Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
Fedraheimen.
22de Juli 1882.
enn at mang ein Novemberkakse vert
Fant paa den Politikken sin — um han
ikkje var Fant fyrr.
I Sverig hev dei ein Flokk Bakstrævs-
menn, som mnokonlunpde kann vera aa
likna med vaar Morgenbladsflokk. Det
er væl mest gamle ÅAdelsmenn og ein
Del av ”Embættsverket.” Denne Flok-
ken hev eit Blad, ”Aftonbladet”, som i
mange Maatar kann vera aa likna med
vaart Morgenblad, og under Aftonbla-
det stend nokre Smaablad her og der,
liksom me hev ”Fædrelandet”, ”Hamar
Stiftstidende” elder ”Bergens Aftenblad”
som Husmenn under Morgenbladet.
Desse svenske Bakstrævarbladi prøver
sjølvsagt aa hjelpa sin norske ”Farbror”,
Morgenbladet, i Striden for Vetoet, so
godt dei kann. Dessutan hev dei for
Vane — det heng væl i fraa gamalt
— aa slaa paa Sabelheftet aa segja tusan!
kvar Gong Nordmennerne viser seg aa
- vera eit fritt Folk.
Dette gjer dei daa no og, kann ein
vita. Dei skriv slik, og daa serleg Af-
tonbladet, at det er dei her i Landet,
som tek til aa tru, at det gamle An-
ckarsvårdske Adelspartiet vil hava Staak
her i Norig, for at Sverig skulde faa
eit Slags Grunn til aa lata sine ”gossar”
”gå på” — til Innvinning av det, som
Karl Johan ikkje kunde vinna i 1814. —
at det er
desse Anckarvvård’ar og Oxenstjernor
og Svinhufvud og Ehrensuggor, og
kva dei no hellest heiter, som stend
Ja her er dei, som trur,
attum heile den norske Regjeringspoli-
tikken, som daa altso skulde gaa ut paa
aa eggja Nordmennerne upp til aa gjera
Upprør, for at ein so kunde — ”sætte
de juridiske Distinktioner til Side,” som
Slikt er no for
styggt til at ein kann tru det; men so
Møobl. segjer so vent.
mykje maa ein segja, at dersom det var
50, — so vilde mangt og mykje, som
no synest barne-ørt daarekistedumt, —
faa ei Meiming.
Og daa vilde ein og kunna forstaa,
at Mgbl., Fædrel. og alle desse andre
”pene” Rothoggarbladi er so ivrige til
aa prenta uppatt alle desse aftonbladske
”Ta-mej-tusan-Artiklar. Dei veit, at
slike Stykkje fraa Sverig eggjer Nord-
mannen; og naar dei so dessutan, slik
som Fædrel. snakkar allstødt um Revo-
lusjon og Upprør, so kunde ein aldri
vita, kva som kunde henda! — Det er
greidt, at so langt tenkjer ikkje f. Eks.
dette stakkars truskyldige ”Fædrelandet”,
og visst ikkje ”Nattluve-Ministeriet” vaart
belder; men truskyldige og stuttsynte
Folk maa no so tidt laupa annat Folks
Ærend. —
— Som sagt: slikt er for styggt til
at ein kann tru det. Og i Grunnen
. kann det no vera det same og. For
dersom dei hev tenkt aa eggja Nord-
mennerne burt fraa sin støde, lovfaste
Politikk og uppi ville Eventyr, — so
hev dei narrat seg sjølv likso hjarteleg
som dersom dei hev tenkt, at dei skulde
kunna skrøma det norske Folket med
denne Ringlingi av svenske Sablar.
Nordmennerne stend der dei stend,
paa Lovens Grunn; men der stend dei
og fast; og daa veit dei, at dei maa
vinna. Selmer-Kierulf kann gjerna skjota
Kongen framfor seg til Skjold og Skug-
gje; dei slepp ikkje ifraa sitt lovlege og
tunge Andsvar med slikt. Tvertimot!
