Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
Fedraheimen.
10de Septbr. 1881.
Nu, det er ganske vist en Fordel
at have faat Pengene enstemmig. —
Men synes dog ikke D’Hrr. Høiskole-
Venner i Oplænderen, at denne Fordel
er lovlig liden til at vi for dens Skyld
skulde ”frafalde vore Grundprinciper?”
— — deg skal faa Lov til at sige, at,
vil jeg sælge mine Grundsætninger,
skal jeg altid kunne drive dem i høiere
Pris.
Vi fik 600 Kr., skjønt jeg bare havde
søgt om 400. Men dette Tillæg skyl-
des ingen ”Accord med Skoledirektøren.”
Forslaget om det var fremsat af en af
vore Venner i Amtstinget. Det var
fremsat forinden jeg kom til Stede, og
uden at hverken jeg eller nogen anden
af Skolens Lærere havde hørt et Ord
om det. Og dette Forslag vilde — som
sagt er — være blevet drevet igjennem
i Amtstinget enten det nu skulde ske
mod Høires Stemmer eller med dem.
Men hvad var det saa, som fik os
til at gjøre denne Indrømmelse, med
visse Indskrænkninger at underkaste os
Amtsskolens Plan? Var det ikke et
ganske unødvyendigt, og kanske ogsaa
et temmelig farligt Skridt? Ja, jeg vil
ligefrem tilstaa at jeg neppe tror at
jeg vil kunne faa alle til at indrømme
at vore Grunde var øyldige. At vor
Indrømmelse ikke skrev sig fra Lysten
til Pengene, det synes jeg nok alle maa
kunne se, efter det som ovenfor er op-
lyst. Men at den ogsaa — som vi me-
ner — var baade rigtig og klog, det
haaber jeg at kunne gjøre indlysende i
alle Fald for adskillige af vore Venner.
Det som bragte mig paa Tanke om
en saadan Indrømmelse, var intet andet
end det, at vore Venner i Amtstinget
ønskede det. Af mig selv havde jeg
ikke faldt paa at gjøre den.
Jeg kom til Lillehammer — bud-
sendt af et Par af vore Venner — blot
i den Tanke, om muligt, at tage Del i
Kampen. deg blev straks mødt med
den Underretning, at Seiren allerede
var sikret. Men saa tog vore Venner
til at bede mig tænke paa, om jeg ikke
skulde kunne underkaste mig Amtssko-
lens Plan. De vilde saa gjerne at Sa-
gen nu skulde gaa enstemmig og uden
Kamp. Og de var temmelig sikre paa
at det vilde ske, ifald Skolens Lærere
kunde underkaste sig det nevnte Vil-
kaar. — Den som først gjorde mig dette
Forslag, var en Mand, som i de Aar,
vor Sag har været fore paa Amts-For-
mandskabet, vistnok fremfor alle andre
har virket for dens Seier. Og lige saa
har han privat i disse vor Skoles trange
Tider ydet den baade saa megen hjerte-
lig Deltagelse og saa megen virksom
Støtte, som mnæsten ingen anden. De
som kjender denne gamle Grundtvigi-
aner og varme Høiskole-Ven, vil visselig
ikke mistænke ham for at have opgivet
Folkehøiskolens Grundsætninger. Men
det var ham, som ikke blot først gjorde
mig dette Forslag, men ogsaa mere end
nogen anden iyvrede for at jeg skulde
gaa id paa det. Og han stod ikke
alene med dette Ønske. Jeg var med
i et Møde, hvor Størstedelen af de Ord-
førere som stod paa Høiskolens Side,
var samlet til Raadslagning om denne
Sag. Og alle de som der ytrede sig,
ønskede at vi skulde gaa ind paa Åmts-
skolens Plan, for saa vidt som det kunde
ske uden at medføre nogen Forandring
i vor Skoles Aand og Eiendommelighed.
