Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 6. Søren Kierkegaard - e. Plads i tidens filosofi-historiske utvikling - f. Angrep paa Hegels filosofi. Kierkegaards lære om bevægelsen, erindring, gjentagelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Il8 anathon aall. H.-F. Kl.
efterladte skrifter er et utkast til en avhandling: Om affektation. Her
vender han sig overhoved mot ethvert forsøk paa at konstruere noget
tankesystem som skulde være avsluttet i sig. Tanken er — som alt andet
hos mennesket — bundet til størrelser bestemt ved rum og tid. Og den
sandhet man vil finde, har ingen anden realitet end den at være en
tanke-daad av vedkommende subjekt. Sandheten hører derfor som noget
virkelig til det subjektive livs fænomener. Den er virkelighet bare i den
stund den blir skapt. Alene det selvvirkende gir et sandt indhold til en
livsytring. Men spirer til noget selvstændig ligger hos enhver; skaden er
bare den, at man lar det viskes bort i livets løp; man blir ledet vild av
det evige hensyn til de andre.
f. Angrep paa Hegels filosofi. K.s lære om bevægelsen, erindring,
gjentagelse.
Ut fra tilskyndinger fra de mænd som her er nævnt, men fremfor alt drevet
av det kald som K. følte alt sterkere i sit indre, utviklet han sine
filosofiske tanker om menneskene, gud, om forholdet mellem dem og om de
lærdommer man hittil hadde sat frem for at forklare livets og
tilværelsens spørsmaal. Et hovedtræk i K.s filosofiske personlighet er hans
motsætning til hegelianismen. Hans kritik av denne skole førte ham ind
i kamp med Johan Ludvig Heiberg, og særlig med teologen Martensen,
som brukte den hegelske spekulation til at faa en logisk mening ind i de
kirkelige trosparagrafer. Det motstøt som K. rettet mot denne form av
tysk spekulation, virket avgjørende i hans land. Han har en væsentlig
fortjeneste av, at Danmark saa forholdsvis snart kom fri av en aandsretning
som har sat saa mange visne skud andensteds, der den fik raade
grunden.
Hegel gjorde logikken til grundvidenskapen. Alt i tilværet fik egentlig
samme grundart. For begrepet sletter ut i tanken det som er særeget
ved emnet. I logikken gaar det som i matematikken. Det hefter ikke
noget kvalitativt ved størrelserne. I aandens væsen blir alt løftet op i
samme plan, og de mest motsatte emner faar samme overflate; støt og motstøt
lignes ut i en resultant, som tanken sparer op til videre abstraktioner. For
en moderne bevissthet er det ikke let at fatte hvorledes noget sind kan
slaa sig til ro med den dogmatiske tro, at ting og tolkning skulde være
identisk, at sakens realitet skulde falde sammen med dens repræsentation
i tanken. Kierkegaard saa feilen og gjorde den til gjenstand for en
rammende kritik: Hvorledes kan man for alvor mene at faa tilværelsen i dens
mangfoldighet frem ved at føre op nogen navn og saa glatte dem ut under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
