Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Filosofien i Finland - 2. Nyere, empirisk filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
IOI
og paa den maate faar psykisk betydning. Det gives to typer av følelser
1) Legems- eller almenfølelser. De melder os om legemlige tilstander og
blir let opfattet som helhetsindtryk vi faar fra foreteelser i den periferiske
organisme. 2) Ideelle følelser, deriblandt sindsrørelser eller affekter. De
er karakterisert ved at de melder sig heftig (saaledes lidenskapene, f. eks.
kjærlighet), eller ved at de varer en god stund (stemninger, beklemmelse
(otte), lette, voning, keidsemd, interesse, strævende begjær), eller ved at de
er litet utpræget i sin art. Opmerksomhet og følelse glir over i
hverandre. Allerede det viser til at følelsen — ganske som opmerksomheten
— har sit grundlag i periferiske processer. — Til begge disse klasser
hører lyst og ulyst eller det vi kalder følelse i snævrere mening. Ogsaa
lyst — ulyst synes ha legemlig ophav ; de er kanske bare en særegen
art av almenfølelser. De mest indgripende former av ulystfornemmelser:
sult, tørst, træthet, søvnighet, skiller sig psykisk bare i det punkt fra de
mere viscerale fornemmelser, at de er mere udifferensiert og ubestemt
lokalisert. Mens legemsfølelserne har sit direkte ophav i allehaande
sansepaa-virkninger og skifter med de funktioner som i øieblikket har overtaket, blir
de ideelle følelser indledet av forestillinger eller av fornemmelser fra de
saakaldte høiere sanser (syn og hørsel). Stundom lar legemlige og ideelle
følelser sig ikke holde ut fra hverandre. Eksempler: tilstander da man er
i godt lag, munter, motig, alvorlig. L. vender sig polemisk mot A.
Lehmann, som lægger stor vegt paa forestillingselementene, og som mener at
følelsen har en primær, fra sansningen forskjellig karakter. Selv
diskuterer Lagerborg indgaaende de fysiologiske momenter som har saa meget
at si for saken. For at forklare aarsaken viser han hen paa
ernærings-processer i organismen, særlig paa den indre ernæringsvirksomhet i
vævene. Men mot dette maa indvendes: De periferiske reflekser som
opstaar, og de fornemmelsesprodukter som følger med, maa selv ha en aarsak.
Og hvilken erfaring vil Lagerborg støtte sig paa naar han skal bestemme
denne aarsak? Iagttar man den faktiske sammenhæng med disse
psykologiske foreteelser og rækkefølgen for dem, saa finder man — som
Lehmann med grund har fremhævet — at de organiske reflekser først opstaar
der som et fuldbevisst følelsesindtryk er vakt i forveien. Det som følger
efter maa man ikke bruke som kausal forklaring til det som maa ha gaat
i forveien.
Følelsesproblemet fører naturlig over i spørsmaalet om viljens
psykologi. Om viljen har L. offentliggjort en særegen avhandling i tidsskriftet
Psyke II, 1907: Viljan och dess skötsel.
En prøve paa sin evne til historisk skildring har Lagerborg nylig git
i skriftet: Den platonska kärleken, Stockholm 1914. Han forfølger be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
