Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
PAA FREDERIKS HOSPITAL. 86
ser, at selv med de allersolideste Forkundskaber
kan et Menneske dog irre, thi Konen kommer
sig og strikker Strømper paa det tapreste.«
Dette er de eneste Udtalelser om hendes
Virksomhed paa Hospitalet, som forekommer i
Brevene fra denne Tid. Det var saa lidt hendes
Sag at tale om sine gode Gerninger, thi det kom
hende aldrig i Tanker, at hun gjorde noget, som
var Beundring værd. Tværtimod havde hun
bestandig en trykkende Følelse af, at hun intet
overkom. Dermed være det ingenlunde sagt, at
hun var, hvad man almindeligvis forstaar ved et
beskedent Menneske. Hun havde en Selvfølelse
som Faa, en dyb Overbevisning om sit Værd
som Menneske, især som Kvinde, en med
Stolthed smerteblandet Følelse af, formedelst særegne
Evner og ved Forholdenes Magt, at være sat
udenfor Livets vante Regler og Former, samtidigt
med at hun i sig selv kun saae et Redskab i en
højere Magts Tjeneste. Naar hun saaledes i et
af Brevene til Pastor J. Fibiger siger: »Du maa
aldrig tiere skrive til mig, som om jeg var aparte
kristelig. I Livet og i Gerningen har jeg ikke
mere end til yderste Nødsbehov,« saa siger hun
i et andet: »Jeg skelner meget nøje mellem mig
selv og Geniet. Jeg lytter til det med
Ærbødighed, hvad enten det taler gennem mig eller Andre,
og det kunde aldrig falde mig ind, at det var
mig, der talte. Det er nu min Maade at give
Gud Æren. Jeg føler mig ikke beføjet til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