Dette sidste vilde man paa ingen Maade
medvirke til; det blev af flere fremboldt
med stor Styrke. Man vil kunne indse
at et Ønske af de Mend, som i en Rekke
af Aar havde kjæmpet for vor Sag, for
mig ikke kunde være uden Vegt. Jeg
gik ind paa at pjennemgaa Åmtskolens
Plan med dem, for at komme paa det
rene med hvad for Punkter det var, vi
ikke kunde underkaste os. Man ud-
hævede nemlig, som sandt er, at Amts-
skolens Plan er affattet paa en saadan
Maade, at den er lagt saa nær ind til
Høiskolens, som den afvigende Grund-
,
tanke omtrent paa nogen Maade tilla-
der. Og fremdeles gjorde man gjel-
dende, at ogsaa vore Modstandere næ-
rede Ønske om at faa en personlig Ud-
gang paa den lange Kamp, nu da de
alligevel ikke iængere kunde hindre at
vi fik den offentlige Understøttelse.
Man troede derfor, at de kunde være
villige til at indrømme os ganske vig-
tige Afvigelser fra Amtsskole-Planen,
naar denne blot i det hele blev lagt til
Grund. — Vi gjennemgik altsaa den
neynte Plan Paragraph for Paragraph.
Jeg kunde ikke sige, at den første Pa-
ragraph medførte nogen væsentlig Af-
vigelse fra Folke-Høiskolen. Den an-
den heller ikke. Og saa fremdeles. Der
var flere Smaating, som jeg ikke kunde
underkaste mig. Men ogsaa kun Smaa-
ting. Med Undtagelse af det ene Punkt
om Examinationen, var der intet væ-
sentligt, som jeg kunde paapege for
mine Venner, som noget jeg ikke kunde
gaa ind paa. Hvis vi altsaa kunde
blive frie for Examinationen, kunde jeg
ikke sige: at mine Grundsetninger som
Høiskole-Lærer hindrede mig fra ”i det
væsentligste” at følge Amtsskolens Plan.
Dengang indsaa jeg vistnok endda ikke
— saaledes som jeg nu mener at indse
det — at det var synderlig vægtige
Grunde som talte for at gjøre denne
Indrømmelse overfor Modstandere. Jeg
saa ingen anden Vinding ved det end
den, at vi kunde opnaa en enstemmig
Beslutning i Amtstinget. Men vore
Venners Ønske og Raad forekom mig
at have et vist Krav paa at blive paa-
agtet, naar jeg ingen afgjørende Grunde
havde at sette imod.
Alene, uden Samraad med mine
Medlærere, kunde jeg dog ikke tage et
saadant Skridt som det at binde mig til
”i det væsentligste” at følge Amtssko-
lens Plan med den mnevnte Indskrenk-
ning. Dels havde ieg jo ingen Ret til
at binde andre end mig selv. Og dels
trenger jeg ogsaa for mit eget Ved-
kommende til at høre Medarbeideres
Raad inden jeg endelig afgav min
Stemme.
Men den af mine Medlærere, som
jeg inden Sagens Afpojørelse kunde faa
1 Tale, var aldeles enig med mig i at
Amtsskolens Plan, paa det nevnte ene
Punkt nær, intet væsentligt indeholdt,
som han ikke kunde gaa ind paa. Den
anden af dem var mnetop da borte
paa en Reise; og han skulde desuden
straks efter forlade Skolen. Men vi var
paa Forhaand temmelig sikre paa at
han vilde være ligesaa villig som vi til
imødekommende Optreden. Og det viste
han sig da ogsaa ved sin Tilbagekomst
at være.
Jeg kunde saaledes overfor Amtstin-
gets Skolekomite udtale, at Skolens Læ-
rere, naar de fritoges for Pligten til
Examination, var villige til i det vesent-
ligste at følse Amtskolens Plan.
