- Project Runeberg -  Fedraheimen. Eit Blad aat det norske Folket / 6:e Aargang. 1882 /
54

(1877-1891)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

besste du kann gjera.

54

Fedraheimen.

Sde April 1882.

”ki venta de av Knut. Eg kjenner
han fraa ymse andre Kantar, so eg
forstend inki dette.

Men kot meine du um Raade hass?

-— Kot tikjest du um Tibode?

Kot eg tikjest um de! Eg æ sinna
paa sjave meg, at Knut ska ha vore
den Fysste, som gav deg de Raad.
Eg hev tenkt paa aa tala mæ deg,
aa raadt deg nett de sama. Men eg
veit ”ki kot dæ som hev halde meg
tibakers. Eg undrast yve de. Aa at
Knut kunne gjeva deg slikt Raad! aa
misse. sodan Tenar, sodan Husmann!
Aa taka so djupt i Pungen! Forun-

1

: derleg!

Du trur altso, at eg bør gjera som
Knut seie?

D’æ mi fulle Meining, at de æ de
Knut hev dømt
deg sannt, aa sagt deg sannt. Mer-
kjeleg! Kos sannt æ de han sa deg
um Husmennanne! Paa den Maaten
fær du aldri Retten din hera, aa daa
æ de leidt aa liva. Aa du vi finne
de verre aa verre for kvor Dag som
gjeng, lit paa de. Eg hev prøva de,
aa prøvar de den Dag idag; — mi
lengtar aa leitar allesaman; dæ so
vraangt for oss aa vinne fram.

Der vart ei Stund stillt.

So sa Hermod: eg finne de so tungt
aa tenkje paa aa reise ifraa Heim-
bygd aa Kjenningar; — aa ja, ja, eg
kjenner de fysst naa, kos sannt de æ
som stend i Songen: ”Ja mi elskar
detti Lande.”

Aa jå, så Bjønn aa sukka, d’æ

syrgjeleg, det svid i Hugen, ’aa eg

for min Part trur alli eg ha Hjarte-
lag ti reise ifraa Heimen; — men eg
undrast inki paa Folk, at dei reiser.
D’æ so mangt aa myki som beint ut
trugar dei avstad. Eg ynskjer dei ti
Lykke i sin nye frie Heim. Gjev alle
dei Taarir, som felle yve gamle Norg

i Skilje-Stunde, maatte verta ti Sig-

ning for os som att æ!

De vert vont aa reise, sa Hermod
tunglyndt; men eg tikjest au skynne,

at de vilde vera det besste for meg.

Du hev sliti hart i Heimen; men du
elskar han aldri minder* for de. Eg
trur du gjer klokast i aa reise, aa eg
kann inkje telja deg ifraa.

Men hennar!

Ja, eg veit de fell deg tungt; men
Knut hev sagt sannt um de au. Um
nokle Aar kjeme ho etter deg ti Ame-
rika.

Hermod gret.

Hev du tala mæ ho um dette?

Nei eg vilde tala med deg fysst;
— du hev vore min beste Ven,

Aa, inki aa tala um; eg hev prøva
gjort for deg de vesle eg hev kunna.
Naa lyt du tala mæ hennar; eg trur
nok at ho vi som du vi.

Ja, sa Hermod, han retta seg upp;
men um de naa vert so at eg reiser,
so hev eg ennaa ei Bøn ti deg Bjønn;
du maa *ki tykjast paa meg — —

Stende de i mi Magt, ska eg visst
gjera de.

Vi du sjaa etter Signe, mæ ho æ
eisemalle?

Eg ska gjera de eg kann, som ho
var mitt eigi Baan.

Takk! Gud løne

deg for dette
aa for alt.

Dei haandtokst, aa Bjønn sae mæ
dirrande Maal: Gud signe deg Her-
mod; ly jamt etter Samvitis Røyst, aa
stræv ette de Rette aa Sanne, so vi
de ganga deg væl! —

Hermod fekk inki upp Maale, han
kryste Haande hass aa skunda seg ut
av Stoga.

Bjønn sto lengje aa saag ette han.
D’æ ein stout Gut, Vorherre vere mæ
han!

Hermod fann Signe aa fortaalde
hennar allt. Ho gret aa illi let
men gav seg ettehaand, daa Hermod
fekk greide de ut for ho.

Kann du halde ut aa vente paa
meg, — truge ska eg arbeide paa aa
byggje meg ein Heim, som eg eigaang
skamlaust kann bjoda deg. Aa
kos de vi styrkje meg i Stræve
mitt, at eg veit, at du bed, vonar aa
ventar! Han drog ho inn ti seg, aa
favna ho. Signe kvilte so trygt ve
Bringa hass. Eg ska vente, vente,
vente um de so vert aldri so lengji,
sa ho laagt aa gret.

Dei ’skildest.

