Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den svenske filosofi - 2. Chr. J. Boström
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IO ANATHOiN AALL. H.-F. Kl.
tioner av en aand (d. v. s. av et tænkende væsen) er de idéer eller
per-ceptionskræfter (Psykologi cap. i § 7). Tankegangen gir rum for en viss
individualisme. Endda alle ufuldkomne væsener er nærværende som
momenter i det fuldkomne, saa er de dog noget for sig, og de glæder sig over sit
eget væsen. De er nemlig momenter i gud, og det er særeget for alt som har
guddommelig art at være i og for sig, d. v. s. at ha frihet eller
selv-stændighet. Just det altsaa, at disse andre væsener er paa en maate
delagtig i det absolute, i guddomsvæsenet, utruster dem med en viss
individuel selvstændighed For frihet, selvstændighet er netop særeget for den
guddommelige art (sterkt betonet i Skrifter av Chr. J. Boström I s. 290 fg.).
. Boströms filosofi er et forsøk paa at rekonstruere tilværelsen ut fra
det vi vet om indre, bevisst liv. Den er — som det med rette er sagt
— en personlighetsfilosofi. Men personligheten faar sit indhold gjennem
den maate den hævder sig paa. Med andre ord, tyngdepunktet falder paa
problemer inden den praktiske filosofi. Det mest karakteristiske har
retringen ydet i etikken og religionsfilosofien, i samfunds- og statslærenl.
1 I den ovenstaaende tekst er bare saa meget tat med, som efter aand og indhold har
kommet til at gi det historiske grundlag for den filosofi i Sverige som er blit kaldt med
Boströms navn. Til utfyldning av karakteristikken kan end yderligere efternævnte punkter
fremhæves i Boströms lære.
Filosofien er hos Boström et slags gudslære; den er efter sit indhold egentlig
teologiske spekulationer, bare saa at si løftet op i en mere ren akademisk
tænknings-sfære. (Boström blev i 1842 kaldet til professor i praktisk filosofi i Upsala efter st ha
indlevert et religionsfilosofisk arbeide.) Forholdet mellem gud og mennesker blir
bestemt noksaa intellektualistisk. Om den absolute aand og de andre relative og
endelige aander sier Boström (Skrifter I, 258), at hver endelig aand, og saaledes ogsaa vor
egen, er ikke andet end en viss form av liv og — lægger B. til — av bevissthet om
de enheter som er forhaanden i den guddommelige aand. Dette minder sterkt om den
plotinske Nus, som indeslutter i sig alle enheter, og som er med sin tanke vendt mot
det absolute, mot det første, som Plotin kalder det. Men Boström utvider
funktions-billedet. Det som er tilstede hos mennesket av guddommelig art, gaar utover de rent
logiske kategorier. Ogsaa i æstetisk-praktisk form, i følelse og gjerning kan det
guddommelige komme til uttryk hos mennesket. — Den menneskelige aand indtar i
tilværet et mellemtrin mellem gud og sanseverdenen. Alt som hos os er sandt og
absolut, det tilhører ogsaa det guddommelige væsen; alt som er relativt, er bare vort.
Av disse elementer er vor menneskelige aand en forbindelse og en enhet, som just av
denne grund har paa samme tid del i den guddommelige aand og dog er forskjellig
fra den (Skrifter I s. 304). Maalt med en ideel virkelighets maalestok er universet et
system av tanker eller idéer. Sanseverdenen har bare subjektiv virkelighet. De subjekter som
skal iagtta den, maa være utrustet med sanser. Det er ikke gud. Det er bare mennesker. Guds
forhold til sanseverdenen blir paa den maaten noget middelbart. Dog antar B. bak de
sanselige tilsyneladelser en væsensrealitet som motsvarer den guddommelige opfatning,
og som gjør at det vi kalder sansevirkeligheten, blir medoptat i tilvære-sys’emet. B.
ser det hele sub specie aeterni og naar imellem til opfatninger som nærmer sig den
Schellingske naturbetragtning. Saaledes i sin psykologi (Skrifter I s. 119): Alle til
verden hørende væsener har en tendens til at utgjøre et helt, et organisk individuum.
Det som for os synes uorganisk og livløst, er uten tvil for den alvidende organisk og
levende. — Menneskets inderste væsen, selve enheten i dets mangfold, er liv, et
begrep som ikke maa tænkes som fæstet ved noget substrat eller nogen substans, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