I Overensstemmelse dermed blev Ko-
miteens Indstilling affattet. Den blev
enstemmig. Og samme Dag blev denne
Indstilling enstemmig vedtageu af Amts-
tinget uden foregaaende Ordskifte.
Dette er Sageus Sammenheng.”
— Matias Skard, som no skal
vera Lærar ved Vonheimsskulen etter
Frits Hansen, hev til Bruuns Stykkje
lagt dei Ordi, at han og finn, at Bruun
i denne Saki hev faret rett, og at
Høgskulesaki ikkje vil tapa ved dette,
men vinna.
Me trur, at Bønderne ikkje helder
vil hava nokot imot det, som soleids
er avgjort. Den einaste Skilnaden paa
Skulen no og fyrr vil — som Bruun
og sjølv segjer — vera den, at Gu-
tarne heretter kanskje vil faa læra
nokot meir enn fyrr, og det skulde me
tru ingen kann hava nokot imot.
Gutarne kann altso trygt reisa til
Vonheims Skule. Fin kann hava kva
Meining Ein vil um Bruun hellest;
som Høgskulelærer er han framifraa,
og der gjer han ei stor Gjerning.
«Smaagutar.*
Um Statsmennerne vaare skreiv
Dølen eit Stykkje i 1868, som me
kom til aa minnast no, daa me høyrde
at Statsminister Selmer hadde talat
um ”Smaagutar” der upp i Seljord
Stykket lyder so:*)
”Den største Ulempe ved ikkje aa
hava parlamentariskt System elder i
det minste den Pligt for Statsraaden
aa møta fram i Storthinget og svara
for sine Saker, (er, at Statsraaden vert
berre Kontormann). Daa (derimot)
maatte det vera ein Mann med Over-
syn og Tankar og Minne og Pen, kort
ein Statsmann, og ikkje slike Sælin-
gar, som dei fleste av desse stakkars
Kontor-Statsraadar er. Det er den
nakne Armod aa høyra dei tala og
sjaa dei skriva, og du kann, utanfor
ein liten Ring av deires næraste For-
retningar, ikkje tala med dei snart
um annat enn um Ver og Vind. Kjem
du inn paa Histori, Statsrett og det
høgre Luftlag av Tankar, som dei
beste Menn i kvart Land lik Fjell
lyfter seg upp til, ja daa maa du
ganga til andre enn nokon av vaare
Statsraadar for aa finna eit Øyra og
faa eit fornuftigt Svar. Det er nett
som eg sagde um ”Drosi” i (Ferda-
minni):
”Eg spratt ifraa og drog meg nær
i Ordaleik som vitfull Dreng.
Men Svar eg fekk som naar du slær
paa Klokka, som i Vatnet heng.”
Det er so du mest kann bli rædd
ved Tanken um aa liva i eit Land,
der slike aandelege Husmenn skal hava
den Magt yver Land og Folk. Der
kann naturlegvis ikke vera nokon Tanke
paa eit historiskt Andsvar hjaa slike
Menn. Dei sitja i eit godt Handverk
og taka si Livsgjerning som eit slikt.
Dei hadde vel sine Tankar dei og,
daa dei var yngre. Det var visst korkje
mange elder store Tanhar; for so nær
som Stang og Riddervold *) var ingen
kjend for aa vera meir enn eit mid-
dels Hovud; kanskje some hadde eit
Slags nokonlunde godt eit: men um
Talent kunde der ikkje vera Tale.
Desse faaeog smaae Tankar, dei hadde
som yngre, strauk daa med i Depar-
tementslivet, der dei attaat lærde seg
til aa snu seg fram. Det var flittige
Folk, som steig fort i eit Rikslivy, der
det ikkje vert spurt etter Tankar og
Karakter men dei rette Handgrip og
Fotslag, med eit Ord ”Rutine.” So
grov dei daa og grov og rettad Stil
og steig og steig, alt til dei vart Stats-
raadar og saag det beste Riksstyre i
eit etter deires Mnining godt Kontor.