Knut Vestvoll gjekk i større Spa-
ning hell han vilde vera ve. Han
visste, at de Bjønn aa Signe ha sagt
ti Hermod kaam ti gjera Utslagi.
Kot ha dei sagt? Ja, han vilde inki
spyrja Hermod, Knut va logn aa kunne
vente. Lat han tala fysst, tenkte han;

Eg hev tenkt yve Raade ditt, Hus-
bond; eg finn de æ gott, aa eg. sei
deg Takk aa Æra for Tibode ditt, aa
kann for min Del vera færig ti
reise um de so va i morgo Dag.

Eg visste de. Du æ ein forstan-
dig Kar, Hermod, um du enn æ ung.

Egtrur eg vonar, at dette vi verta ti
Lykka og Signing for deg — aa for
Signe, la han sakti ti.

Aatte Dagar ette va Hermod umbor
paa de gjilde Fim-skipe, som skulde
bera han yve Have ti hass nye Heim.

For ei Utsyn! Bare Himmel aa
Hav! Inki noko som stengde, ope aa
fritt ti alle Kantar,

De opna Hugen hass Hermod, han
fekk større Voner, større Tankar hell
der heime. De saang i han av Livs-
Mot aa Hug ti Arbeid.

So svinga Tankanne um, som Fug-
lar i Lufte, dei dala ner paa Li-Fjell,
aa han tyktest sjaa utyve den fagre
Bygd, — vidare aa vidare saag han
utyve heile de vene Land; — aa! aa!
som mi elskar dette Lande!

Eg stræva aa rudde aa bygde Hus; —

Kot va de som gjor” at de fall i Grus?
Mi ventar aa lengtar aa leitar!

Eg vilde vera min eigen Mann; —
Kot va de som gjor? at eg fram ei vann?

Ti lenger de lei, ti verre de vart,
Endaa eg sleit baade trungi aa hart.

Eg skjynna bær for kvor Dag som gjekk:
Millom Rett aa Urett de slaang aa hekk.

Sin fulle Rett kunn” ein inki faa,
Live vert leidt fysst ein de fær sjaa.

Mi maallause gjeng som umælande Dyr,
Aa søkjer Liv-Bergjing i Skog aa Myr.
Hædde aa hydde aa lædde ut

Vert mi, de ser mi, de gjer kon Sut.

Stengslur veks fram for Haand aa Fot,
So de maa bøygje det sterkaste Mot.

De svid i Hugjen, men eg lyt ut; —
De svara .mæ Graat ifraa Li aa Nut.

sine.

Kjære min Heim, kjære mit Land!
Tigjev meg, at inki eg drygje kann.

De kjøver meg hera; eg talmast ihel; —
Eg elskar deg endaa. Farvæl! Farvæl!
Mi ventar aa lengtar aa leitar.

Vangilja etter Lukas.
Femte Hovudstykkjet.

Og det hende, daa Folket trengde
inn paa honom for aa høyra Guds

Ord, at han stod ved Genesaret-Vatnet.

(2) Og han saag tvo Baatar standande
ved Vatnet; men Fiskaranne hadde
gjengjet ut og tvo Noti. (3) Og han
steig upp i ein av Baatane, som høyrde
Simon til, og bad honom leggja litt ut
fraa Lande. Og han sette seg ned,
og lærde Folket fraa Baate. (4) Men
daa han helt upp aa tala, sagde han
til Simon: Legg ut paa Djupet aa
kasta ut Noti dykkor til eit Varp. (5)
Og Simon svarade og sagde til honom:
Meistar! Me hava strævat heile Naatti
og inkje fengjet. Men paa ditt Ord
vil eg kasta ut Noti. (6) Og daa dei
hadde so gjort stengde dei ei stor
Mengd Fisk; men Nota deira gjekk
sunder. (7) Og dei veitade til Lags-
mennane Sinom i hin Baaten, at dei
skulde koma aa hjelpa deim; og dei
komo aa fylde baae Baatarne, so at
dei helt paa aa søkkja. (8) Men daa
Simon Petrus saag det, fall han paa
Kne for Jesus og sagde: Gakk ut ifraa
meg, Herre, for eg er ein syndug
Mann! (9) For ei Rædsla var komi
yver honom: og yver alle, som var hjaa
honom for den Fiskefengd, som dei
hadde gjort; (10) og likems paa Ja-
kob og Johannes, Sønnerne til Sebe-
dæus, som voro Simons Lagsmenner.
Og Jesus sagde til Simon: Ottast
ikkje! Fraa dennne Stund skal du
fanga Folk. Og dei drogo Baatarne
upp paa Land, gingo ifraa alt ihop
og fylgde honom. (12) Og det hende,
daa han var i ein av Byom, sjaa! der
var ein Mann full av Spitelska; og
daa han saag Jesus, fall han paa And-
litet sit, bad honom og sagde: Herre,
vil du, so kann du reinska meg. (13)
Og han rette fram Hondi, rørde ved
honom og sagde: Eg vil; vert rein!
og strakst gjekk Spitelska burt ifraa
honom. (14) Og han paalagde honom
ikke aa segja det til nokon (men
sagde): Gakk og syn deg for Presten
og ofra for Reinskingi di etter det, som
Moses heve bodet til Vitnesmaal for
deim. (15) Men Gjetordet hans kom
dess meir ut, og mange Folk kom

