Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 3. Det døde tidsrum. Schweigaards kritik over den spekulative filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
anathon aall.
H.-F. Kl.
Monrad i 1859 gav ut sine Tolv forelæsningerover
det skjønne. Og dette verk, som skyldte nogen mundtlige foredrag
sin tilbliving, blev paa længe det eneste i faget; først mot 70-aarene, da
det dæmrer frem en ny aandsperiode i Norge, blev det anderledes. Alt
som kan nævnes av filosofisk litteratur i dette halvhundred aar, er rummet
i den oplysning, at Treschow blev ved ogsaa i Kristiania at fortsætte en
forfattervirksomhet han hadde utfoldet med saa stort held i Kjøbenhavn.
Dette paafaldende øde maa ha sin særegne grund. Og forklaringen
ligger noksaa nær. Den som skriver om problemer, maa ha indtryk av at
gjøres med William Sverdrup, se straks nedenfor. — En ung student Kjeld Houen
gav i 1837 ut en brochure paa nogen faa sider (anonymt): Kan efter døden en evig
gjengjældelse finde sted? Frimodig utvikler han her hvad som taler imot den tro, at
det skulde gives noget gjengjæld i en hinsidig tilværelse. Med saadanne litterære
støvgran kunde man ikke fylde op i det filosofiske tomrum.
Det mest talende vidnemaal om usseldommen i filosofien er vel git med Oluf
Large Brock († 1856), med opnavnet kirkebyggeren eller apostaten. Mere avgjort
end han har knapt nogen paa de tider herhjemme stilet mot et filosofisk livsmaal.
Men hans personlighet hadde over sig noget av ufrivillig komik, og med den rolle han
spilte i samfundet, repræsenterte han, tildels ved egen skyld, en parodi paa et
menneskeliv. Han var i leveaar næsten nøie en samtidig av Søren Kierkegaard, og man
kunde fristes til at tro at han hadde sat sig i hodet at ville gi et slags
Kierkegaard?-rolle i Norge. Liketil i maaten han (pseudonymt og patetisk) præsenterer sig og sine
tanker for publikum paa, er det likheter. Efter sin utdannelse var han ment paa at
skulle bli prest, men hans livsvirksomhet blev en lærers, og han hadde
reformatordrømmer. Filosofi var det sprog han helst talte, og de studier han yndet at drive.
Han var en elev av Treschow og Sibbern; i Berlin hørte han Schelling, og det er i
hans uttryksmaate en efterklang av Schellings romantiske naturfilosofi. Hans syn paa
tilværet er rent dualistisk. Overfor lysets verden staar mørkets og ondskapens rike.
Imot det kunde man mobilisere to kræfter: kongemagten og prestemagten, I en
historiens filosofi gjør han den opdagelse, at russerne er fremtidsfolket, fordi de vet at
holde sig liberalismen fra livet. Aar 1839 gav B. tilbedsteen sprogfilosofisk essay:
Grammatik som forstandslære; det er en samling logiske rariteter; det filosofiske
utbytte av læsningen skulde ikke økes synderlig ved de snurrepiperier han føide til i et
tillæg med overskriften: Genialitet og sammes ytringer. — Aarene gik for B. under
kvaler som for en profet ingen vil lye paa. Det kom ingen flok kring hans lærerstol ;
pressens mænd, de saakaldte liberale foregangsmænd, trak sig undan. Da b<ast
taal-modet hos ham, og det store effektnummer i denne i grunden spakfærdige
autoritetstroende mands liv kom. Han skrev sit Antisekosis 1850. Efter titelen skulde skriftet
gjøre rede for likevegten i statsstyret. Men det er i hovedsaken et stridsskrift mot
den politiske frihetsbevægelse. Nogen større tankedaad repræsenterer det ikke; men
det var paa sit vis et modig skridt, som kan nævnes i den norske filosofihistorie, fordi
det stiler mot et opgjør paa filosofisk grund. B. negter principielt folkets ret til
politisk selvstyre og lovgivningsmagt. Vanstellet herhjemme stikker i en falsk filosofi,
nemlig i den egoistiske og barbariske livsanskuelse som vor grundlov er bygget paa.
Stortinget er blit en planteskole for de frækkeste laster ; et skøierting var kanske
rettere navn paa det end et storting. Man maa korse sig over den fordærvelse som
utbrer sig hos en nation fra et saadant djævledyrkelsens brændpunkt. Disse moralske
allarmskrik evnet den norske riksmagt ikke at opta humoristisk. En fængselsstraf blev
svaret paa dette utbrud av en filosoferende raring. Han endte med at søke ly hos de
katolske, de eneste som viste nogen godhet og forstaaelse for denne frihetsrædde
stakkel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