Og Nordmennerne veit, at dei sven-
ske Oxenstjernor og Svinhufvud — dei
er ikkje lenger det svenske Folk. Det
svenske Folk dømer heilt annarleis um
vaar tunge Strid for aa verja vaar
Fridom, og dei mest lesne og vyrde
Blad i Syverig fraalegg seg alt Hope-
havande med den aftonbladske Twusan-
Politikken i dei sterkaste og verdigaste
Ord. So skriv t. D. det vidspreidde og
høgvyrde ”Nerikes Allehanda:”*)
”Med en Følsomhed (Kånslosamhet),
som gjerne kunde spares til et mere
betydningsfuldt Øieblik, ytrer en graa-
net samtidig i Stockholm sig om ”den
sørgelige Foreteelse” i Norge, som ”under
ingen Omstændigheder kan være os lige-
gyldig”. ”Sættes Unionens Bestaaen for
Alvor paa Prøve, ”er Sveriges Pligt og
Ret selvindlysende”. Og denne Pligt
og Ret skulde være det samme som det
svenske Folks Skyldighed til uden Tøyen
og Rædhug at bevise, at dets fra Fæ-
drene nedarvede Lovlydighed og Konge-
troskab endnu ikke er udsluknet. Paa
rent svensk skulde vel dette betyde, at
det hæderlige svenske Folk, om det
kniber, skulde faa indlade sig i en blodig
Krig med Nordmændene for at opret-
holde den velsignede Union, hvis egent-
lige Vægt og Betydning for begge Parter
vel ligger deri, at de først og fremst
er virkelig enige. Uden Enighed, og
den pleier ikke at ytre sig ved — Krig,
er Unionen uden noget Værd; og det
manglede bare, at den Part, som tilfæl-
digvis er lidt stærkere end den anden,
skulde falde paa den vilde Tanke med
Ild og Sværd at ville forsøge at tvinge
den anden til at opfylde sine Forplig-
telser, et saakaldt Venskabsforbund, som
da vilde biive begges største Svaghed
og Fare. Det var sandelig en mnobel
Handling! ”Hvis vi svigter, er ikke
blot vor, men hele Nordens Skjæbne
beseglet;” thi ”Folk, som viger fra den
Vei, som tydeligt er dem anvist, bar
ingen Fremtid og fortjener ikke andet
end Foragt.” Hvad disse sibylliske Spaa-
og Straffedomme egentlig sigter til er
vanskeligt at sige. Folk, som tager
Munden altfor fuld, løber Fare for at
tale utydeligt og bliver let misforstaaede.
I ethvert Tilfælde er det andre Magter,
som besegler Folkenes Skjæbne og an-
viser dem Veie, end de afmægtige Mag-
ter, som buldrer — man skulde næsten
være fristet til at tro, paa Bestilling
— å visse Stockholmsblade. Hvis for-
resten store, fede og stærke Ord kunde
udrette noget synderligt til at skabe og
tilintetgjøre politiske Retninger og Par-
tier, saa burde allerede den paa Folket
støttede Storthingsmajoritet og dens Hen-
sigter have maattet bide i Græsset for
en ”indfødt Nordmand”, som udgyder
sin Vrede mod det ”brutale” Storthings-
parti og Bjørnson i en Epistel til Øst-
göta-Korrespondenten, en Bpistel saa
fuldproppet med dumme Utidigheder,
at den ”indfødte Nordmand”, om han
overhoved virkelig er nogen Nordmand,
maa tilhøre det klerikalt-konservativt-
royalistiske Parti, hvis Ordbog flyder
over af kraftige Udtryk, blandt hvilke
brutal, raa, tølperagtig, gal osv. er blandt
de hyggeligere. Dette Krudt, som gjen-
kjendes paa Lugten, smelder dygtig,
men gjør imidlertid, trods flittig Brug
af et Slags aandeligt Forladningspapir
just ingen stor Skade i Modstandernes
Rækker. Det dundrer bare forfærdelig.”
Der er hul Grund under Ode Juni-
Verket”, segjer Fædrelandet.
Jaso? Hev Grunnloven vortet ”hul” no?
Det er Novemberkultarne, som vil verja
Fridomen, og det er dei liberale, som
vil innføra Einveldet. Segjer Høgre-
*) Her innteket etter ”Dagbl.”
bladi.
Maate.
For med ”Fridom” meiner dei Ein-
velde, og med ”Kinvelde” meiner dei
det, som hellest i Verdi heiter Fridom:
at Folket hev Rett til aa styra seg sjølv.
Ein maa altid hugsa dette, naar ein
les i eit Høgreblad, at dei brukar slike
Ord reint bakvendt. For dei veit, at
skal dei vinna, so maa dei fyrst faa
Folk til aa tru, at det, dei vil, er —
Fridomen.
Og dei hev Rett — paa sin
Fit fælt Staak gjorde Høgrebladi, daa
Sverdrup, som i dei Dagar var sjukleg,
paa fullt lovleg Maate leet Varapræsi-
denten forretta for seg under Truntalen.
Men daa Prof. Aschehoug, imot Lo-
ven, og imot si eigi Fortolkning av
Loven, negtad aa vera med aa velja
Jurymenn, — daa fagde Høgrebladi.
Ja der var dei, som prøvde aa for-
svara Aschehoug.
— Dei er so moralske, so.
Naar Kongen i eit konstitusjonelt Lard
segjer: Eg meiner det og det, og det
gjeng eg aldri ifraa! — so finn dei
”grunnlovtrue” Høgrebladi, at der ikkje
er nokot aa segja paa det. Tvertimot,
det er godt og mannslegt og i alle
Maatar som det skal vera.
Men naar Folket
segjer; Me meiner det og det, og den
og difor held me
samlar seg og
Meiningi er lovleg,
fast paa den Meiningi vaar!” — so
segjer dei ”fridomselskande” Høgrebladi,
at det er — revolusjonært.
Naar ”Kongen” hev sagt ”si” (!)
Meining, so skal Folket leggja seg paa
Kne og segja ”Ja, Papa!” Det er Høgre-
Fridomen.
