Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 4. Monrad og hegelianismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238
anathon aall.
H.-F. Kl.
4. Monrad og hegelianismen.
Filosofien herhjemme førte ikke nogen frodig tilværelse — det kunde
man ikke være blind for. Da saa Georg Sverdrup hadde tjent ut som
hjælper i lærernøden, satte man ved universitetet sin hug til en ung teolog
som den kommende mand. Nu var den time inde da filosofien kunde faa
en systematisk underbygning hertillands. Den mand som skulde faa lag
paa filosofien, var M. J. Monrad, og systemet som skulde berge de norske
og faa dem ut av dødvandet, var Hegels. Monrad, lektor i 1845, fra 1851
til sin død i 1897 professor i filosofi, var hegelianer livsdagen lang og
blev det straks i sin ungdom. Jeg reiste, sier han i sin melding til
universitetet i aaret 1845, til utlandet med det »hovedøiemed for det første
at fuldende min indøvelse i det hegelske system, hvilket jeg allerede
herhjemme hadde begyndt at studere«1. Denne indøving lykkedes til
fuld-kommenhet. Monrad har selv til tider ytret at hans tilslutning til Hegel
er fremstaat under tvil og har holdt sig med modifikationer. Men de
første ord fra ham om Hegel vidner om tro, ikke om tvilerens tankeskjælv,
og det skal være vanskelig at peke paa noget punkt der Monrad virkelig
har veket av fra den ortodokse lære i den absolute filosofi. I Filosofisk
propædeutik, grundrids (utgaven fra 1882 § 78) sier Monrad: Hegel har
ved en fuldstændig dialektisk fremstilling av den absolute idé som den sig
gjennem alt aabenbarende almindelige fornuft . . . realisert en sand
altomfattende videnskapenes videnskap. — Men der den sande altomfattende
videnskapenes videnskap foreligger realisert, kan ingen filosofisk
motsigelse gjøre sig lydd.
I sin grund er det hegelske tankesystem filosofien fra Plato og
Descartes som gjenopstaar i historien. Det strenge skille som Kant hadde
har bragt røre i naturstudiet, og han negter overhodet, at filosofien har noget værd
utenfor de deler av samme der er grundet paa et virkelig studium av virkeligheten.
Samme norske mediciner har, saavidt jeg kan dømme, ydet det første arbeide for ved
en eksakt metode at fastslaa reaktionstiden for et sanseindtryk. Den positive
viden-skaps selvstændighet ytrer sig paa en tiltalende maate som motsætning til den hule
spekulation inden hegelsk leir, i de ord som B. avslutter sin undersøkelse med:
„Hvordan man end vil betragte det gjoite overslag, vil det ihvertfald henvise til, at ved
naturvidenskapenes fremgang vinder mennesket en bestandig tiltagende kundskap om
sin’egen tilværelses forhold". Se min avh. Psykologiens historie i Norge s. 50 fg.
1 Om dette punkt se min avhandling Filosofien i det norske univ.s festskrift s. 400.
Nedenstaaende fremstilling av Monrad og av de andre universitetslærere i filosofi ned
til den nyere tid vil indskrænke sig til en mere almindelig karakteristik. Med hensyn
til enkeltheter ved deres filosofiske personlighet og i deres litterære produktion maa
jeg henvise til det jeg allerede har skrevet i de to avhandlinger jeg har citert tidligere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