’saman til aa høyra honom og verta

heilgrigde av honom fyr Sjukdomarne
(16) Men han for burt i Øyde-
markjerne og bad. (17) Og det hende
paa ein av dei Dagom, at han lærde,
og der sat Farisæarar og Loglærde,
som voro komne fraa alle Byar 1 Ga-
lilea og Judæa og Jerusalem; og Her-
rens Kraft var til aa heilbrigda deim.
(18) Og sjaa! nokre Mennar baaro fram
paa ei Seng ein Mann, som var no-
men, og dei prøvde aa bera honom
inn og leggja honom fram for honom,
(19) Og daa dei ikkje funno paa kvat
Veg dei kunde faa boret honom inn
for Folkemugen, kluvo dei upp paa
Taket og firade honom ned imillom
Folket fram fyre Jesus. (20) Og daa
han saag Trui’ deira, sagde han til

F
|
|
L)
|

honom: Menneskja! Synderne dine

era forlaatne deg. (21) Og dei Skrift-

lærde og Farisæararne byrjade aa

gruna og sagde:

Kven er han, som

talar Spottord? Kven kann forlaata

Synder utan berre Gud?

(22) Men

daa Jesus kjende Tankarne deira, sva-

rade han og sagde til deim: Kvat

tenkja de i Hjarto dykkor? Kvat er

lettare? aa segja: Synderne era for-

|

|

laatne deg? elder aa segja: Stat upp

og gakk? (24) Men for at de skal
sjaa, at Menneskjesonen heve Magt
paa Jordi aa forlata Synder — sagde
han til den nomne: Eg segjer deg:
Stat upp, tak Sengi di og gakk heim
i ditt Hus. (25) Og. straks reis han
upp fyre deim, tok upp det, som han
hadde legjet paa, gjek heim til sit
Hus og prisade Gud.
tok deim alle, og dei lovade Gud og
vorto fulle av Rædsla og sagde: Me
hava set underlege Ting i Dag. (27)
Etter dette gjekk han ut og saag ein
Tollmann, som heite Levi, og som sat
i Tollbudi, og sagde til honom. Fylg
meg! (28) Og han gjekk ifraa alt,
reis upp. og fylgde honom. (29) Og
Levi gjorde eit stort Gjestebud for
honom heime i Huset sit, og der var
ei stor Mengd av Tollmenn og andre,
som saato med deim ved Bordet. (30)
Og deira Skriftlærde og Farisæarne
mukkade imot Læresveinom hans og
sagde: Kvifyr eta og drikka de med
Tollmenn og Syndarar? (31) Og Jesus
svarade og sagde til deim: Dei friske
trenga ikkje um Lækjaren, men dei
som era sjuke. Eg er ikkje komen
aa kalla rettsluttige, men Syndarar
til Hugvending. (83) Men dei sagde
til honom: Kvifyr fasta Læresveinarne
til Johannes ofta og halda Bøn, og
likeins Læresveinarne aat Farisæarom
men dine eta og drikka? (34) Men
han sagde til deim: Kunna "de faa
Brudsvyeinarne til aa fasta, so lengje
Brudgomen er hjaa deim? (35) Men
dei Dagar skula koma, daa Brudgo-
men vert teken burt ifraa deim, og
daa skal dei fasta i dei Dagom. (36)
Men han sagde ei Likning til deim:
Ingjen riv ein Lepp av ein ny Klæd-
nad og set paa ein gamal Klædnad;
ellest riv han sunder det nye, og Lep-
pen av den nye høver ikkje til den
gamle. Og ingjen tappar nyt Vin i
gamle Skinnhitar, ellest skal det nye
Vinet sprengja Skinhitarne, og det
skal spillast, og Skinnhitarne skal øyde-
legjast. (38) Men nytt Vin skal ein
tappa i nye Skinnhitar, so verta baae
bergade. (39)0g ingjen som drikk av
det gamle, vil strakst hava av det nye,
for han segjer: det nye er betre.

Sette Hovudstykkjet.

Men det hende paa den andre-fyste
Kviledag, at han gjekk igjønom ein
Aaker, og Læresveinarne hans pluk-
kade Aks, som dei gnudde sunder med
Hendom og aat. (2) Men nokre av
Farisæom sagde til honom: Kvi gjera
de det, som ikkje er loglegt aa gjera
paa Kviledagom? Og Jesus svarade
og sagde til deim. Hava de ikkje le-
set, kvat David gjorde, daa han var
svolten, han og dei, som fylgde ho-
noni? (4) koss han gjekk inn i Guds
Hus og tok Skodebraud og aat og
gav ogso deim, som voro med honom

(26) Og Otte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 01:22:53 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fedraheim/1882/0056.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free