«Vi arbeide! O. J. Høyem vart ifjor
uppsagd fraa sin Post som Setelkontrol-
lør ved Banken i Throndhjem, og Grun-
nen til det skulde vera den, at Banken
no hadde prentat upp so mange Penge-
setlar, at det ikkje turvtest fleire paa
Aaretal.
O. J. Høyem gjekk ut av Banken
den 30te Juni no var.
8 Dagar etter fok Banken til aa
prenta Pengesetlar paa nytt — med
ein ny Kontrollør. Det heile hadde altso
voret beintfram eit Paafund for aa faa
Høyem ut, — den liberale Høyem.
— Det er Storthinget, som hev valt
Direktørarne i Norigs Bank.
Vil Storthinget nokon Gong læra?
Den vinder i Længden, som bruger
de ’blankeste Vaaben”, segjer Fædrel.
Meiner Fædrel. Ljugar- og Lands-
svikar-Brevsendingarne til svenske og
tyske Høgreblad?
Elder meiner Fædrel. Taakeluren?
«Blanke VYaapen*. Høgre finn, at
Myrmannsvæsenet er ”forargelegt” og
”ulovlegt.”
Høgre vil bruka 60,000 Kr. til Upp-
kjøp av Myrmannsjord.
«Blanke Vaapen*. Verks- og Bruks-
eigarar i Akershus vil gjera sine År-
beidarar til Myrmenn og so klemma dei
til aa røysta so, som Verkseigararne
sjølve synest, er det fortalt.
”Den vinn i Lengdi, som brukar
dei blankaste Vaapen!”
Folkemøte i Telemarki (Næs) vart
haldet den lOde ds. 800 Mann; av
dei var 7 Høgremenn. Niendejuni-Re-
solusjon, Protest mot Truntalen. Vin-
stretalarar: Thingmennerne Thomesen,
Bentsen, Rinde; dessutan Ullmann, A.
Haukom, Sandland, J. Telnes m. fl.;
Høgretalarar: Adjunkt Hansen (fraa
Skien), Kand. min. Vogt.
Arbeidarmøtet i Trondhjem byrjad Søn-
dag 16de ds. Ikring 100 Utsendingar
møtte fraaumpass 30 Årbeidarlag. Pa-
stor Ebbesen, Formannen i Trondhjems
Arbeidarsamfund, vart vald til Ordsty-
rar, Statsrevisor Hølaas til Vara-Ord-
styrar; Fatikforstandar Johnson og Re-
daktør Svendsen til Sekretærar.
Lysingar.
å Kvindeligt Realgymnasium
og Middelskole.
Umniversitetssaden No. 8-
Kontortid Kl. 12—2.
P. Qvam.
KoeoSeee SES eE SSESTSSSSSSS
Qvams Skole.
(Smaaskole, Middelskole, kortvarigt
Kursus for ældre paa Latin- og En-
gelsklinje, 2aarigt Latin- og Realgym-
nasium). Indmeldelser modtages Kl.
12—2, Universitetsgaden No. 6.
P. Qvam.
SA ERE
EN
BOSE TS TE TTTDGITA
Overretssagfører Kr. J. Olsen,
Torvgaden 5b. Kristiania,
udfører Retssager. Inkassationer m. v.
Abonnement paa
Bergens Tidende
— frisindet Dagblad —
kan tegnes paa enhver Postanstalt fra
Iste og l5de i hver Maaned. Bladet
har sat sig som Formaal at arbejde
for Folkets sunde Udvikling og Frem-
skridt paa alle de Felter, som kan
gjøres til Gjenstand for Undersøgelse
og Debat i Pressen. Ved Siden af
Meddelelser om de nyeste Begivenheder
i Ind- og Udland, af hvilke de vigtig-
ste indeholdes i de daglige Telegram-
mer, søger Bladet ogsaa at give sine
Læsere Anledning til at følge med Ti-
den i alt det, som tildrager sig mest
Opmærksomhed i Tænkningens og Aan-
dens Verden i de store Kulturlande.
Forøvrigt indeholder Bladet stadigt
Opsatser om Dagens Spørgsmaal, ud-
førlige Handels- og Skibsefterretninger,
deriblandt Torvepriserne fra de vigtigste
norske Byer, Kunst- og Literaturan-
meldelser, Korrespondancer, Reisebe-
skrivelser, Fortællinger, Digte, Fraklip-
ningsføljeton osv. Det har sin egen
Storthingskorrespondent, der meddeler
de nyeste og paalideligste Efterretnin-
ger fra vor Nationalforsamling gjen-
nem Korrespondanser og Telegrammer.
For de averterende bemærkes, at
”Bergens Tidende” holdes af alle Sam-
fundsklasser og er for Tiden det mest
udbredte Dagblad her i Landet uden-
for Kristiania.
Bladet, som udkommer hver Søgne-
dag i stort sexspaltet Format og mindst
1 Gang ugentlig med Tillæg, koster
for indenbys 6 Kroner og for udenbys
T Kr. 10 Øre (iberegnet Postporto) for
Halvaaret.
Bergen i Juni 1882.
Udgiveren.
- Kristiania.
Nikolai Olsens Boktrykkeri.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
