe
av
’et lige varmt Forsvar, og jeg
Overlæg paa Sagen: Storthinget har
gjentagne Gange tidligere givet dette
Slags Bevileninger og knyttet dertil
persoulige Anbefalinger; jeg har gjen-
nemgaaet Storthiugets Afejørelser i saa
Henseende. Blandt disse Tilfælde. er
jo de mest fremtrædende Beyilgninger
af Gage til en Professorpost i Historie,
til hvilken der knyttedes en Anbefaling
af Hr. Ernst Sars, og Bevilgningen af
Gage til en Professorpost i Mathematik,
til hvilken knyttedes en Anbefaling af
Hr. Sophus Lie. Da disse Sager var
under Behandling her i Storthinget, fik
man se et sjeldent, men meget glædeligt
Syn, nemlig at Forslaget fandt Støtte
fra begge Sider i Salen. Uanseet Ved-
kommendes politiske Meninger fik det
tror, at
det er erkjendt baade af Storthinget og
Universitetet og af den hele Almenhed,
at det var gode Beslutninger, og at de
har været til Gavn for Videnskaben i
vort Land, til Gavyn for Universitetets
Ungdom og for den høiere videnskabe-
lige Syssel blandt Universitetslærerne.
Jeg tvivler ikke paa, at Resultatet vil
bliye det samme her; jeg tror, jeg har
Ret til at bygge fuldt ud paa, hvad der
findes anført i vor Innstilling af Ud-
talelser om Ross. Det har vistnok været
sagt af Minoritetens Ordfører, at et
extraordinært —Professorat forudsætter
extraordinær videnskabelig Fortjeneste,
og at han for sit Vedkommende ikke
finder Vidnesbyrdene deront fuldt til-
strækkdlige. Jeg skal imidlertid her
kun henholde mig til, hvad den ærede
Repræsentant fra Akershus har frem-
hævet, — ban gjennemgik Altsammen
—s;jeg vil dertil kun føie, at de Mænd
vi har taget som Vidner om Ross’s vi-
denskabelige Virksomhed, jo er aner-
kjendte av Alle, baade af Almenheden
hertillands og af hele den ’europeiske
Videnskabelighed, som sagkyndige, som
de vette Talsmænd, hvor det gjælder
den Slags Udtalelser. Det er af Mino-
viteten sagt: ja det var Udtalelser til
Fordel for en vordende Stipendiat, men
ikke for en vordende Professor; men
det kan jeg ikke læge Spor af Vægt
paa; thi disse Udtalelser er ikke skrevne
i ”Attest-Sproget”, det er ikke muligt
at karakterisere disse Udtalelser saaledes,
at de er tilstelte for Anledningen, at
der er Forbehold 1 dem, at der er Noget,
som er uomtalt i den Hensigt at fortie
Noget, som specielt vi i vor Komite
desværre saa altfor ofte bar Anledning
til at se. Om disse Udtalelser om Ross’s
Kvalifikationer ikke kan siges at stille
ham over alle Andre, stille ham paa et
nogen Mand, som vil se med roligt|aldeles unikt Standpunkt, tror jeg dog,
Denne Maaten aa berga Live paa, kalla |mynti! Det var og i Arragonia, at ein| Guernica å Sokne el Luno. Den fyr-|skapen hans er vorten til eit Ordtølkje.
dei aa gaa paa Arbeid, ”andar en|Godseigar etter ein rik Vinavling let|ste Samlingen av desse Fueros er fraa|Den stakkars ærlege og trufaste Gal-
tra bajo”. Pin slik Røvar, Don Pedro|lyse upp i Bygdi, at alle Fatikfolk kunde | 1394. Baskaranne hev altid vore motl|lego vert hædd og hundsa av dei andre
de Santa Cilia y Paz, myrde i 25 Aar|koma og hente Vin foringentineg. Fyr-|alle Slags Umbrigde, dei hev stridt|Spaniaranne som ein ”Molbo” i Dan-
925 Menneskje, og bilsist vart Kungen |ste Dagen gjorde dei det, men andre mannelegt og herdigt og einvist for det |mark; dei gjev han stødt det strengaste
nøydd til tilgjeva han og lata han faa
ein høg Post i Heren, som han lenge
stod i og var tru og dugande. Han
hadde vorte fredlaus for at ban badde
hemnt den uretferduge Dauden aat
Broren. $
Katalonia-Kyinnunne kjem ikkje i
Venleik. upp imot Kvinnunne lenger
Beer ; ER ;
sud i Valencia og Andalisia; dei van-
far Ynde deirra, er bra sværlema, feite
og stive og bev slik laak Smak i det
dei brukar dei mest avstikkande og glo-
ande Fargar i Klædebunaden sin.
