Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 5. Hegelianismens og den spekulative tænknings enevælde ved universitetet til aar 1900
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
anathon aall.
H.-F.K1.
avhandlinger over Schelling, Schellings ældre og nyere standpunkt, hans
forhold til Hegel osv. (Forh. i Videnskapss. for aarene 1863—65);
videnskabelig omtale fortjener ogsaa endel studier i den græske filosofi som
han i 1866—69 og 74 offentliggjorde i Videnskapsselskapets skrifter. Som
lærer i filosofi gik han helt i samme spor som Monrad og holdt i lag
med ham den hegelske fane oppe 1. I stor bredde gjengav Lyng systemet
i den absolute filosofi, søkte ut fra hegelske tankevurderinger lys over
spørsmaal som var oppe i tiden, og fører, likesom Monrad, sin filosofi i
sidste trin op til en slags høiere teologi; den blir en lære om gud eller
en »videnskap om guds eksistens«. Dette sker i to verker, Lærebog i
den objektive logik (1881) og Grundtankernes system, 3 bind (det sidste
utkommet posthumt).
Lyng er en anden natur end hans ældre kollega og skiller sig i flere
punkter fra ham. Han har ikke Monrads evne til at gi sine tanker
symmetrisk form eller logisk fast avgrænsning; paa den andre side merker
man hos ham større stræv efter at komme i kontakt med tiden; flere
ting tyder paa, at han har forstaat at nye metoder var i opdrift, og
hans virksomhet ved universitetet bær vidnesbyrd om en liberal
tænke-maate.
Nærpaa halvhundred aar var gaat siden Hegel var død; i hans
hjemland og andre steder hadde man i aartier slaat ind paa nye, mere
frugtbare teoretiske baner, og endnu var man i Norge ikke kommet længre end
til nogen svake rystninger under overflaten paa det officielle lærdomsliv. Til
nogen grad blev det vakt løfter om en mere tidsmæssig problemdiskussion
da den unge teolog W. Th. Dons i 1875 blev universitetsstipendiat i
filosofi († 1916). I en indberetning i Universitets- og skoleannaler 3dje række
no. 12, 1874 gir han et skarpsindig motlæg mot den reaktionære
tænkning i Sverige; især staar mystikken hos en Pontus Wikner i mensyn
for ham. Kritik til den kant var endnu noget nyt i Norge og rak ikke
langt i sin virkning. Dons maatt. opleve, et par aar efter at hans egen
forbindelse med universitetet var ’løst, at man fra Norge kaldte Wikner
som professor for at foredrage sin spekulative filosofi ved siden av den
monradske hegelianisme. Men ogsaa Dons selv faldt ind i koret med sin
røst, selv om den iblandt skar igjennem med dissonerende toner. I den
ovennævnte avhandling søker han at godtgjøre bostrømianismens uret ved
1 Den metafysiske monotoni, som blev skapt ved universitetet da Monrad fik sin
hegeliani-serende aandsfælle op ved siden av sig, kunde gjøre kritiske mænd i samtiden
utaalmodig. Man læse de kvasse ord i „Dølen" 1867 no. 25 av Vinje, om Lyng som i
unorske ordlag utviklet en indholdsløs dialektik og gjorde alskens ordkunster for at
retfærdiggjøre treenighetslæren o. 1.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
