Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ANMÆRKNINGER 341
Vættefolk, Underjordiske, Usynlige, der alle peger mod en forhistorisk
dyrkelse af afdøde, betragtede som sjæle eller ånder. Oprindelig må
man så antage, at Juleskrej og Julesvende har været enstydige navne,
følger af Håjfolk, der drog på julegæsteri indbyrdes og hos mennesker
(Bratsb. Amt I. 418, N. Bergenh. A. 655). Forerne for flokken, Guri og
Sigurd, henter tilmed rundt omkring i juletiden dode, som de tager
med sig.
Den sidste udlober af denne forestilling er måske den islandske
Gryla, Julesvendenes moder, som er bleven et skræmsel, hvormed
born kyses, hun har femten haler, på Færøerne endogså to og fyrre;
jfr. Antikv. Tidsskr. 1819—51 s.308: i fastelavnstiden går en som
skræmsel udpyntet person om med maske for ansigtet, hale af tang
o.lign. og kaldes langafåsta, og kvæder med fordrejet mæle, hvor han
kommer: R
Ned kommer Grylen fra gårde,
med fyrretyve haler,
pose på ryggen, sværd i hænde,
kommer at skære bugen af bårnene,
som græder efter kød i fasten.
jfr. Fritzn.? I. 653 b. gryla m. henv. t. Sturl. I, 246.82, Loptr kvad betta:
hér ferr Gryla i gard ofan ok hefir å sér hala fimmtån. Gryla og
Leppa-Ludis sånner er Julesvendene: verset lyder:
Gryla reid fyrir ofan gard, hafdi hala fimtån,
en å hverjum hala hundrad belgi, en i hverjum belgi bårn tutugu;
Arnas. I. 218, 11. 571; jfr. Davidson, Islenzk. pulur og pjodkvædi VI.
(1898) s. 111 flg. 146. 172. Endelig kunde nævnes Huldren, som har
kohale, mens Troldhuldren i Guldbrandsdalen kaldes Langrova på
grund af sin hestehale.
Sagn om en natlig færd, hyppigst vel en jagt, der fort af en
fredlos jæger farer hen over egnen, er i Danmark og S. Sverige nær-
mest knyttet til efterårsaftnerne og stotter sig til trækkende, vilde
fugles skrig. At der må være naturforhold i Vestnorge, hvori sagnene
om Oskorejen får magt over sindene, synes ikke at kunne betvivles.
Der fortælles om den susende larm, at det brager i huset, når sad-
lerne kastes på taget, at færden kommer med torden og lyn både
foran og efter sig, så himmel og jord skælver og bæver. For den, der
ikke af selvsyn kender et lauds naturforhold er det vanskeligt at
have nogen begrundet mening. Det kunde jo se ud, som om uvejr
og storm spillede med heri. Hos Mohn, Die Climatologie Norwegens,
Chria 1872 s. 13 hedder det: »die Stiirme, die hauptsåchlieh von dem
Meere kommen, kommen an der Kiiste sehr håufig (30 Sturmtage des
Jahres), im Innern des Landes aber selten vor (4 Sturmtage des
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
