Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 1. De første vilkaar og de grundlæggende hovedtræk hos den norske filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
anathon aall.
H.-F. Kl.
netop blev fremhævet. Han var en digter av de sjeldne, politisk
høvdingeskikkelse, teolog av utdannelse. Varm og vild, stor og sterk plantet han
sig bent i midten hos sit folk, rede til at overta dets samvittighet, til at
digte og politisere paa dets vegne, skaffe det dets rette plads paa jorden
og lodse det frem til de himmelske havner. I studenterlivet tok han del
fra 1825 av, og det gaar ikke mange aarene, saa merkes det i alt som
fortjente navn av norsk liv dengang, at det var dukket op en magtfuld
personlighet som det unge Norge kunde flokkes om i følgeskap eller
fiendskap. Det som ikke mindst slaar en hos denne store norske indfødte, er
hans universalisme. Den har sin grund i filosofisk tænkemaate. Hans
filosofiske karakterpræg er imidlertid nærmere set noksaa ensidig og streifer
mest bare et par emner. Det har teologien voldt1. Forholdet er synlig
i Henrik Wergelands første større verk, egentlig det eneste som vi i
denne sammenhæng har at holde os til: Skabelsen, Mennesket og Messias,
som kom ut i 1830. Det arbeide vor landsmand har lagt ned i dette skrift,
som blev fuldendt da han var 22 aar, og som han senere stelte med og
rettet paa uten nogensinde at kunne faa det av minde, er al agtelse værd.
Med tanke paa hvad en Milton har git i sit Paradise lost, Dante i sin
Divina comedia eller Klopstock i sin Messias, vil de norske paa forhaand være
gunstig stemt overfor et nationalt verdensepos over saa vældig et emne.
Men man gaar skuffet fra det. Som kunstverk staar det ikke til at redde.
I det stykke maa Welhaven siges at ha ret i sin kritik, selv om man
ikke godtar de pedantiske skjønhetsregler som blir hævdet for
anledningen. Slik som Wergeland i dette arbeide dynger op evig nye motiver,
skyter ind alskens fantasiindfald, maa taalmotet tryte selv hos den mest
godlyndte læser. Alle livets mørke gaater, ja hvert et spørsmaal som
tynger paa slegten, vil Wergeland gi plads i digtet. Det er aabenbart:
Han har her git sig i kast med et ov-evle. Det han frister paa, er ikke
likere end om nogen overtaler en vandringsmand til at ta en bred aa i
hop fra sten til sten, og paa samme tid lægger slik last paa mandens
skuldrer, at staklen er dømt til at plumpe uti straks han har gjort et byks
eller to. Det skal indrømmes Nikolai Wergeland, som tok op forsvaret for
sin søn2, at verket har en plan: men slik som tankerne er overgrodd med
mytologiske og apokalyptiske digtninger, forfeiler H. W. sit første maal som
kunstner: det at gi læseren nogen glæde av at følge denne plan igjennem
1 Hans ven fra ungdommen L. Kr. Daa kalder det (1 bd. Tidstavler) for en ulykke at
han (formodentlig tilskyndet av faren) tok op det teologiske studium, som ikke lot hans
aand faa utfolde sig frit efter dens natur.
2 Retfærdig bedømmelse af Henrik Wergelands poesie og karakteer, Christiania 1833
s. 91.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
