Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
SLUTNING.
sit Aandsindhold, der vilde have hæmmet og
forkvaklet hendes Livsgerning.
Ensomhedsfølelsen — den bittersøde —
Skyheden for Virkelighedens Larm og Færden, med
eet Ord: den dybe Melankoli, som virkede
hæmmende paa Udfoldelsen af hendes
Digterevne, voldte ogsaa, at hendes sidste Livsgerning
led Skibbrud, eller rettere, at hun brød sammen
under den. Ligesom hun i sin Digten aldrig
vilde eller kunde tage imod Andres Raad og
Vejledning, saaledes maatte hun ogsaa være ene om
sin Gerning. Hellere end ikke at udføre den
alene, lod hun sit Liv, knust af sin overmægtige
Vilje.
Hun beraabte sig stedse paa, at det maatte
være saadan, hun var nu engang, som hun var.
Og har Nogen overhovedet Ret til at tale
saaledes, saa er det vel den, der, som hun, hverken
skyr Offeret eller Ansvaret.
Denne stærke Ansvarlighedsfølelse — den
fribaarne Naturs Stillen sig i direkte Forhold til
den Magt, den tjener, og hvis Dom den ene
underkaster sig — var et saa fremtrædende Træk
hos hende. Baade hendes Ydmyghed og hendes
Selvfølelse, Dobbelttraaden, der underligt er
virket igennem hendes Sjæleliv, bunder i den.
Hun skønnede, at hun ogsaa havde faaet
sin Lod af den Mangel paa Levedygtighed, som
hendes nærmeste Slægt har lidt under. Men hun
vidste ogsaa — hun følte det indtil den højeste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