*) Or ”Vaar Politik”, Dølen for 15de Marts
1868.
som no er avgjengne. Dei nye, som
er komne i Staden, hev ikkje Ord for
aa vera store, dei helder. Selmer hev
likevel eingong voret ein flink Sak-
førar og Penge-Inkassator; han slog seg
upp paa det, segjer dei, daa han var i
Drammen.
»
Det er paa den Maaten me uppdreg
Statsmenn!
Eg sagde eingong i ei Samtale til
ein av vaare flinkaste Menn: ”Det
er store Ting, at du, som so tidleg
kom inn i det praktiske Liv og lik
ein Araber vart spend for Arbeids-
kjærra (eg meinte Myk-Kjerra, men
torde ikkje segja det), det er store
Ting, at du kann hava fylgt sovidt
godt med di Tid” Aa, meinte han,
den Mann, som duger nokot, rekk alt.
Ja, ja, det er sannt, svarad eg for aa
vera høflig; men eg vaagad meg til
aa segja sovidt myket; for eg hadde
under vaar Samtale kjent mange tome
Rom elder Lakuner i hans Kunnskaps- ’
og Tankeliv, so eg ikkje var rædd
Karen, skulde eg tru.
Naar det gjeng so med slike Folk,
so kann kver vita, at det maa bli
Greidur av, naar vanlege Dusinkarar
i lang Tid hava voret inne i ”Em-
bættet.” Det var Armod fyrst, og det
vert Sult baketter. Og slike, og nett-
upp slike Folk er det, som kjem upp
og upp og fram og fram til Statsraa-
dar paa Slutt. Dei hev gjengjet Leksa
igjenom.
Eg vidt ikring meg vilde sjaa,
og upp eg steig og oksad paa -
med Ryggjen krum.
Men naar eg kom paa Toppen, daa
. eg fyrst var dum.
Det kann du tru var Arbeid-steig.
Der var so stundom ned eg seig
baad” arm og sveitt.
Det var fraa Aand til Kjøt eg steig.
Men det er feitt. ;
Det er paa denne Maaten Stats-
menn faa si Upplæring her, og det er
so du kunde mistvila paa, at Norig
kunde vera eit sjølvstendigt Land med
Folk til aa tenkja for det, dersom du
ikkje trudde, at her kom ei Tid, daa
Tankens og Viljens Menn vart tekne
til Styresmenn, um dei ikkje hadde
gjenget gjenom alle desse ”Kontor-
grader”, som no er Mannens Vei til
Ros og Magt. For her er inkje Stor-
mannskap, som kan liva for Politikk
og Tankens Verk. Me maa alle ar-
beida for Føda, og det er vist og det
beste, so sannt som me læra aa setja
kver Arbeidsmann til si Gjerning og
ikkje brukar Kontoristen til Stats-
mann elder spenna Arbeidsøyken for
Kyrkjekjerra.
Her maa bli eit annat Embættes-
liv. Kver til sitt Bruk. Protokollen
er likso umissande som Plogjen; men
ikkje maa den reine Kontormann vera
Statsmann, likso litet som Plogman-
mannen kan vera Husbonddreng.
Dette Formvæsen utan Aand maa
bera sine Frukter. Dei gror dagleg
ikring oss. Er det nokon Ting som
skal verta gjort, so maa det ein Kom-
mission til, og kjem der elles eit
Forslag fra eit Departement, so er det
ikkje nok med det, at det som ven-
tande er maa vera i ”Taterstilen”;
men Storthingets Historie lærer oss,
at det gjerna er umogne Greidur. — —
Naar du ser, at vaart vesle Hærvæsen
etter alle Rettarbøter og Kommissio-
nar enno er langtfraa paa rette Fot;
naar du likeeins ser, at der til den
minste Rettarbot i Riks-, Skule- og
i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