Grannefolke i Årragonia hev paa
ingen Maate det beste Orde paa seg.
Dei er stive og ’byrge og er demeed
ogso kalde, nalvorlege, faamælte, vg det
stend liksom ein Styg or av deim, Tigga-
ranne der er dei mest Fela og
skamlause: ein Ferdemann gav eingong
ein Sjauar ei Gullmynt for ei liti Te-
nest; han vilde sjaa, um det ikkje var
mogeleg han kunde faa nok; men Sjaua-
ren Vrsiveie dertil eit Par Skilling til
ein Dram, so han ikkje straks skulde
vera nøydd til veksle den fine Gull-
Dagen sae dei han, at skulde dei koma
og faa seg Vin, so maatte han gjeva
dei Braud og Kjøt til!
Baskaranne er kanhende det dug-
legaste Folkeferde i Spania. Dei er
strævsame og støe, true og tapre og
sedsame. Under Borgarkriganne hev
dei altid fare fint fram, med ei Manns-
tukt og Orden, som er sjeldfengd hjaa Spa-
niaranne. Dei kallar seg sjølv Euscal-
dance, og er eit serskilt Folk; det vands-
lege Maale deira liknar "kje noko anna;
det hev ein hard og framstøytt, men
livleg Uttale. Bokstaven f hev dei slett
ikkje, og ikkje noko Ord byrjar med r
og st. Dei er ætta fraa dei gamle Ibe-
raranne og segjer seg med Byrgskap aa
vera ’dei upphavlege Spaniaranne, som
ikkje hev maurisk hell jødisk Blod i
Aaranne. Dei er liksom eit lite Rike
for seg sjølv med sine eigne Serrettar,
Fueros; desse set dei overlag stor Pris
paa, og dei spanske Konganne bruka
stadfeste dei i Folkesamlinganne deira,
Juntas nacionales, som vart haldne er
open Himel under den ellgamle Kiki
som var, difor hev dei no 1 seinste Tidi
halde so fast ved Don Carlos og Saki
hans.
Asturia, som var Vogga aat det
kristne spanske Rike, er bygd av eit
Folk, som vel er raatt og udana i Hei-
men; men det læt seg slipe av: difor
leitar dei ofte etter unge Asturiafolk
til Tenarar i dei fine, Husi i Madrid.
Dei er uyanleg true og fær med Tru-
skapen sin stor Tillit og mykje aa segja,
so dei gjerne tilslutt fær eit FEmbætte
hell ein ikkje so liten Medel.
Galicia-Mannen er Savoyarden i Spa-
nia. Som Barn vandrar han burt fraa
Heimen med Folkespele, Sekkepipa, og
fer mest til Madrid og Lissabon; sia
vert han Hamnearbeidar, Vatsberar hell
Sjanar, og daa ban arbeider trottugt,
treng makalaust lite og skynar aa skrapa
Pengar saman som ingen annan, so
sparar han seg oftaste ihop ein liten
Kapital, som han reiser heim att
med. Han lid mykje av Heimlengting
og duger difor ikkje til Hermann, en-
daa han giv seg ikkjei Striden. Girug-
og simplaste Arbeid og kallar han for
ein raa og dum Klamp. Tidlegare var
det gjerne i dei spanske Ly stspel jamt
ein komisk Person, som vart kallad
Gallego og vart hædd og banka fordi
han er so uhag og nauten.
Estremadura’ ligg mest avsides
inn mot Grensa aat Portugal; Folki er
godlynde, likeframe høtlege, men
faavise, late og likeglade. Store Land-
stykkje, som var fraudige i Romar- og
Mauvartidi, ligg no udyrke og nyttast
berre til Beite for dei store Saudefiok-
kanne, som fer gjenom Lande paa alle
Kantar og er kjende med Namne Meri-
nos for den ypparlege Ulli; dei held
og ei Mengd med Svin, som finn Nøgdi
og
av Mat i dei store Skoganne av Bik,
Bok og Kastanie. Flesk, Skinkur og
Pylsur fraa Estremadura er meire kjende
enn Folki sjølve (las Estremenos), som
lever utan Samband med Verdi. Men
no vil det vel verta onnorleides med det
etter at det nye Jarnvegsambande er
kome i Stand. (Meir.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
