Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 4. Monrad og hegelianismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
241
handlingene mellem tro og viden, et meget forstandig indlæg i
diskussionen efter Rasmus Nielsens forelæsninger i Kristiania i 1867,
forelæsninger som aaret efter kom ut i bokform under titelen: Om hindringer
og betingelser for det aandelige liv i nutiden. Andre hovedverker av
Monrad er: Tankeretninger i den nyere tid 1874, ogsaa kommet ut paa
tysk; Udsigt over den høiere logik 1881; det omhyggelig gjennemtænkte
Æstetik. Det skjønne og dets forekomst i natur og kunst 2 bd. 1889 fg.
Desuten flere avhandlinger med teologisk og religionsfilosofisk indhold.
Dommen over Monrad og hans gjerning som lærer i filosofi er
gjennemgaaende ugunstig. Hans værker har ikke vækket noget filosofisk
tankeliv, hans undervisning blev uten nogen frugtbar virkning.
Almindelig er det at gi just ham skylden for, at filosofien førte en hensygnende
tilværelse i Norge paa en tid da den gav aandslivet sterke og frugtbare
tilskyndinger utenlands. At det ikke kunde bli anderledes naar
hegelianismen blev eneraadende, en retning saa fremmed for realvidenskabelig
liv, saa fremmed paa norsk grund, skal vi snart se; men paa nærværende
punkt i fremstillingen skal kritikken holde sig til Monrads person. Det er
et par iøinefaldende svakheter ved ham som lærer.
Jeg har allerede ved anden leilighet pekt paa hvorledes den hegelske
hang til at ordne alle indhold helt enkelt paa logisk linje maatte forkvakle
de historiske instinkter. Det er hos Monrad en laak maate at
føre ind i virkeligheten paa, dette at la hver motsætning bli eltet av
»dialektikken« til den blir et »moment« i den realitet den motsier; at la skedd
og uskedd bli jamgodt, fordi det i det ene tilfælde som i det andre logisk
lar sig destillere like meget fornuft ut av indholdet opfattet rent som
noget for tanken bare. Denne nivelleringstendens, denne mangel paa
tidsperspektiv maatte bli skjæbnesvanger for hele retningen. Hegelianismen,
som taler om en indre utvikling av begrepene, kom til at bli den argeste
motstander av den videnskabelige evolutionslære, da cj^n traadte frem i
biologien og inden naturfilosofien i det hele. Allerede Hegel uttalte sig i
sine Vorlesungen über die Naturphilosophie imot en »sanselig
evolutionslære« som er frugten av en naturopfatning bygget paa iagttagelser.
Monrad førte like til det sidste strid med evolutionslæren. Dette hang
sammen med en anden grundsvakhet hos ham.
Naturvidenska-p e n e hadde han ikke kjendskap til. Nu er filosofien tanker om, av og
for mennesker; menneskene hører til i verden, og verden vender sig til
dem gjennem naturen. Ja det er jo naturen som saa at si først gir livet
i verden kjøt og blod. Ogsaa naturen hører saaledes med til det
filosofen vil maatte rette sin tanke paa. Naturen har til alle tider været emne
for filosofien. I de senere tider har den ogsaa været gjenstand for
Vid.-Selsk. Skrifter. II. H.-F. Kl. 1918. No. 1. 16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
